The Great Giana Sisters Anmeldelse

Efter 20 år i skyggen af Mario og Luigi forsøger de to Giana-søskende nok engang at stjæle rampelyset fra Nintendos berømte blikkenslagerpar. Med lige dele springstyrke og feminin charme er scenen således sat, men spørgsmålet er, hvem der hopper højest?

Giana-søstrene debuterede som bekendt tilbage i 1987 under famøse omstændigheder. Tyske Rainbow Studios havde, som resten af den globale spilindustri, et godt øje til Nintendos Super Mario Bros., men kunne ikke forstå, hvorfor man først skulle investere i en dyr Nintendo-maskine for at kunne hoppe med.

Med den filosofi startede de historien om de storslåede Giana-søskende, der, ud over at være kvinder, bar slående ligheder med Nintendos karismatiske maskotter. Akkurat som de to blikkenslagere brugte søskendeparret deres slidstærke ben til at hoppe sig igennem et magisk univers, fyldt til bristepunktet med farlige væsner, geografiske forhindringer og spiselige svampe.

Giana Sisters var muligvis en ydmyg hyldest til Nintendos spilperle, men spillet, der var planlagt udgivelse på en række konkurrerende platforme, lænede sig så tæt op ad Mario og Luigi, at Nintendos juridiske afdeling fik sat en effektiv stopper for søstrenes eventyr. Det vakte røre hos de mange fans, der via diverse spilmedier havde fået øjnene op for den tilsyneladende veludførte Mario-klon. Resultatet blev, at Giana Sisters gik verden rundt via ulovligt distribuerede kopier, og det var nok til at give spillet kultstatus, omend ellers megen sparsom opmærksomhed. Derfor var det da heller ikke overraskende, at de to søskende hurtigt gik i glemmebogen.

Nej, det er aldrig rart at blive trampet i ansigtet.

Anno 2009 er de så tilbage, omend i en lidt anden form. Ironisk nok er det Nintendos håndholdte DS-konsol, der danner platform for de to søskendes tilbagevenden, der ligesom forgængeren er et traditionelt 2D-platformspil bygget over Mario-skabelonen.

Giana-søstrene, der ikke længere er fysisk uafhængige personer, men to sider af ét og samme individ, skal således kæmpe sig vej igennem otte verdener, hver med 10 baner. Hver bane er en lineært designet affære, hvor der skal hoppes fra platform til platform såvel som på hovederne af de fjender, som er ude efter at komme søstrene til livs. På deres færd skal diamanter indsamles og specielle evner tillader at dette sker med stor sikkerhed.

Spillets grundlæggende spilmekanismer fungerer fint. De føles responsive og intet er således overladt til tilfældighederne, hvilket eliminerer meget af den frustration, der måtte komme herfra. Giana kan ændre kurven af sit spring undervejs i luften, hvilket gengiver den dybde i hoppemekanismen, som Mario pionerede tilbage i 1986.

Giana lider angiveligt af personlighedsspaltning, da hun i DS-versionen er ét med sin søster.

Ud over den obligatoriske ildblomst, der gør Giana i stand til kaste ildkugler efter fjenderne, er kommet to nye evner, som gør det muligt henholdsvis at svæve i en boble og skyde med sodavand. Specielt førstnævnte indbyder til ros. Via DS-konsollens mikrofon blæser man således momentvis Giana igennem banerne, og det fungerer som fin afveksling fra de mere traditionelle platformsekvenser.

Derfor er det en skam, at banedesignet, trods sine imponerende 80+ forsøg, aldrig rammer et højt kreativt niveau. Man savner simpelthen variation og uforudsigelighed, både grafisk såvel som strukturelt. Et hyppigt genbrug af de samme 3-4 fjender betyder, at mange segmenter føles mere eller mindre identiske, og omgivelserne virker generelt tomme, da de ikke har meget andet end funklende blå diamanter at byde på. Der er ingen grønne skildpaddeskjold, vaskebjørnshaler eller andre obskure hjælpemidler til at bryde rytmen, og da vi skal midtvejs ind i spillet, før Gianas specielle evner for alvor bliver benyttet, går der ikke mange sekunder, før man savner Svamperigets alsidighed.