Iron Front: Liberation 1944 Anmeldelse

Low-tech taktik i en by i Rusland.

Min første anmeldelse på Eurogamer var Arma 2, en militærtaktisk infanterisimulator, der foregår i et land kaldet Chernarus. Den gang, for tre år siden, var vi ret begejstrede for det og gav det et meget velfortjent 9-tal. Arma er, i modsætning til de fleste andre first-person-shooters, et spil der belønner tålmodighed og ægte taktik. Man kan ikke hoppe rundt, strafe og alle de andre klovnerier, man ser online i COD og BF-serien, og hvis man bliver skudt, ja, så dør man.

Grafikken i Arma var dengang for tre år siden ret flot. Landskaberne var store, detaljerede, og man kunne bruge våben på de afstande, de i virkeligheden bruges. En 'sniper' riffel kan skyde ud til 2-3 kilometer, og det kan de også i Arma. Det kan selvfølgelig være frustrerende at blive skudt og dræbt på flere kilometers afstand, men det er vilkårene, når man spiller verdens mest realistiske infanterikampsimulator.

Men Arma var ikke ren lykke. Singleplayer-kampagnen var et irriterende mix af ingredienser som tumpede voice-overs, klodset og opstyltet dialog, og et 'trigger' system, der var så fejlbehæftet, at missionerne ofte(st) ikke kunne gennemføres, hvis man ikke vidste præcist, hvad man skulle gøre, eller hvor man skulle stå for at udløse næste sekvens i kampagnen.

Og så kommer vi endelig til Iron Front: Liberation 1944. Det startede vist nok som en idé til en mod til Arma 2, men blev på et tidspunkt til et kommercielt produkt, der bruger Arma 2-motoren som udgangspunkt. Spillet foregår i Rusland og består af to singleplayer-kampagner, en fra hver side af skyttegraven, og et par singleplayer-missioner, der vist ikke er tænkt som mere end avanceret træning. Udviklerne bag spillet bedyrer, at man har forsøgt at rette nogle af de mest graverende fejl fra Arma 2, helt specifikt den måde køretøjer opfører sig på. I Arma 2 skøjtede selv tunge kampvogne rundt som ballerinaer, accelererede som Formel 1 biler og var generelt virkelig irriterende og nyttesløse. Derudover brugte man et system med hitpoints for at afgøre om en raket ødelagde en tank og ikke en beregning på panserets beskaffenhed. Men det passede sådan set alligevel meget godt ind i filosofien bag Arma, nemlig at lave en slagmarks-simulator, der simulerede de forskellige elementers rolle på slagmarken og ikke så meget deres eksakte funktionalitet. Iron Front går et spadestik dybere, idet spillet vil være en decideret kampvognssimulator. For eksempel er der realistiske sigtemidler og den slags.

Når man kører rundt i Iron Front, kan det godt mærkes, at der er gjort noget ved fysikken. Tanks glider ikke længere så let, men det er desværre alligevel ikke lykkedes dem at komme af med Arma-systemets indbyggede svagheder. King Tigers vender på en tallerken, og den slags er ikke bare urealistisk, det er en dødssynd, når man bryster sig af at have lavet en realistisk genskabelse af 2. Verdenskrig, men hvad værre er, så hiver det én ud af illusionen om, at man kæmper for livet på Østfronten, når man ser slagmarkens mastodonter opføre sig på den måde. Systemet, der beregner om en given kanon kan sætte en bestemt type tank ud af spillet, ballistisk energi versus pansertykkelse, virker derimod som om det fungerer efter hensigten. Vi har ikke testet det i detaljen, men det er helt sikkert ikke Arma 2's system, der er i brug her.

Læs om vores karaktersystem

Jump to comments (0)

About the author

Martin Wiinholt

Martin Wiinholt

Editor-in-chief, EG.dk

Martin kan godt lide virkeligheden. Han er faktisk så opslugt af den, at han hver gang chancen byder sig opsøger den i sine favoritgenre blandt krigs- og fartøjssimulationer på pc. Er desuden set tænde for en Wii helt uden at tøve. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Relateret indhold

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Se også...

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading