Man skuffes ikke. Allerede i åbningscenen i The Witcher 2 panorerer kameraet med kælen langsommelighed over en smuk nøgen kvindekrop, der smyger sig søvnigt i silkelagener.

Som i forgængeren er denne nummer to i Witcher-serien forfriskende bramfri både grafisk, med masser af nøgen hud, og i dialogerne, der er liberalt krydret med bandeord og skarpe meninger.

Den nøgne kvindekrop følges op af omkring en tyve-tredive minutters lang serie cutscener, der på ret langtrukken facon prøver at fortælle en meget kompleks historie, med mange bisætninger, om konger og forræderi. Og så bliver man kastet ud i en serie 'tutorial'-kampe, der på 'normal' sværhedsgrad er brutalt svære. Der er ingen gratis frokoster, og slet ikke i Witcher.

Witcher-universet er RPG'er, der har kastet konventionerne af sig. Verdenen er beskidt, og historien svælger i voldtægter, bandeord og racisme (kun mod elverfolk og dværge, men det er slemt nok) og helt overordnet et ret desillusioneret syn på verden. Måske udspringer denne æstetiske tristesse af spillets polske oprindelse, men tag for eksempel byen Flotsam, der er det første by man kommer til. Den er et mørkt, beskidt sted, der i øvrigt perfekt indrammer Geralt's person, og som man på ingen måde har lyst til at bo i selv. Farvel til Gondor.

Geralt er en god hovedperson, selvom hans skæve øjne, tunge øjenlåg og lidt læspende diktion minder foruroligende meget om Christopher Lambert, hvis præstationer på det store lærred ved gud ikke var Oscar-materiale. Under det platinblonde svenskerhår finder man en mand med næsten ligeså mange ar på sjælen som på den forrevne overkrop, og det giver en dynamik, som udnyttes fint i historien. Væk er skabelonen med den unge mand, der skal ud i verdenen, prøve sig selv af og eventuelt finde sit hjertes udkårne. Ind kommer en voksen mand, en udstødt, en mand med mange elskerinder og illusioner om, at verden burde være et bedre sted. Illusioner der på mærkelig vis overlever det ene anslag mod dem efter det andet, men som i sidste ende forliser på virkeligheden i Temeria.

Selvom spillet kan lyde revolutionerende, skal man ikke lade sig narre. Witcher er i bund og grund meget traditionelt. Designet er klassisk. Meget af historien foregår 'on rails', linært, med små opgaver, der skal løses indenfor rammerne af en bestemt 'bane' eller 'level' og alle opgaver ledsages af liberale mængder slåskampe (der som sagt starter på et pænt højt sværhedsniveau). Temeria og de omliggende provinser er samme type komprimerede verden som Dragon Age 2 og Mass Effect. Verdener man kan se, men ikke rigtig røre, med mindre designerne vil have det.

About the author

Martin Wiinholt

Martin Wiinholt

Editor-in-chief, EG.dk

Martin kan godt lide virkeligheden. Han er faktisk så opslugt af den, at han hver gang chancen byder sig opsøger den i sine favoritgenre blandt krigs- og fartøjssimulationer på pc. Er desuden set tænde for en Wii helt uden at tøve. Har været hos Eurogamer.dk siden 2009.

Flere artikler af Martin Wiinholt

Kommentarer (3)

Hide low-scoring comments
Sortering
Threading

Relateret indhold

Gavmilde Witcher udviklere gør lidt ekstra

Fan belønnet for taknemmelighed

The Witcher har solgt 6 millioner spil

Og så har de 6 års fødselsdag

GOG påbegynder årligt sommerudsalg

Gamle (og nye) spil for en slik

Seneste

Shark Laptop G17-70 - Anmeldelse

Kvalitetskomponenter med stærk performance møder designmæssige udfordringer.

EssentieltFinal Fantasy XV - Anmeldelse

Charmerende og rørende roadtrip, kombineret med rigelige mængder japanske særheder.

FeatureSkyrim in Concert - Anmeldelse

Bethesdas eventyr er lige så fremragende, selvom man blot lytter til musikken.

Annonce