EA: Star Wars Battlefront kunne være spændende
Er DICE på vej mod et nyt Battlefront?
Spekulationerne om de første resultater af den nye aftale mellem Electronic Arts og Disney, der giver udgiveren ret til at lave videospil baseret på Star Wars-licensen, tager til.
En højtstående del af EA, økonomidirektør Blake Jorgensen, udtalte til teknologikonferencen Stifel 2013, at udsigterne til at kunne lave et nyt Star Wars: Battlefront er 'meget spændende'.
Det blev ikke sagt som en konkret annoncering af et nyt Battlefront, men som mere end blot en hentydning i så stort og officielt et forum.
- Eksempelvis er muligheden for at lave et nyt Battlefront, som jo har været et meget populært Star Wars-spil, sammen med mange af de andre traditionsrige serier, meget spændende, udtaler han.
At netop Battlefront kunne være et af de første EA-spil, kommer af, at et Star Wars: Battlefront III efter sigende var langt henne i udviklingen (nogen siger endda 99% færdigt), da det blev skrottet. I så fald burde EA relativt hurtigt kunne færdiggøre projektet og sende det ud på markedet.
Det blev også lovet, at de kommende EA-spil ikke bliver baseret på konkrete film i sci-fi-serien, men at de i stedet tager udspring i andre aspekter.
Jorgensen forventer også, at selve Disneys opprioriterede indsats for Star Wars-universet vil smitte af på EA's omsætning. Med mindst én Star Wars-film hvert år bliver der massiv interesse for alle merchandiserelaterede produkter, heriblandt spil.
EA har ladet DICE oprette et hold i Los Angeles, som udelukkende skal lave Star Wars-spil.
Kommentarer (2)
Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!