Straf for at forlade Halo-spil

Bungie vil slå hårdt ned på kujoner.

Bungie vil tage kærlig hånd om alle, der før tid forlader multiplayer-sessions i Halo: Reach, enten på grund af manglende evner eller på grund af et iltert temperament.

Et nyt blogindlæg på udviklerens hjemmeside præsenterer en række snarlige tiltag, der skal begrænse folks lyst til at 'quitte' spil og derved ødelægge oplevelsen for andre spillere. Den første metode er en typisk pisk/gulerod-finesse, hvor man i Halo: Reach dels vil få mange belønninger for at blive, dels store straffe, hvis man forlader spillene.

Derudover vil Bungie introducere et nyt 'Quitter Ban', der hiver fat i spillerne allerede efter få ninja-afrejser. Hvis du får et Quitter Ban om halsen og forlader spillene blot én gang til, kan du ikke slutte dig til andre spil de næste 15-30 minutter. Det skal ramme en balance mellem at straffe dem, der forlader spillene på grund af dårlige scores, og ikke ramme dem, der forlader spillet for at redde kælderen fra et pludseligt sprængt vandrør.

Halo: Reach kommer til efteråret. Læs vores preview af beta-testen i morgen.

Kommentarer (2) Latest comment 2 år siden

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!