Army of Two: The Devil's Cartel - Anmeldelse

To douchebags for ét spils pris

Da jeg stod til EA's nytårsfest tilbage i december måned og for første gang så den larmende, buldrende, stereotypiske, fistbumpende, barnlige og på alle måder håbløse dude-bro-trailer til det nye Army of Two, til tonerne af Double or Nothing af B.o.B og Big Boi, tog jeg mig til hovedet og tænkte: "Det her er alt, hvad der er galt med computerspil i dag". Og da det blev bestemt, at jeg var den heldige vinder af anmelderkopien af spillet måtte jeg udbygge med: "Det her er alt, hvad der er galt med mit liv i dag". Jeg var forberedt på en oplevelse af værste skuffe

2
Bro... Bare et lille high five. Kom nu!

Til min overraskelse var det ikke helt det, jeg endte med at få. The Devil's Cartel er ikke det værste spil, jeg har spillet, og det er heller ikke helt så tindrende dumt, som jeg havde forestillet mig (selv om det ofte gør en bemærkelsesværdig indsats for at leve op til mine fordomme). Det er bare utroligt uinspirerende, en metervare i en skov af "også mig"-produkter, der er designet til et segment, der tydeligvis stadig imponeres af platte replikker, meningsløs action og "seje" wrestlingmasker. Tag bare historien. I modsætning til de tidligere spil er du ikke Salem og Rios, men derimod Alpha og/eller Bravo (selv navnene er intetsigende), som også er agenter for lejesoldatsorganisationen Trans World Operations, forkortet T.W.O. (fik I den?).

Spillet foregår denne gang i Mexico, hvor vores to "helte" skal stoppe et nådesløst narkokartel ved navn La Guadaña ("Leen"), som ledes af den skrupelløse Estaban Bautista og hans højre hånd El Diablo (jeg lover, at jeg ikke finder på det her). Det kræver jo nærmest et særligt talent at være så uopfindsom. Det hjælper heller ikke, at vores to "good guys" stadig har en tendens til at lykønske hinanden med gentagen knokontakt og håndklapperi efter mange af deres brutale henrettelser, og man ved ofte ikke, om man skal le eller græde over det. Det samme gælder for mange af spillets replikker. "Hey, skyd efter de røde tønder, de eksploderer altid. Har I ikke spillet computerspil før?" Uha, det er sørme meta, drenge. Hvis bare spillet så ikke rent faktisk selv var en endnu større kliché.

1
Overkill. Når almindelige drab bare ikke er gode nok.

Visceral Games har dog heller aldrig været de allerbedste historiefortællere, som man fx kan se i Dead Space, men de formår som regel at lave gedigen action. Army of Two: The Devil's Cartel leverer også varen i glimt. Alle baner kan ødelægges i ganske høj grad, og det betyder, at ildkampene under optimale forhold bliver intense, og at du ikke nødvendigvis kan stole på den dækning, du har fundet. Spillet har også et combosystem, som du bruger til at optjene point ved at overraske fjenderne, falde i baghold eller samarbejde med din partner om at nedlægge dem. Dette lader dit Overkill-meter op, som kan gøre dig til en uovervindelig Rambo i et kort stykke tid, og disse øjeblikke er helt klart spillets sjoveste, da du virkelig kan smadre alt omkring dig.

Hvis du spiller alene, er din partners AI ganske solid, men det bliver selvfølgelig kun sjovere i co-op, selv om spillets samarbejde er overraskende begrænset for et spil, hvis koncept nærmest skriger på interessante interaktioner. Det bliver primært til at åbne nogle tunge døre sammen, skubbe nogle ting sammen som dækning, flankere fjenden eller give sin partner en hestesko, så han kan tage en alternativ rute. Og det er det. Formlen ændrer sig aldrig synderligt i løbet af spillets små syv timers spilletid, og selv om du kan låse op for bedre våben og federe masker (fnis!) undervejs, så sidder vi i bund og grund tilbage med et actionspil, der ligner alt andet, og som slet ikke leverer den multiplayeroplevelse, man forventer.

3
Co-op-delen bliver aldrig meget mere avanceret end dette.

Der går heller ikke længe, før spillets mange problemer viser sig. Coversystemet er utilregneligt, og du ender ofte med at spæne hen til totalt udsatte steder, hvorefter din agent sidder fast i dem og går en tidlig død i møde. Alle modstandere i spillet laver rullefald til højre og venstre, men Alpha og Bravo var tydeligvis så optagede af at male fine masker og fistbumpe hinanden på lejesoldatakademiet, at de aldrig lærte andet end at stå op og blive skudt direkte i fjæset som rigtige mænd (nu begynder jeg at forså, hvorfor de har brug for maskerne). Din partner er muligvis relativt intelligent, uanset om han er styret af AI eller en af dine venner, som du på en eller anden måde har fået tvunget til at spille spillet, men fjenderne kunne til gengæld narres af den kunstige intelligens i dit køleskab. Gang på gang løber de hen mod dig, sætter sig på hug midt ude på åben gade, og forsøger at nakke dig med verdens mindste ærtepistol. Det holder ikke. Banedesignet er desværre også totalt stereotypisk og ikke specielt flot, og spillets grafik er generelt temmelig kedelig, selv om det kører på den habile Frostbite 2-motor. Personernes ansigter ligner noget, der er modelleret i trylledej, bygninger og fartøjer ser generiske ud, men eksplosionerne er til gengæld flotte, og dem er der jo selvfølgelig en hulens masse af. I bevægelse ser spillet nogenlunde ud, men det kunne ærlig talt lige så godt være udkommet i starten af denne konsolgeneration.

4
Alt bliver sejere med masker på. Sagde ingen.

Army of Two: The Devil's Cartel kan have sin berettigelse, hvis man har plantet sig i sofaen med en god kammerat og en solid flok øl, eller hvis man måske tackler missionerne med ligesindede bros online. Når tingene går hedt for sig, har spillet bestemt sine gode øjeblikke, men det hele drukner i et hav af kedsommeligt, stereotypisk design og en forbløffende mangel på udnyttelse af spillets primære salgsargument, co-op. Det virker rigtig meget som om Visceral skulle opfylde en kontraktmæssig forpligtelse her, og bare har kværnet spillet ud på autopilot. Vi uddeler en middelmådig karakter for et på alle måder middelmådigt spil, og derefter en ekstra på tuden for at forsøge at gøre livet som skånselsløs lejesoldat til en high five-uddelende farce. Det er og bliver smagløst. Hvis man er til testosteronpumpende action i co-op, så vil vi hellere anbefales Viscerals eget Dead Space 3, eller endnu bedre: Gears of War: Judgment. Army of Two blegner totalt i forhold til dem begge.

4 (fistbumps) /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (6)

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (6)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading