The Beatles: Rock Band

Day Tripper.

Denne anmeldelse kunne egentlig være den korteste, jeg nogensinde har skrevet. Kender I The Beatles? Har I bare den mindste erfaring med Rock Band? Så ved I allerede præcis, hvordan det er at spille The Beatles: Rock Band.

7/10.

Men så nemt er det faktisk ikke. Jeg er så småt ved at blive en lille smule kynisk over for både Guitar Hero- og Rock Band-serierne, for hvor mange måder findes der egentlig at spille plasticinstrumenter på? Kunne vi ikke nøjes med Rock Band 2 og en stadig strøm af numre, der kunne downloades og spilles? Hvad skal vi lige med Guitar Hero: Aerosmith, AC/DC, Metallica eller Rock Band: Sussi og Leo Goes [sic] Metal, ud over at smide flere penge efter forslugne spilfirmaer? Forstå mig ret, jeg elsker disse spil, men for den gennemsnitlige forbruger er der jo tale om en pænt stor udgift efterhånden, hvis der skal investeres i plasticguitarer og ditto trommer, mikrofoner, maracas og bevægelsesfølsomme hulahop-ringe samt 17 forskellige spil for lige at ramme de rigtige bands og det bedste gameplay.

Men uanset, hvor meget jeg sidder her og harcelerer, så ender jeg jo alligevel i saksen. Min stue er fyldt med plasticinstrumenter, og jeg har størstedelen af de mange forskellige Guitar Hero-afarter liggende fast ved siden af 'Boxen. Det var bare ikke med de store forventninger at jeg modtog Beatles: Rock Band, pakkede disken ud og stoppede den i min evigt sultne konsol. For det første er jeg ikke den store Beatles-fan, og for det andet virker et computerspil om Beatles meget anakronistisk for mig. Jeg føler ikke, at jeg burde sidde foran en LCD-skærm med et Fætter BR-trommesæt foran mig. Næh, spillet burde være kommet på en LP, og jeg skulle i virkeligheden have haft langt skæg og sidde og spille sithar i en ashram i Indien i 1968, men jeg undrede mig over alle de sjove farver, der strømmede fra mine rodchakraer. Og Star Power, er det ikke noget, man ryger sig til?

1

Drengene ligner sig selv, på trods af deres tegneseriefjæs.

Kynismen smeltede dog væk med en ufattelig fart, allerede da jeg så spillets introfilm. Der er tale om den mest outrerede blanding af visuel fantasifuldhed og nogle af Beatles' mest kendte og/eller syrede numre. Normalt taler jeg ikke specielt meget om introer, for de er som regel bare en masse lir og gøgl uden den store substans eller omtanke. Men denne gang er det anderledes, for Harmonix har simpelthen valgt at starte spillet med et lille kunstværk. Introen er fuld af referencer til hele Beatles-universet, og det hele væves ind i hinanden i et sandt festfyrværkeri, der på få minutter viser bandets rejse fra den søde pop-rock til det outrerede syretrip, som kendetegner de senere albums. Aldrig har jeg set en hel tidsånd opsummeret så elegant og symbolsk på så kort tid, og det fortjener altså seriøs ros.

Hvad endnu bedre er, viser resten af spillet sig at følge trop. Der bliver serveret 45 skæringer fra The Beatles’ seriøse bagkatalog, og selv om det måske ikke lyder så vildt i sammenligning med de 80+ numre, man kan finde i Rock Band 2 eller Guitar Hero 5, så må man tænke på, hvor svært og dyrt det er overhovedet at få rettighederne til at bruge så mange numre. Som min kollega Johnny Minkley siger i vores engelske anmeldelse af spillet, er ingen af disse numre rent faktisk blevet udgivet digitalt endnu, og det er lidt af et mirakel, at spillet overhovedet findes.

Harmonix har altså gjort et stort stykke arbejde bag kulisserne, men har heldigvis også valgt at krydre pakken en hel masse ekstra detaljer. Før hver eneste sang hører man bandet sidde og gøre sig klar til at spille lige netop det pågældende nummer, og der er tale om de originale studieoptagelser. Det giver en helt fantastisk stemning og følelse af virkelig at sidde som en del af The Fab Four og jamme med gutterne. Det samme gælder, hvis man fejler en sang – så bliver Ringo meget skuffet, men John siger beroligende, at man bare skal op på hesten igen.

2

Grafikken skal have speciel ros for at få selv Ringo til at se godt ud, men stadig umiskendeligt være Ringo.

Der er virkelig ikke grund til at bruge tid på at forklare spillets grundelementer, for de matcher Rock Band 2 på en prik, bortset fra nogle ekstra detaljer. Jeg er vild med at kunne se mine venners score ved hvert nummer, ligesom man kunne ved hver spiltilstand i Geometry Wars 2. Det giver med det samme et mål at sigte efter, og eliminerer totalt behovet for at kante sig akavet ud til highscorelisten, som man var nødt til i Rock Band 2. Den slags små detaljer er der flere af rundt omkring, og spillet er en fryd at navigere rundt i. Men den største nyskabelse er muligheden for at synge harmonier. Har du tre mikrofoner og to modige venner, så kan I kaste jer ud i trestemmig skønsang i 27 af sangene i spillet. Det lykkedes desværre ikke for mig at få dette i stand i tide til at få mine oplevelser med her, men jeg har ladet mig fortælle, at funktionen virker som den skal. Så bliver det næsten ikke mere autentisk, hvis folk vel at mærke kan synge. Specielt McCartneys sangdele kræver nærmest en kastrering, før mandlige sangere kan være med.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!