Uncharted 2: Among Thieves

Nu går den vilde skattejagt (igen).

  • Lakonisk og hårdfør skattejæger, med et hjerte af guld – tjek!
  • Uvurderlige skatte fra en fjern fortid – tjek!
  • Eksotiske lokaliteter rundt omkring på jordkloden – tjek!
  • Ond superskurk med planer om verdensherredømme – tjek!
  • Horder af fjender, skydevåben, klatring, håndgemæng og skuddueller – tjek!

Naughty Dog har i hvert fald tjeklisten i orden, når de med Uncharted 2: Among Thieves, skal forsøge at følge op på den imponerende forgænger, der den dag i dag står som et af de 10 bedst sælgende spil til PS3 nogensinde. Og helt overordnet er da der heller ingen tvivl om, at Naughty Dog, her i anden ombæring af skattejægeren Drakes eventyr, er gået efter devisen ”If it ait’t broken – don’t fix it”. Men, med den kvalitet som forgængeren trods alt har, er der jo heller ingen grund til at smide de gode ideer på porten, blot for fornyelsens skyld.

Uncharted 2 er derfor først og fremmest en opgradering og finpudsning af den Indiana Jones-formular, der også lå til grund for det første spil i serien. Med Hollywood-knappen skruet op på 11, skyder, svinger, tæsker og sniger hovedpersonen, skattejægeren Nathan Drake, sig endnu engang gennem verdens arkæologiske brændpunkter, altid med en kæk bemærkning på læben, mens hans stakkels krop modtager flere tæv end John McClane gjorde gennem samtlige Die Hard-film.

1

Onde skurke med planer om verdensherredømmet – tjek!

Historien i Uncharted 2 følger nogenlunde samme formel som det første spil. Gamle relikvier skal findes – først for pengenes skyld, senere for at redde dem fra at ryge i hænderne på den forkerte. Men det kræver at man først finder nøglen til boksen, boksen på øen, øen på kortet, kortet i bogen... og bogen ligger laaangt ude i skoven. Undervejs krydres det hele med lidt skiftende romantiske forbindelser, og venner der bliver fjender, og fjender der pludselig bliver noble, som det sig hør og bør for genren.

Uncharted 2 fortæller faktisk sin historie på en lidt gammeldags måde, idet det næsten udelukkende er i de forskellige mellemsekvenser, at historien bliver drevet længere frem. Selve spil-delene er nærmest renset for fortælling. Det fungerer udemærket, men det giver alligevel et lille stik af ”almodisch”-hed, når man efterhånden har set hvordan andre har løst problemet med at indlejre historien i selve spillet mere elegant. Og der er da enkelte tilfælde, hvor man griber sig selv i at tænke ”kom nu videre”, og savne en spole-knap, når der lige skal redegøres for, hvordan Marco Polos fodtusser gjorde dette og hint, og hvordan det hænger sammen med Nathan og resten af verdens skæbne. Også selvom mellemsekvensernes cinematiske niveau bestemt hører til i den bedre ende.

2

Lækkert renderede arkæologiske brændpunkter - tjek!

Men okay, måske sker det også ud fra erkendelsen af, at historien der driver spillet fremad mere er en undskyldning for fede action-sekvenser på eksotiske lokaliteter, end den er et forsøg på at præsentere et Shakepeare’sk drama i skattejægerkredse. Så på den baggrund føles det egentlig fornuftigt nok, at selve historien er så klart udskilt fra selve gameplayet.

Det bringer os videre til spillets sovs og kartofler – selve gameplayet. Og hvordan er det så? Det er – heldigivis – rigtigt, rigtigt godt. Groft sagt har vi at gøre med to forskellige spiltyper, der her er mikset sammen til en yderst appetitlig spilmæssig læskedrik. Der er et kampelement, med forskellige skydevåben, nærkamp og et godt coversystem, og så er der et udforsknings- og platformselement, hvor der skal kravles, springes og rapelles gennem forhindringerne.

Kampelementerne fungerer generelt godt, og det er for det meste ganske let at få Nathan til at makke ret med controlleren. Banerne er opbygget så der er rigeligt med dækningsmuligheder, og særlig velfungerende er det, at det er relativt få ’instant-kills’. Således dør man sjældent af at begå en enkelt fejl. Kun hvis man to gange i træk jokker i spinaten, ryger man tilbage til det seneste checkpoint, og det fungerer virkelig godt til holde frustrationsniveauet under kontrol og reparationsudgifter til vinduer og nye controllere nede.

Kommentarer (3)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!