Tre små sære trolde

Har hver deres rolle

Iført low-fi pixel art

Det er indie - det er klart

Synes du det er en mærkelig intro til en spilanmeldelse? Det er det måske også, men det passer virkelig godt til det lille naivistiske puzzle-spil Where is my Heart? til PS3 og PSP.

I form af tre små væsener skal man navigere gennem over 100 små baner, fra indgangen til udgangen. Så simpelt er det. Men selvfølgelig er det mere komplekst end som så. Hver bane er nemlig delt op i en række små ruder. Som om banen er skåret op i små bidder, som så er flyttet rundt bagefter. Konsekvensen er, at når du går ud af højre side af en rude, så dukker du op i venstre side af en rude et helt andet sted.

Derfor er den første udfordring i hver bane, at forsøge at gennemskue, hvordan de forskellige ruder er forbundet. Og først herefter kan man så forsøge at finde vej hen til banens udgang hen over diverse forhindringer.

1
Banerne er delt op i flere små ruder, der er forbundet på forskellige måder.

Forhindringerne overvindes først og fremmest ved at lade de 3 sære væsener arbejde sammen. De kan stå og hoppe oven på hinanden, og derved nå højere op end ellers, og gennem særlige transformationsblokke kan de tre transformere sig til hver deres 'super-udgave' med særlige evner. Den brune figur bliver til den sære 'antler ancestor', der laver dobbelt-hop. Den grå figur får flagermuse-syn, og kan se skjulte platforme og gange og den orange figur forvandler sig til en sky med vinger, der kan bytte om på rudernes placering, og hoppe imellem dem.

Sammen giver alle elementerne mulighed for nogen ret komplekse puzzles, efterhånden som man bevæger sig ind i spillet. Men det bliver aldrig rigtig uoverskueligt, fordi alle baner foregår på et enkelt skærmbillede. Så man ved altid, at løsningen skal findes et eller andet sted inden for det man kan overskue på skærmen. Det kan så også medvirke til at man føler sig helt utrolig dum nogen gange, fordi det problem man lige har brugt 20 minutter på at hitte ud af, med garanti har befundet sig i ens synsfelt hele tiden. Men det meste af tiden balancerer spillet sin sværhedsgrad lige tilpas.

De korte baner gør også, at spillet er virkelig velegnet til at gå til og fra. Så man lige kan snuppe en bane eller to, mens man venter på at kaffen løber igennem, at maden bliver klar eller at vaskemaskinen er færdig. For udfordringen er først og fremmest at gennemskue, hvordan banen skal løses. Har man fundet metoden, tager det sjældent mere end et minuts tid at navigere sine tre figurer hen til udgangen.

2
Efterhånden som man kommer ind i spillet, bliver banerne mere komplekse, og de nødvendige løsninger ligeså.

Der er ikke nogen gennemgående historie, men til gengæld gennemsyres hele spillet af en meget fin melankolsk stemning. Spillets titel, og det faktum at man skal samle hjerter for at tjene point, og for at låse op for dele af banerne, slår tonen an. Og musikken og lydbilledet støtter op om det. Men mest vigtigt er det dog, at der ikke er noget tidspres for at komme igennem banerne. Man kan finde løsningerne på gåderne så hurtigt eller langsomt som man har lyst til. Det betyder at man let kommer til at fordybe sig og sidde og udforske alle de små detaljer og elementer i spillet, og lettere lader sig påvirke af stemningen.

Where is my Heart? ser umiskendeligt retro ud, men er det ikke i en grad der begrænser eller dikterer spillet. Selvom grafikken er holdt i en helt nedbarberet 8-bit udgave, så er der et ret fint og sart soundtrack i baggrunden der, selvom det også bruger lyde fra chip-tune genren, ikke er bundet til kun at gøre brug af 'retro' lyde. Det virker mere som om, at det er de tre sære væsener og deres verden der er '8-bit', eller hvad man nu skal kalde det, og derfor giver det mening at de er udstyret med simple sprites, enkle løbeanimationer og at deres sære udbrud lyder som blip-lydene fra en gammel Atari-konsol.

På den måde bliver man skuffet, hvis man forventer en fuldblods retro-oplevelse. Men hvis man går til spillet med et åbent sind, får man i stedet for en oplevelse af et eklektisk spil, der plukker fra hele paletten af spil-virkemidler uden at skule til om det er moderne eller ej. Samlet giver det først og fremmest et indtryk af et velkomponeret indie-spil, der tillader sig at tage nogle valg der ikke vil please alle.

Det er ikke det nye Braid vi har at gøre med her, for der mangler den samme geniale sammenkobling af historie og spilmekanik, som Braid havde. Men mindre kan bestemt også gøre det. Where is my Heart? fremviser nogen af de bedste sider ved indie-spil, ved at tage nogen modige og klare beslutninger, der ikke nødvendigvis stemmer overens med hvad der ellers er populært. På den måde ende spillet med at kombinere en stærk og klar grafisk identitet, en naivistisk og melankolsk stemning og et ret solidt puzzle-gameplay til en rigtig god spiloplevelse.

8 /10

Where Is My Heart? Jesper Krogh Kristiansen Pixelhjerte, pixelhjerte - hvor er du? 2011-11-23T06:38:00+01:00 8 10

About the author

Jesper Krogh Kristiansen

Jesper Krogh Kristiansen

Skribent

Jesper kan sit indie udenad. Men det gør ham ikke for stolt til også at straffe kloner på stribe i de brede genrer. Jesper elsker hård metal og lange gåture i Cloakwood - og så har Jesper en gal klæbehjerne og er i øvrigt Nørrebros eneste skæggede ninja. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Flere artikler af Jesper Krogh Kristiansen

Kommentarer (0)

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

'Where is my Heart' på vej til PC, Mac .... og Linux!

Danskproduceret indie-puzzler hopper på nye platforme.

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

Skyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce