Wolfenstein

Obskur flirt med det okkulte.

Det er intet under, at amerikanerne egenhændigt vandt Anden Verdenskrig. Det er måske ikke alle, der er enige i dette historiske synspunkt, men ingen kan benægte, at soldater som specialagent William "B. J." Blazkovicz er af en helt anden kaliber end både de allieredes og aksemagternes soldater. Som vi så det dokumenteret i Wolfenstein 3D, kunne hverken tyske kommandosoldater, muterede eksperimenter eller selveste Hitler stoppe den amerikanske damptromle. Enmandshæren fortsatte sit korstog i Return to Castle Wolfenstein, hvor B. J.'s stålnæve slog hårdt ned på SS, og kvaste både super- og übersoldater i ét væk. Man skulle tro, nazisterne og SS snart havde lært lektien, men nej. Nu befinder vi os i den tyske by Isenstadt i 1943, hvor SS-tosserne har fået den fikse ide at forsøge at udnytte det såkaldte Nachtsonne, en okkult kraft af enorm styrke, til at vinde krigen. Men deres korttidshukommelse er åbenbart på højde med den gennemsnitlige skovdues, for de har endnu engang undervurderet the real American hero. Det er på tide at give tysken så mange bøllebank, at de ser stars and stripes og glemmer alt om sauerkraut, knockwurst og verdensherredømme. Spillet er det nye Wolfenstein, og vi har set på Xbox 360-versionen.

Wolfenstein definerede i sin tid 3D-shooteren, og Return to Castle Wolfenstein bød på en af de mest vellykkede multiplayerdele, vi endnu har set. Forventningerne til Wolfenstein har derfor været høje, men eftersom Raven Software denne gang har stået bag roret, har undertegnede nedjusteret sine forventninger. Efter min mening har Raven ikke lavet et rigtig godt spil siden Star Trek: Voyager Elite Force – der har ligesom manglet lidt hjerte i deres ellers teknisk fine produktioner. Det samme gælder desværre også for Wolfenstein. Spillet kører på motoren fra Quake Wars, så det grafiske udtryk er ikke på højeste niveau, og det er det første, der springer i øjnene. Specielt spillets figurer er kantede og kejtede at se på, selv om Raven har gjort en del for at få dem til at reagere på forskellige måder i kamp. Der er da også mange gode Havok-effekter, hvor fjendtlige soldater slasker rundt som kludedukker, men vi har set den slags gjort bedre mange andre steder. Omgivelserne er brune og grå, men det er jo lidt svært at lave farveladekarneval, når vi nu skal forestille os at være i en smadret tysk by under krigen. Dén tilgiver vi jer for, Raven!

1

Darth Vader arbejdede på deltid i den tyske hær.

Historien er den sædvanlige omgang amoralske nazister mod en pjusket omgang oprørere, som på utrolig vis formår at stikke pinde i hjulene på det store, tyske krigsmaskineri. Nazisterne har som altid gang i normale nazistiske ting, såsom at dræbe spandevis af civile i forsøget på at få styr på deres okkulte kræfter. Det er i øvrigt tankevækkende, hvordan spillet behændigt undgår at nævne jøderne på, men vi kan jo gætte på disse "civiles" herkomst. Og så er der selvfølgelig dig, William B.J. "Double Whopper Cheese" Blazkovicz, og din ufattelige evne til at blive skudt tusind gange uden at dø. Intet under, at du bliver udnævnt til at være "zee only man for zee job". Og du får brug for din grovskårne amerikanske udholdenhed, idet tyskerne sender alt hvad de har i fjæset på dig, den ene mere forhutlede og muterede soldat efter den anden.

Gameplaymæssigt er alt stort set ved det gamle. Du render rundt og skyder på folk, tager deres våben og ammunition, og så skyder du noget mere. Der kan gå nok ting i stykker til at gøre ildkampene interessante at se på, men der er for mange urokkelige objekter og usynlige barrierer til at gøre indlevelsen total. Isenstadt er delt op i sektioner, og denne gang skal du have uddelt missioner af forskellige fraktioner i byen for at kunne komme videre. Missionssystemet er lidt RPG-agtigt, men der er ingen experience points eller levels i Wolfenstein, så nogle gange mangler der lidt et payoff for at gennemføre missioner og løbe frem og tilbage som en anden halvdagsbydreng. Du får dog penge, som kan bruges til at opgradere dine våben på det sorte marked, i form af sælgere, der som regel står og skumler i spillets mørkeste afkroge. Ligeledes skal du også lede efter hemmelige dokumenter alle vegne, da disse både giver dig flere dele af spillets historie, og nye ting til salg på det sorte marked.

2

Intet spil er komplet uden lysende, flyvende blæksprutter.

B. J. "Hot Rod" Blazkovicz kan skyde, løbe, dukke sig og hoppe, men meget mere er det ikke blevet til på agentskolen. Wolfenstein føles virkelig som et spil, der kunne være udkommet for 10 år siden, men det er som sådan solidt nok udført. Lidt nyt under solen er der dog, idet du også kan bruge "the Veil", som består af fire okkulte kræfter: En til at se skjulte ting, en til at gøre tiden langsom (zzz!), en til at uddele mere skade, og en til at beskytte dig. Når du bruger evnerne, ser du verden i grønne toner, og der dukker nogle lysende, blæksprutteagtige væsner op, som du ikke skal skyde for meget på, før de bliver tossede. Veil-kræfterne kan lades op ved Veil-kilder, som findes overalt med jævne mellemrum, og de kan også opgraderes på det sorte marked. Der går en rum tid, før evnerne er specielt brugbare. I den første del af spillet bruges de stort set kun til at gå gennem vægge, som nazisterne hjælpsomt har malet specielle symboler på, så du altid kan finde deres tophemmelige genveje. Hvis jeg var nazist, og ville undgå at blive skudt i mit ansigt af en brøsig, all-American hero, havde jeg nok lige genovervejet dén strategi, men fred være med det.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!