Da Hawken blev præsenteret første gang, troede jeg dårligt mine egne øjne. Store, fede mechs, der væltede rundt i et orgie af maskinpistolild og missiler, med en æstetik, der er som taget ud af Masamune Shirows vådeste drømme. Gameplayet bragte minder tilbage om senhalvfemsernes storhedstid inden for arena-FPS-genren, bare med tunge metalkolosser og gudesmuk grafik. Og det helt vanvittige ved projektet var, at det var skabt af et meget lille indieteam ved navn Adhesive Games. Og det hele var skabt på kun 9 måneder.

Var det for godt til at være sandt? Der er gået et par år siden den første demo blev fremvist, og Hawken er nu i åben beta. Jeg har personligt testkørt et par metalmonstre, og der er ingen tvivl om, at det grundlæggende gameplay er solidt. Din mech er måske nok en ordentlig bunke metal, men det betyder ikke, at den ikke kan bevæge sig. Der er solid vægt bag hvert eneste skridt, men du kan også bruge dine thrusters til at flyve korte distancer eller smide dig hurtigt fremad eller til siden. Det giver en fantastisk følelse af at danse på en knivsæg med en AT-ST.

1
Du kan bruge dine thrusters til at undvige hurtigt til siderne, hvilket gør kampene til meget hektiske affærer.

Den første mech i spillet er "begyndermodellen" CR-T Recruit, en fleksibel maskine. Den ligner noget, der er løgn, men fungerer faktisk ikke dårligt som allrounder. Den har hverken specielt positive eller negative egenskaber, og fungerer derfor som et logisk sted at starte med at spille. Men hvis du vil have lov at lege med andre af spillets 12 mechs i tre forskellige vægtklasser, så er det ikke helt så ligetil. Hawken er nemlig endnu en titel i den noget kontroversielle free to play-bølge, så det er gratis at spille, men du kan vælge at betale for at få hele oplevelsen. Udviklerne har selvfølgelig sørget for, at CR-T Recruit er den grimmeste mech i verden, så du med det samme bliver fristet til at købe en, der er federe. Den ligner en krydsning mellem en mikroovn og et gammelt fjernsyn, der er sat på stylter.

Du optjener de såkaldte Hawken Credits i spillet ved at kæmpe mod andre spillere, men du kan også vælge at købe Meteor Credits for rigtige penge. Adhesive har dog ikke været så griske, som man kunne frygte, da de fleste ting i spillet kan købes for Hawken Credits, som dog tager sin tid at optjene. Vil du til gengæld pimpe din mech med flottere kosmetiske dele, som ikke har indflydelse på din mechs evner, men kan bruges som blær, så skal du til lommerne. Et par nye ben eller et nyt chassis kan erhverves til ca 10 kr, men det kan hurtigt løbe op, hvis man er typen, der går op i sit spil. Og spillet frister hele tiden med, at man kan købe Meteor Credits for at få adgang til alle de gode ting. Jeg er på ingen måde begejstret for brugen af denne prismodel, for det virker altid som om man aldrig rigtig får købt hele spillet, og at spillere med penge på lommen har visse fordele i forhold til alle andre.

4
Du kan også flyve i korte hop, hvilket sætter endnu større krav til dine rumlige orienteringsevner.

I aktion er Hawken dog unægtelig et fedt spil, som føles som en blanding af Quake 3 og gode gamle MechWarrior. Jeg brugte det meste af min tid til dette preview på at spille klassisk Deathmatch og Team Deathmatch, og det fungerer fuldstændig, som det plejer. Tempoet er ganske højt, og da alle mechs er udstyret med raketmotorer, er kampene fulde af flyveture og hurtige undvigelser. Hawken er også propfyldt med andet isenkram til din krigsmaskine. Du kan f.eks. sætte kanontårne ud for at forsvare bestemte positioner, eller du kan aktivere et stationært skjold, som blokerer kugler, hvis du holder dig indenfor dets rammer. Sammensætningen af din mech betyder alt, og det er meget let at tilpasse en maskine til din egen spillestil. Grundmodellerne er også meget forskellige, og de er designet til mange formål.

