The Legend of Zelda: Spirit Tracks

Lige efter køreplanen.

Åh nej! Prinsessen er blevet kidnappet, for at blive udnyttet til et nedrigt ritual, der skal bringe den meget, meget onde dæmon tilbage, som alle de gode ånder ellers spærrede inde ved tidernes begyndelse. Og du er den eneste der kan redde prinsessen, selvom du bare er en lille dreng, som ingen regner med.

Ja – på historiefronten er alt som det plejer i Zelda-kongeriget Hyrule. Man skulle efterhånden forvente at de fik stablet noget ordentlig bodyguard-service på højkant, men endnu engang har de kongelige vagter vist sig at have nogenlunde samme effektivitet, som når det herboende politi skal forsøge at håndtere Greenpeace-aktivister i gallatøj.

Så i The Legend of Zelda: Spirit Tracks er det endnu engang altså op til spilleren, i form af den grønklædte knægt Link, at redde æren, kongeriget og prinsessen. Og som titlen antyder, er transportmidlet der skal transportere en rundt, denne gang et lille tog, der futter omkring på de såkaldte ’Spirit Tracks’.

1

En af de bedste nye tilføjelser er, at man nu samtidigt kan styre Link og en besat Phantom, når opgaverne skal løses.

Spirit Tracks er drejet over næsten samme læst som det første Zelda-spil på DS-platformen – Phantom Hourglass. Grafik, lyd, engine og gameplay er i store træk en gentagelse, så nogen gennemgribende fornyelse kan man ikke tale om. Men fair nok. Phantom Hourglass var et hamrede godt spil, så det virker i orden at tage udgangspunkt i det, frem for at lave om på det hele for fornyelsens skyld. If it ain’t broken – don’t fix it. Så Nintendo har endnu en gang har haft fat i den kulørte palet, de nuttede catchy melodier, et stort landkort der skal udforskes og en lang række dungeons fyldt med monstre, skatte og gåder, som man skal kæmpe sig igennem. Men enkelte fornyelser er der da også blevet plads til. Så det er bare at stige ombord i anmeldelses-ekspressen, hvor vi kigger nærmere på detaljerne.

Spillets dungeons er dets egentlige kerne og nok også den største attraktion. De indeholder det efterhånden klassiske Zelda-miks af kamp og gåder. Helt overordnet styrer man her Link rundt med stylus’en, hvor man med relativt intuitiv styring uddeler sværdslag til aggressive uhyrligheder, hopper og løber omkring, og trækker og skubber på klodser og kugler. Lidt mindre intuitivt bliver det, når man skal have fat i nogen af de specialværktøjer, som man samler op i løbet af spillet. Boomerang, blæsepropel osv. Det bliver hurtigt en ret hektisk affære, når man midt i kampens hede skal begynde at rode rundt i inventory-menuer. Men generelt er gåderne gode, og tilpas svære – og der er også nogle ret fornuftige boss-kampe gemt i de forskellige dungeons.

2

Udførelsen af togfører-oplevelsen lever ikke op til resten. Det føles som en lang dag på kystbanen.

Men Spirit Tracks har altså også smidt et par nye gameplay-mekanikker på banen i forhold til forgængeren Phantom Hourglass, som lige akkurat formår at adskille det nok fra forgængeren til, at man ikke føler det som en gentagelse.

For det første har man nu Prinsesse Zeldas spøgelse til at følge i hælene på Link. I denne tilstand kan hun ’overtage’ de såkaldte Phantoms, ondsindede automatiske vagter, som derefter kan styres omkring og bruges til at bære, skubbe og hugge i gådeløsningens tjeneste. Det giver variation i de metoder man bruger til at løse de mange små opgaver, men i lige så høj grad giver det en fornemmelse af teamwork og selskab. Selvom det bare er dum kode der er bag, så fungerer det godt, når den besatte Phantom stønner ’Vent på mig…’ og skramler ned af gangen for ikke at blive efterladt på etagen.

Derudover har man rystet posen med redskaber, som Link kan trække frem og bruge. Så der er et par nye redskaber udover den efterhånden klassiske boomerang og bomberne. Selvom det ikke er noget der for alvor vender det hele på hovedet, giver det også en drejning af de metoder man skal anvende for at komme igennem banerne.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!