Forestil dig, at du er en enhjørning. Du er hurtigere end vinden selv, og du kan springe fra sted til sted med en elegance, der gør ballerinaer syge af misundelse. Din manke og din hale er regnbuer, der lyser stærkere end solen selv, og dit horn knejser stolt mod dets evige mål: op, op og atter op mod himmelhvælvet. Som et berømt meme siger: Du skal altid være dig selv. Undtagen, hvis du kan være en enhjørning. Så skal du nemlig altid være en enhjørning. Til det er der kun én ting at tilføje: Ja, du skal altid være en enhjørning, hvis du kan. Men hvis du får muligheden for at være en angribende robotenhjørning...

1
I'd tap that.

Din manke og din hale er regnbuer, der lyser stærkere end solen selv, og dit horn knejser stolt mod dets evige mål: op, op og atter op mod himmelhvælvet.

Robot Unicorn Attack fra Adult Swim Games var på mange måder et af de første spil i den nye indie-bølge, selv om det egentlig mest af alt bare prøvede at være et spil om en enhjørning, der sked regnbuer og forsøgte at løbe så langt, som den kunne nå, akkompagneret af de utroligt smukke toner af 2009-versionen af Erasures 'Always'. Spillet var egentlig bare en form for homage til, eller parodi af, den populære endless runner Canabalt, som udkom året inden. Der var bare et eller andet over det. Det simple, solide gameplay, hvori du fik tre forsøg (eller 'ønsker', som spillet i kitchet stil kalder det) til at komme længst muligt, uden at støde ind i noget eller falde ned fra de platforme, du hoppede rundt på, holdt bestemt vand, men det var humoren, der virkelig holdt spilleren fanget i en magisk farvelade af fantalastiskhed. Den dag i dag er jeg stadig nødt til at tale som en lallende idiot for at fange spillets ånd, men det er jo derfor, konceptet holder.

Jeg havde dog aldrig forventet en toer. Og slet ikke en, hvor jeg kunne pimpe min robotenhjørning og tage på endnu mere hullahejsalejsa-tryllerylleristiske udsvævelser i selve regnbuens hemmeligste fantasi. At spille Robot Unicorn Attack 2 på sin iPhone er som at drømme om en ny slags flødeskum, der smager venligere end Canadas sjæl. Det er som at flyve højere end det højeste bjerg, for så at finde ud af, at at der er intet højere end menneskelighedens kærlighed. Det er som at springe ud fra et fly og lande uskadt i et smil af kattekillinger og hundehvalpe.

7
Kom ikke og fortæl mig, at dette ikke er sand skønhed i aktion.

Ja, det er et åndssvagt spil, og det er hele pointen. Men tro ikke, at du slipper ind i ekstasens poetiske filosofi uden reelt gameplay. Din behornede regnbuehalede engel af en stolt motoriseret ganger skal guides med sikker hånd, for Adult Swim har sørget for, at alle hop i spillet kræver præcis timing og en sikker fornemmelse for, hvor højt du bør hoppe. Du kan også dobbelthoppe eller storme hurtigt fremad, og sidstnævnte skal bruges til at blæse igennem forskellige ting, der står i vejen for dig. Denne gang er der flere forhindringer end det første spils pointgivende stjerner, men disse er stadig grundstenen. Jo længere, du kommer ind på banen, desto hurtigere går det, og snart skal du kombinere veltimede hop med dine stormløb for at komme videre, og det bliver hurtigt ekstremt svært.

Din behornede regnbuehalede engel af en stolt motoriseret ganger skal guides med sikker hånd...

5
Aldrig har det været så svært at bestemme sig for, hvordan man skal pimpe sin robotenhjørning.

Robot Unicorn Attack 2 er ikke den bedste endless runner på markedet, men når du når de sværere dele af spillet og formår at overleve, kan det danse med de store titler. Denne version er også væsentlig flottere end det første spil, og den overdrevne og samtidig bizart mørke humor er på alle måder intakt. Spillet er freemium, så det er grundlæggende gratis, men du kan selvfølgelig vælge at købe ekstrating, såsom Erasure-sangen, der var så synonym med det første spil. Du kan også vælge at købe dig til opgraderinger, nye enhjørninger, midlertidige boosts og endda nye baner, der ellers ville tage længere tid at optjene selv. Det er pågående, men ikke overdrevet, og du kan sagtens vælge at have det sjovt uden at slippe en krone. De irriterende reklamer for andre spil, som ofte popper op, er dog en anden sag, dem kunne man i højeste grad godt have undværet.

3
Hvilket team drømmer du om at være med på?

Spillet er en værdig opfølger, der indsætter nok vanedannende elementer til at gøre et simpelt kulthit til et spil, man reelt gider bruge tid på. Opgraderingerne er sjove, den forbedrede grafik er flabet, og så er det grundlæggende gameplay bare lige i skabet. Denne gang kan du også kæmpe mod andre spillere i pseudo-onlinedelen ved at melde dig til Team Rainbow eller Team Inferno, som hver dag kæmper om, hvem der kan indsamle flest stjerner og få bonusting.

Efter at have læst alt dette tror du måske, at undertegnede er blevet vanvittig. Det er okay, peace and love. Det hele vil med garanti ikke falde i alles smag, men prøv det. Du har - bogstavelig talt - intet at tabe, og hvis du i dit inderste er med på Team Unicorn, skal dette spil nok få det frem i dig. Computerspil er trods alt til for at underholde, for at transportere os til andre verdener og for at få os til at være ting, vi ellers aldrig kunne være. Til det er der jo bare at spørge: Hvorfor så ikke være en angribende robotenhjørning?

8 /10

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009