Ud over CR-T Recruit prøvede jeg kræfter med Sharpshooter, som er udstyret med en SA Hawkins langdistanceriffel og en Sabot sniperriffel, og som også har et modul, der kan øge våbnenes styrke midlertidigt. Denne mech er rimelig hurtig og meget velegnet til spillere, som foretrækker at liste rundt og være snigskytter, og den klarer sig selvfølgelig mindre godt i nærkamp. En anden model, jeg fik testkørt, var Berserker, der ligesom CR-T Recruit excellerer på mellemdistancen, men er hurtigere og har mindre panser. Berserker har en Submachine Cannon, som er god i nærkamp og ikke overopheder så let, samt en Assault Rifle og en Tow Rocket, som affyrer RPG-lignende missiler. Der var tydelig forskel på alle tre modeller, og det lover godt for variationen i det færdige spil. Til gengæld føltes Deathmatch-kampene en smule gammeldags, men spillet byder også på Siege Mode. Her skal man kæmpe for at optjene energi, der kan aktivere defensive kanontårne, og til sidst sende et stort krigsskib afsted mod fjendernes base. Adhesive har også lovet endnu en spiltilstand, men den ved vi ikke noget om endnu.

2
Det japanske mecha-cyberpunk-look er ultragennemført og superfedt.

Når alt dette nu er sagt, så kribler det ikke i fingrene for mig for at spille mere Hawken, og det er svært at sætte en finger på årsagen. Jeg kan lide mechs, jeg er glad for klassisk deathmatch, jeg elsker grafikken og stilen, og spillets styring reagerer hurtigt og effektivt. Min manglende begejstring skyldes formentlig en kombination af tre ting. For det første føles våbnene ikke helt effektive nok. Jeg kan godt forstå, at man ikke kan få en avanceret fjendlig krigsmaskine ned med nakken med få skud, men det skal altså føles mere som om man gør et bravt forsøg (det skal dog siges, at dette muligvis kan opnås, hvis man bruger et kort, der understøtter nVidia PhysX, men det grundlæggende design burde stadig føles brutalt med mindre fancy kort som mit Mobility Radeon HD 5870). Jeg ville med andre ord gerne have lidt mere bulder og brag. Næste problem er, at det kan være svært at finde andre spillere, og at matchmakingsystemet har en nasty tendens til at sætte dig op mod rigtig gode spillere. Disse to kritikpunkter kan Adhesive dog sagtens nå at ændre, før spillets beta er afsluttet, men den sidste er de pokkers mikrotransaktioner. Måske er jeg for gammel og sur, men jeg ville langt hellere smide 350 kr. på bordet og få hele pakken, end at sidde og nørkle med det her. Hawken er bestemt ikke det værste eksempel på stilen, og man kan godt få en hel del spil for relativt få penge her, men det lægger bare en seriøs dæmper på hele min fornøjelse, og jeg er ikke sikker på, at Hawken gør nok for at overvinde min antipati. Der er meget at holde af her, men jeg er ikke sikker på, at det i sin nuværende form er nok til at gøre Hawken til det megahit, det kunne blive.

3
I sidste ende sidder man og tænker på, om det hele er stil og pengegriskhed over substans. Vi får se.

About the author

Jonatan A. Allin

Jonatan A. Allin

Contributor

Jonatan er en langhåret pixelfetichist, som elsker fightingspil, indiespil, rollespil, bilspil, chiptunes, dødsmetal og mikrobryggerier. Han mener, at spilindustrien endelig er ved at blive voksen, men han kæmper en hård kamp for aldrig selv at blive det. Han har en achievement i engelsk og film- og medievidenskab fra KUA. Jonatan har lusket rundt på Eurogamer siden 2009