For anden gang udgiver Paradox nu den definitive udgave af Europa Universals III, der åbenbart ikke var helt så definitiv, da den udkom under navnet Europa Universalis III Complete i 2009. Men fred være med det; seriens fans vil uden tvivl juble over at få endnu mere indhold, mens størstedelen af verdens gamere aldrig nogensinde vil opdage, at den udkom.

Til de læsere, der ikke skulle vide det, så er Europa Universalis III det tredje spil i rækken af legendariske strategispil fra svenske Paradox Interactive, der beskæftiger sig med Europas historie fra det 15. århundrede og op til tiden efter den franske revolution og Napoleonskrigene. Udover grundspillet, der udkom tilbage i 2007, er der efterfølgende kommet fire udvidelsespakker, der både har udvidet spillets tidsramme og geografi, så det nu næsten er mere universelt end Europa og spreder sig over Amerika, Afrika, Mellemøsten og Asien.

Alle fire udvidelsespakker er nu samlet Europa Universalis III – Chronicles, og dermed får man virkelig smæk for strategiskillingen. Forudsat at man altså er tålmodig og vedholdende nok til at bestige spillets ekstremt stejle klippevæg af en indlæringskurve. Blandt mængden af komplekse – nogle ville måske endda sige unødvendigt komplicerede – strategispil, er der nogle få med regelsystemer og spilmekanismer, der nærmest kunne udbydes på kandidatniveau på universiteterne. Til den kategori hører Europa Universalis III, og det er både spillets største styrke og svaghed.

Når man starter et spil, kan man vælge snart sagt et hvilket som helst land på kloden, der eksisterede indenfor tidrammen 13. oktober 1399 til 31. december 1820. Det kan være fuldstændigt uoverskueligt at gå i gang med, men heldigvis foreslår spillet nogle nationer, som det er nemt at spille med, selvom det står dig frit for at starte med lande som Congo eller Tibet, hvis du virkelig vil have en udfordring.

Herefter er der så helt frit slag, da Europa Universalis III i modsætning til Civilization og andre strategispil er helt uden sejrskriterier – bortset fra at du skal holde din nation kørende til nytårsaften 1820. Spillet serverer dog hele tiden valgfrie missioner, som giver begyndere et hårdt tiltrængt pejlemærke midt i de mange valgmuligheder.

Den store fordel ved den løse struktur er til gengæld, at spillet aldrig bliver forudsigeligt eller ender i det typiske slutspil mellem to krigsførende stormagter. Man kan selvfølgelig stadig godt forsøge at opruste til det helt store felttog, men det er ligeså effektivt at blive en vigtig handelsnation eller søge indflydelse i kirken. Det viser sig også hurtigt, at de største udfordringer ved at være krigsførende nation ikke handler om at tæske fjenderne på slagmarken, men snarer om at få økonomien og logistikken bag krigsmaskineriet til at løbe rundt. Soldaterne skal stadig have mad og forstærkninger, hvilket måske er let nok, hvis man har gang i en mindre konflikt med naboen, men de store erobringstogter skal planlægges ekstremt grundigt – spørg bare Napoleon.