Mange krigsherrer kunne godt have trængt til en betatest af deres forestående krig. Tænk fx på Hitler i 1941. Eller Napoleon i 1812. Eller hvad med Karl 12. af Sverige i 1707. Hvad har de tilfælles? De var stort set uovervindelige, lige indtil de invaderede Rusland. En lille rask betatest havde nok afsløret det uheldige i dét foretagende.

Så er det godt, at udviklerne af Company of Heroes 2 har inviteret til en betatest af det kommende real-time-strategispil. Betatesten indeholder "kun" multiplayerdelen, men giver alligevel et godt indtryk af, hvad der venter os i den længe ventede efterfølger til et af de bedste RTS-spil i forrige årti.

1
En gruppe ingeniører prøver at erobre et kontrolpunkt midt i en snestorm

Relic Entertainment har i Company of Heroes 2 valgt at forlade Vestfronten og kigger i stedet østpå - mod Rusland. Du har den ærefulde opgave at lede Den Røde Hær gennem historiens mest brutale krig.

Ved første øjekast virker alt bekendt, men det vil hurtigt gå op for dig, at ændringerne er markante. Selvom det igen gælder om at sikre sig en indkomst af ressourcer ved at overtage kontrolpunkter, har du nu større frihed. Du kan nemlig selv vælge, hvilken type ressource de fleste strategiske punkter skal give dig. Så satser du massivt på køretøjer, kan det fx være en idé at sætte alle områder til at give dig benzin. På den måde er du ikke som i forgængeren pisket til at erobre et bestemt strategisk punkt for at vinde et slag. Omvendt kan du så heller ikke regne med at trille sejren hjem stille og roligt, som du kunne tidligere. Det var tydeligt i betaen, hvor specielt AI'en var virkelig skrap til at maksimere dens indtægter og så komme med damptromlen - selvom det var mig, der havde taget det centrale område først. Generelt var AI'en selv på de lave niveauer en værdig modstander, det lover godt for singleplayerdelen.

Generelt var AI'en selv på de lave niveauer en værdig modstander, det lover godt for singleplayerdelen.

2
Pinligt - oversigtskortet afslører, hvor presset jeg er af spillets AI - endnu engang

En anden væsentlig detalje er det faktum, at dine soldater ikke længere skal stå direkte på punktet for at erobre det. Der er en markeret cirkel omkring det, så du kan faktisk afbryde en erobring ved bare at komme tæt nok på med egne tropper. Som altid kan du placere miner, pigtråd og andre overraskelser til fjenden og dermed skabe et bedre forsvar.

Kampene føles også noget mere dynamiske efter, at Relic har indført et nyt system til at kortlægge enhedernes synsvidde. Tidligere havde enheder et 360-graders syn, men nu bliver deres syn begrænset af omgivelserne. Det betyder, at du fx ikke kan se, hvad der er bag et hus eller inde i skoven. Derfor kan både du og modstanderen planlægge baghold, og du kan ikke bare blindt sende dine hundedyre kampvogne mod fjendens base. Mit største problem med systemet er dog frustrationen ved at blive bombarderet med mortérgranater uden at have den mindste anelse om, hvor de kommer fra. Det skete igen og igen - og granaterne var så effektive, at jeg ikke havde en chance for tilbagetog. Faktisk er mortérgranater så overlegne, at jeg håber, udviklerne overvejer at nedtone dem inden udgivelsen af spillet.

3
En pansret mandskabsvogn overrasker fjendens kanon på et uheldigt - for fjenden - tidspunkt

Sammensætningen af Den Røde Hær minder på sin vis om den amerikanske og den tyske hær, men der er alligevel mange forskelligheder, som vil tage tid at lære. Historisk set var millioner af uuddannede soldater bare kanonføde for Stalin. Den billigste enhed i Company of Heroes er derfor simple værnepligtige, som du kan kaste for fjenden - mest af alt blot som forsinkelse, indtil dine gode enheder er klar. Du kan også bruge de værnepligtige til at forstærke andre typer enheder, hvilket kan være rigtig brugbart. Det virkede i betaen som om, at (de kvindelige) snigskytter får en større rolle denne gang, og så er russerne utroligt velbevæbnede, hvad udvalget af køretøjer og kampvogne angår.

Lige som i virkeligheden vinder russerne på antal - mens tyske enheder satser på højere kvalitet. Men ingen krig på russisk jord kan blive udkæmpet uden, at vejret spiller ind som en afgørende faktor. Det er noget, Relic har gjort rigtig meget ud af. Fx kan du blive udsat for snestorme, som dræber enhver uforsigtig soldat og stopper alle kamphandlinger. Du har lidt under et minut til at få alle dine enheder i sikkerhed - fx i huse eller udbrændte køretøjer. Hvis du lader dine soldater blive udenfor, varer det ikke længe, før de er frosset ihjel. Og skulle en kampvogn ende på lidt for tynd is, kan den brase igennem - og rive alle omkring sig med ned i det mørke vand. Så er det godt, at du kan sætte dine ingeniører til at lave store ildpladser, hvor dine soldater kan varme sig...

4
Takket være røggranater kommer mine flammekastere helt ind i fjendens base

Panikken rammer dig cirka samtidig med, at den griber fat i struben på dine soldater og forvandler store mænd til pibende mus.

Vejret åbner derfor på flere taktiske muligheder, fordi du kan vælge at ofre nogle soldater på at erobre et strategisk punkt eller på at finde en bedre position. Det er også i simulationen af vejret, at spillets grafikmotor for alvor viser, hvad den kan. Det er en lidt uhyggelig oplevelse at soldaterne kæmpe sig frem i sneen for langsomt at bukke under. Animationer og detaljer er i top, hvis du sammenligner med andre spil i genren. Kampene kan til tider minde om noget fra Saving Private Ryan med soldater, der kaster sig til jorden, mens kugler og granater hagler ned over dem. Eksplosioner pisker jorden op, og røggranater forhindrer dig i at se fjenden tydeligt. Panikken rammer dig cirka samtidig med, at den griber fat i struben på dine soldater og forvandler store mænd til pibende mus. Skal du prøve at manøvrere en kanon frem mod frontlinjen og stoppe hullet, eller det nu, du skal flygte med våde underbusker og håbe på at kunne omgruppere bag fronten?

Det er den slags kampe, der får mig til at glæde mig rigtig meget til at prøve singleplayerdelen. For kommer der en god historie som ramme til de intense kampe, begynder det for alvor at rykke.

Betatesten virker rigtig lovende, og modsat tidligere krigsherrer ser Relic ikke ud til at have graverende fejl i deres koncept. Indtil videre er det kun mortergranaterne, som kaster lidt mudder på oplevelsen. Det er i hvert fald noget, der omfangsmæssigt er muligt at ændre, inden spillet udkommer sidst i juni.

About the author

Jakob Paulsen

Jakob Paulsen

Contributor

Jakob har anmeldt spil stort set så længe, han kan huske (hukommelsen bliver dårligere med årene). Et af de allerførste spil, han anmeldte, var GTA til pc, som han høvlede ned, hvilket fik distributøren til at klage til redaktøren... god start. Jakob har haft fornøjelsen af at være international redaktør og senere dansk redaktør på Boomtown.net, men hygger sig nu om dage "bare" med at anmelde spil. Han er bidt af en gal racerbil og spiller derfor alle de bilspil, han kan komme i nærheden af, ligesom han altid gerne kaster sig over shootere og strategispil.