Tre Call of Duty-spil på vej

Activision har store planer for franchiset.

Activision har i en pressemeddelelse offentliggjort sent i går aftes gjort det klar, at der i øjeblikket arbejdes på hele tre nye spil i Call of Duty-franchiset.

Det første kender vi nogenlunde, det bliver udviklet af Treyarch (World at War) og udkommer i år. Temaet skulle efter sigende være Vietnam-krigen.

Det andet spil udkommer i 2011 og bliver "et action-eventyr", uden dog at blive afdækket nærmere. Spillet er under udvikling hos Sledgehammer Games, et nyligt oprettet internt studie i Activision-regi. Sledgehammer føres an af Glen A. Schofield og Michael Condrey der, forinden oprettelsen af Sledgehammer, var i spidsen for udviklingen af Dead Space.

Det tredje spil bekræftes kun på papiret, udgivelse i 2011. Ingen udvikler nævnes, hvorfor det er sandsynligt, at Infinity Ward ikke er involveret - sandsynligvis fordi gårsdagens afskedigelse af de to grundlæggere af Infinity Ward blot var startskuddet på selskabets opløsning på sigt. Vi tipper dog på, at der er tale om det officielt tredje Modern Warfare-spil. Modern Warfare 2 er indtil videre det bedst sælgende spil i 2009 og et af de spil, som spilhistorisk set har modtaget flest priser.

Activision offentliggør ved samme lejlighed oprettelsen af en forretningsenhed med fokus udelukkende på Call of Duty, inspireret af måden, hvorpå Blizzard værner om sine få men stærke brands. Blizzard ejes af Activision, efter branchens største fusion som blev endeligt gennemført i 2008. Værdi: 100 milliarder kroner.

Næsten som en indskudt sætning nederst i presseskrivet fortæller Activision desuden, at man er i snak med diverse potentielle partnere i Asien om at bringe CoD-serien til regionen.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.