Yakuza 3 Preview

Jeg havde spillet knap to timer af det første kapitel af Yakuza 3, da jeg begyndte at opfatte at jeg nok blev nødt til at spille et par runder golf, hvis jeg ville komme videre i spillet.

Indtil dette punkt, havde spillet føltes en anelse for generisk. Jeg havde vandret en smule rundt i Tokyos gader, havde set en masse mellemsekvenser, var blevet præsenteret for masser af siders tekst fyldt med dialog – og jeg havde tilmed været i slagsmål med en idiot af format på toppen af en skyskraber. Pludselig fandt jeg mig selv i fuld gang med at vinde tilliden hos et lokalt byrådsmedlem, der var fanatisk sportsfan, og så var det lige at jeg faldt over golfbanen, hvor jeg nu var i færd med at vælge den korrekte putter, vurdere vindsituationen og øve mit golfslag.

Imellem disse tre til fire huller som SEGA gerne vil have dig til at spille, udfolder plottet sig en anelse, da den nu reformerede Yakuza, Kiryu Kazuma, snakker med byrådsmedlemmet om unge mennesker i dag, og om hvordan de spiller for mange computerspil. Indirekte taler de to dog om en ejendomshandel, der kunne true byrådsmedlemmets livsstil. Indimellem plottets progression, skal man dog spille et ganske seriøst golfspil, hvor man overvejer greenens fald og stigninger, skal lære at bruge skud-måleren og forsøge at undgå at lande i bunkeren.

Det vinder nok ingen priser – medmindre der findes en “bedste golfspil uforklarligt proppet ind i et voldeligt RPG”-kategori – men det er lækkert udført og når SEGA virkelig gør sig umage med at implementere et golfspil, om end et lidt forunderligt og mystisk af slagsen, kan man sagtens forstå, hvorfor SEGA’s undergrunds-eventyr ofte bliver nævnt som en art åndelig efterfølger til Shenmue.

De nye Chase Battles varierer fint spillets fremdrift, idet man nu jagter fjenderne gennem Tokyos fyldte gader.

Udover muligheden for at spille golf, er starten på Yakuza 3 en ganske langsom affære – men en virkelig fornøjelig og underholdende en af slagsen. Der bliver fyldt godt med historie på kanden i løbet af de første, næsten passive, 45 minutter, og der skal læses op på en del tidligere historie, hvis man ikke lige kan huske seriens første to afsnit (heldigvis findes der stilistiske opsummeringer i spillets menuer). Selv når man er tilbage i kontrol over handligen, er der stadig en masse dialog at løbe igennem med stort set alle man møder.

I bund og grund er historien dog ganske simpel: Kazuma har stort set forladt sin kriminelle løbebane, og han er sammen med sukkerkringlen Haruka startet på en frisk i Okinawa, der, med sit glinsende sand, grønne græs og svajende palmer, faktisk ligner Greenhill Zone betænkeligt meget.

Kazuma og Haruka driver et børnehjem og, som det nu går med den slags, bliver børnehjemmet truet med lukning af en korrupt ejendomshandel. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med historien, men hvis du nu tænker, at Yakuza 3 tegner til at blive en fremragende børnehjemssimulator, tager du fejl.

Bortset fra at spillet i de første timer (før plottet føres tilbage til Tokyos gader som serien er kendt for) faktisk er en børnehjemssimulator – og tilmed en virkelig god af slagsen! Kazuma, der render rundt iklædt en fræk Hawaii-skjorte og et par virkelig dårligt valgte hvide bukser, bruger sin dag på at hakke løg til maden, undervise børnene om familiens betydning og grundlaget for gode manerer (husk at tage noter, for hans overvejelser omkring konflikthåndtering er ret underholdende). Han bevæger sig kun ved særlige lejligheder ned i den nærmeste by, for at smadre cykler nedover hovedet på irriterende mennesker.