StarCraft II: Wings of Liberty Anmeldelse

Hvis man tager ventetiden i betragtning, og ser bort fra spil, der ikke er udkommet endnu, så må StarCraft II næsten være det mest ventede spil nogensinde. Og med god grund. Det første var en milepæl, der stadig er med til at sætte standarden for hvordan et strategispil skal udformes.

Så det er måske ikke så underligt, at Blizzard har ventet 12 år med en rigtig efterfølger, for hvordan er det at man forbedrer noget så grundlæggende godt som den klassiske sten-saks-papir-struktur mellem Terran, Protoss og Zerg.

Især fordi Blizzards store force, med lidt hårde ord, er at fintune og forbedre hvad andre har lavet. Eller man kunne sige, at de lader sig inspirere og derefter perfektionerer. For kvaliteten af, og dedikationen til, deres arbejde skal man ikke tage fejl af. Og netop en forståelse af at StarCraft var fantastisk helstøbt, er sikkert en kraftigt medvirkende årsag til at StarCraft II langt hen ad vejen føles som at gense en gammel ven. I stedet for at forsøge at genopfinde den dybe tallerken, har Blizzard opgraderet stort set alt andet end lige spillets hjerte og grundmekanik. Noget af det første man opdager, er at singleplayer og multiplayer nu er meget forskellige i deres opbygning og udtryk. Det er blevet sagt på forhånd, at multiplayer nu har fået meget mere fokus, hvilket kunne lyde som om singleplayerdelen er blevet forsømt, men det synes jeg bestemt ikke er tilfældet, så lad mig starte der.

En helt almindelig dag på Hyperion.

Som spiller følger man hovedsageligt Jim Raynor, og der er derfor et stærkt fokus på Terran, understreget af undertitlen Wings of Liberty. Der kommer to spil mere, som vil handle om Zerg og Protoss.

Selvom menneskeheden blev reddet og Zergs hjerne-entitet The Overmind blev udslettet, er tingene ikke just blevet lettere for Raynor. Den tidligere allierede Arcturus Mengsk, som man husker på den lidt russiske accent på det engelske og hans Battle Cruiser, er nu blevet kejser, og han har erklæret at Raynor er en terrorist og forræder.

Det er et perfekt udgangspunkt for spillet, for som i langt de fleste strategispil, starter man selvfølgelig i det små, og skal arbejde sig op til de bedste enheder.

Udover den typiske opbygning, hvor man i de første missioner er kunstigt begrænset til de grundlæggende bygninger og langsomt får adgang til flere og flere, er der også lagt en mere naturlig udvikling ind.

Raynor og hans bande af rebeller flyver fra planet til planet, for langsomt at skaffe allierede og sætte en revolution i gang. Missionerne giver penge, og mellem missionerne kan man bruge dem til at opgradere enheder og bygninger permanent. Man kan for eksempel give Marines ekstra liv, eller gøre ens gasraffinaderier fuldautomatiske.

Zerg er ikke så glade for de nye Protoss tricks.

Oven i det har man også mulighed for at udføre delopgaver i missionerne, eller simpelthen finde ting, der øger ens kendskab til henholdsvis Protoss og Zerg. Det åbner for to relaterede spor af teknologisk udvikling. Når man eksempelvis har fået fem point i “Protoss forståelse”, har man mulighed for at vælge mellem to Protoss inspirerede permanente opgraderinger. Hvert valg låser det andet tilbud i samme spor, så man kan designe en relativt unik hær, der passer til ens spillestil.

Endelig er der også grupper af lejesoldater, som man gradvist bliver introduceret til. Og man har så mulighed for at bruge sine penge på at hyre disser grupper, der hver især fungerer som specialiserede enheder. I de kampe hvor lejesoldaterne er tilgængelige, har de deres egen bygning, hvor man med faste intervaller kan få tilsendt forstærkninger.