The Hunter - Anmeldelse

Svensk spil går tæt på jagten. Altså den med manden, geværet og dyr der egentlig bare passer sig selv

Jagt som fænomen har eksisteret siden, tjoh, altid. Mennesker har jaget for at finde føde, siden vi kunne. I dag foregår jagten for kødet for det meste ved, at man smutter ned i supermarkedet og snupper en vacuumpakke med noget kød, der måske, måske ikke, indeholder det, der står på varebetegnelsen.

Hvis man vil være helt sikker på, at man får det, man betaler for, er der kun én vej frem: Grib gøppen og smut en tur ud i skoven og skyd dit eget dyr - forudsat at alle papirer er udfyldt ved rette myndighed, tilladelserne er i orden osv.

Er papirarbejdet det ikke, mangler du eksempelvis noget så trivielt som en våbentilladelse, eller er du bare ikke helt sikker på, om du kan tåle synet af blod, er der et computerspil, der kan hjælpe dig på vej.

The Hunter er et svensk spil, der forsøger at videregive oplevelsen af jagt, som rigtige jægere oplever den hver weekend, dog sans Gammel Dansk og Jägermeister.

1
Landskaberne gengiver naturoplevelsen en del bedre end for eksempel et besøg i Frederiksberg Have.

Du har dine to ben at gå på, en riffel over skulderen og en hulens masse kvadratmeter terræn at udforske. Og flot er det. Som man kan se på de tilhørende screenshots, er terrænet gengivet med fint gehør for naturens luner og lys, som den falder i den svenske ødemark eller i USA's skove. Der er sten, nedfaldne grene, regnbuer, solop- og nedgange, duvede bakker og uigennemtrængelig skove. Det er proceduralt genereret og har fuld dag-nat cyklus og vejreffekter. Landskaberne, som udover startområdet, der er gratis, skal købes adgang til, er baseret på områder i Nord-Amerika, Canada, Tyskland og, hvis ikke jeg tager meget fejl, de svenske skove.

Selve spillet handler selvfølgelig om at skyde dyr. Det er et free-to-play-koncept, så det eneste dyr, man kan skyde med gratisversionen, er en 'mule deer', en slags hjort. Til det har man en enkelt riffel med gratis ammunition til. Vil man op og jage mere eksotiske dyr, der er for eksempel for nylig kommet bjørne med i spillet, må man til pungen.

Jagtspillet, om man vil, foregår i tre faser. Den første er sporing af dyret og til det, bruger man sin GPS, eller Huntermate som den kaldes her, og en masse praktisk anbragt tegn rundt omkring i landskabet. På hardcore mode er de naturligvis væk, men i den almindelig udgave af spillet, for os dødelige, starter sporingsfasen med, at man opdager fodspor eller ekskrementer (ja, der må godt grines), som bliver identificeret af GPS-dimsen. Når man har forfulgt sporet et stykke tid, får man at vide, at dyret nu befinder sig inden for en bestemt afstand fra dig, for eksempel to hundrede meter. Når jagten bliver mere avanceret, skal man være opmærksom på vindens retning, for at dyrene ikke skal lugte din tilstedeværelse, samt lytte godt efter skoven (læse floden, som Pasquinel sagde).

Næste fase er at finde et sted, hvor man kan skyde fra. Det skal helst have godt udsyn over området, og når man lærer dyrenes opførsel at kende, det er efter sigende ganske realistisk, finder man ud af, hvor de nok dukker op. Så ligger man der med sin riffel i et skovbryn. Det næste, man gør, er, at man finder sit dyrekald og lokker dyret.

Efter et stykker tid dukker hjorten op, nysgerrig for at se, hvad det handler om. Du tager riflen til skulderen, sigter godt, holder vejret, og trykker på aftrækkeren. Hvis du kan noget med en mus, rammer du uden de store problemer. Man ser kuglen ramme dyret, der sitrer lidt, prøver at løbe bort, og segner om.

Og det er så her, at tingene bliver lidt blodige. Du rejser dig op og går de par hundrede meter over til dyrekroppen. Når du har fundet den, og det kan godt være tricky, hvis det drejer som fasaner, får du en grafisk repræsentation af, hvor du ramte dyret, leveren, skulderen, hovedet, osv., og baseret på de oplysninger, får du en achievement på din profil.

Se Tom Lehrer synge jagtsangen i København, 1967:

Nuvel. Det kan lyde en smule brutalt, og det er det også. Men det er jagt. Og det eksisterer. Og der er et spil om det, og det spil er faktisk udemærket. Man fornemmer hele tiden, at spillet behandler emnet, dyrene, og deres død med respekt. Der er ingen overdreven blodsudgydelse eller andre effekter. Faktisk er hele spillet, bortset fra afbildningen af naturen, der i alle situationer er som taget ud af et maleri af en romantisk landskabsmaler, en relativt afdæmpet affære. Geværskud er ikke svulmende lydpanoramaer, som man kender dem fra skydespil, men korte knald, og når dyr bliver ramt, sker det med så lidt drama, at man nogle gange er i tvivl, om man har ramt rigtigt, indtil man ser det falde. Det er også muligt blot at såre det, hvorefter en ny slags jagt går i gang.

The Hunter er et spil, der omhandler et emne der er kontroversielt for mange. Det formår at indfange det mange jægere, vil jeg tro uden at have prøvet det på egen hånd, er tiltrukket af, nemlig naturoplevelsen, der går hånd i hånd med dramaet omkring selve jagten og afslutningen der, alt andet lige, for at nå til den, kræver dygtighed og forståelse for dyrenes adfærd. Spillet går respektfuldt til værks og har samtidig forstået at levere en solid spiloplevelse, som man kan vende tilbage til igen og igen.

9 /10

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (18)

About the author

Martin Wiinholt

Martin Wiinholt

Editor-in-chief, EG.dk

Martin kan godt lide virkeligheden. Han er faktisk så opslugt af den, at han hver gang chancen byder sig opsøger den i sine favoritgenre blandt krigs- og fartøjssimulationer på pc. Er desuden set tænde for en Wii helt uden at tøve. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (18)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading