Smugkig: FIFA 13 til Wii U

Er græsset grønnere på den anden konsol?

Når Nintendo har premiere på den nye Wii U-konsol sidst i november, er det naturligvis med FIFA 13 ombord i premierekataloget.

Eurogamer har derfor besøgt Electronic Arts for at høre mere om spillet og de forskelle, det bærer i forhold til FIFA 13 til Xbox 360 og Playstation 3. Og direkte fra hestens egen mund, så kan vi melde om både gode og dårlige nyheder fra FIFA 13 til Nintendo Wii U. Vi begynder med de dårlige.

Først og fremmest indeholder spillet ikke det samme antal funktioner og tilbud som de hidtidige. First Touch og skill-systemet er ikke kommet ombord, da der ikke var tid nok til at implementere al teknologien. Herudover er de fundamentale ting såsom Player Impact Engine, Tactical Defending og Precision Dribbling med, men ikke med samme fintuning som års arbejde på PS3 og X360 har skabt.

- Nogle af de senere forbedringer til FIFA 13 er ikke med i spillet (til Wii U, red.). Vi har så at sige version 1 af spillet, mens de andre konsoller har version 2, fortæller Matt Prior, der er producer på FIFA 13 til Wii U.

Manglen på lighed mellem de tre maskiner skyldes, at Nintendo Wii U er en helt ny konsol med en helt ny programmeringsplatform. Det har været en udfordring at kopiere maskineriet herover. 80% af tiden er gået med at bygge grafikken op fra bunden, overføre kode og optimere teknologien. Resten af tiden er brugt på at tilføje nye funktioner.

- Det har været en udfordring. Det er et spil, der er skrevet til forskellige konsoller, og derfor kræver det arbejde at få det til at køre til en ny. Wii U har en ny processor og nye moduler at programmere. I sig selv er det en udfordring at sige, at nu har vi stabil kode til at spillet er funktionsdygtigt, udtaler Prior.

Electronic Arts gav Matt Prior og det øvrige hold 14 måneder til at skabe FIFA 13 til Wii U. Det hele skulle times til udgivelsen den 30. november. Arbejdet er forløbet sideløbende med udgaverne til PS3 og X360, der udkom i sidste måned. Men troede man, at de kunne drage nytte af arbejdet til Xbox 360 og PS3, må man tro om.

- Vi kan ikke bare tage deres funktioner og lave dem lidt om. Vi kan overføre dem til Wii U, men hvis de laver noget om, er arbejdet dobbelt så stort for os for at få ændringerne på plads. Til næste år kan vi formentlig få lighed mellem spillene, men det er altid svært at påbegynde arbejdet med en helt ny konsol. Man skal bygge fundamentet, fortæller Matt Prior.

En af de store mangler i Wii U-versionen, som uden tvivl vil skuffe nogle gamere, er manglen på FIFA Ultimate Team. Den store, virtuelle spildel med spilkode og byttehandler, som har affødt hundredtusindvis af kampe over internettet. Den tog fem år at lave, og derfor går der lidt, før det samme dukker op til Wii U. Især, fordi Nintendos forhold til netspil altid har været lidt anstrengt.

- Vi har ikke Ultimate Team med, og det er ene og alene fordi Nintendos netspil til Wii U er i sin barndom. Vi bygger på det, men det tog fem år om at være klar til Xbox 360 og PS3, for det er meget komplekse funktioner.

Men de mange udeblivelser opvejes af fine nye tiltag. Bedømt på de foreløbige fremvisninger er grafikken fuldt ud på niveau med PS3 og X360. FIFA 13 til Wii U kører fortsat med 60 billeder per sekund, og det har ikke betydet noget, at konsollen skal producere en ekstra skærms grafik med Wii U GamePad.

Selve brugen af Wii U GamePad er interessant. Når du lægger an til et skud, kan du ryste med controlleren og skifte til en førstepersonssynsvinkel. Med et tryk på touchskærmen kan du selv vælge, hvor du vil sigte. I dødboldsituationer er du tilmed sikret bedre synsvinkler og kan ikke blot præcisere, hvor du vil skyde: du kan skrue bolden ved at indtegne boldens ønskede rute på touchskærmen.

Den største forbedring kommer dog i Manager Mode, der er som skabt til touchskærmen. Her kan du læne dig tilbage som Laudrup og delegere ordrer med knapper og bevægelser på controlleren. Du kan ændre taktik, skitsere stikninger og lave pasninger mellem spillerne, ligesom du kan lave udskiftninger i realtime. Med et nyt Morale System kan du motivere eller kritisere spillere i håbet om at forbedre deres præstation i den følgende halvleg.

- Der er rigtig mange ganske almindelige gamere, der elsker fodbold og helst vil dyrke fodboldaspektet af FIFA frem for det spilmæssige. Hidtil har det været svært for dem at komme ind i oplevelsen, fordi de tit har mødt superdygtige fans og tabt 8-0. Manager Mode er skabt til dem, så de har større chance for at være jævnbyrdige med det etablerede FIFA-segment, fortæller Prior.

Som vi nævnte før, lider ydeevnen ingen skade af at køre spillet både på tv'et og GamePad-skærmen på samme tid. Det har været et bevidst mål for udviklingsholdet.

- Da vi først så maskinen, tænkte vi på mulighederne: to skærme, forskellige synsvinkler, måske udvidede replaymuligheder, etc. En af udfordringerne er dog, at der ikke er nogen egentlig computer i touchskærmen. Hvis du skal producere to billeder, kræver det en fordeling af regnekraften mellem de to. Derfor ser du i FIFA 13's tilfælde to ens billeder, ét på fjernsynet og det samme på touchskærmen, og derfor kan vi køre det med 60 fps. Du kan desuden spille det samme spil mens fjernsynet er slukket.

Man kan selvfølgelig også spille flere mennesker på samme tid i FIFA 13 til Wii U, men det sker med begrænsninger. Systemet understøtter kun ét GamePad ad gangen, men du kan herudover slutte op til fire Pro Controllers eller fire Wii-joysticks til og spille på samme tid. Alt i alt kan fem mennesker gå online fra samme maskine og spille mod andre. GamePad-manden kan fungere som manager, mens de andre kan være spillere. At man ikke kan tilslutte to GamePads på én gang skyldes ifølge Prior, at Nintendo simpelthen ikke vil tillade det på nuværende tidspunkt. Efter sigende har de tænkt sig at implementere det engang i fremtiden.

- Vi synes selv, at vi har gjort det meget godt med at få FIFA 13 integreret med GamePad-skærmen. Vi har brugt 80% af tiden alene på at få spillet til at fungere, men jeg synes ikke, at man mærker det. Der er gode, nye ting at hygge sig med, og vi har opbygget et fint fundament til at komme videre over de kommende år. For X360- og PS3-gamere vil der endda være ting, som de slet ikke kan finde på de andre konsoller. Vi har Manager Mode og de nye skudscener, som klart er værd at se nærmere på, mener Prior.

FIFA 13 til Nintendo Wii U udkommer den 30. november, hvor maskinen har premiere i Danmark.

Jump to comments (0)

About the author

Wesley Yin-Poole

Wesley Yin-Poole

Deputy Editor

Wesley is Eurogamer's deputy editor. He likes news, interviews, and more news. He also likes Street Fighter more than anyone can get him to shut up about it.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading