StarCraft II: Wings of Liberty Preview

Multiplayer beta.

Helt oppe i toppen af en hypotetisk pyramide, ser jeg alle de mennesker der spiller StarCraft til konkurrencer. Derefter følger de fyre som er imponerende og fascinerende gode til spillet. Efterfølgende dem der er virkelig, virkelig gode til det. Så er der dem der er gode til spillet, og så er der dem som er kompetente StarCraft-spillere.

Herunder, et eller andet sted i den overvældende masse længere nede i dette hierarki, er der en mikroskopisk partikel som er mig og min nuværende totale mangel på evner indenfor StarCraft. Jeg ser ret ynkelig ud, gør jeg ikke?

Grin bare af mig, spyt efter mig på gaden, eller sig noget grimt om min mor. Men vent! Endnu længere nede er der en enorm masse af spillere som er endnu dårligere til spillet. Spillere som bare ikke kan klikke hurtigere med musen. Mennesker som ikke spiller strategispil. Jeg ved at jeg, på et tidspunkt, faktisk kunne blive i det mindste bare acceptabelt god til StarCraft. Men mod de her spillere? Der er, som en mand engang sagde til Rambo, en lang, lang vej forude.

'StarCraft II: Wings of Liberty' Screenshot 1

I sin nuværende beta-form er StarCraft II ikke ligefrem hvad man ville kalde et lettilgængeligt spil. Det er udelukkende multiplayerbaseret, hvor den eneste tilgængelige AI er så komplet nem at overvinde, at man nok har større chancer for at blive god til spillet ved at spille mod en bavian med et alvorligt heroin-problem. Det er selvfølgelig ikke sådan spillet i sin endelige form vil se ud, men hvis man overvejer at smide de knap 3000 kr., som en beta-nøgle på nuværende tidspunkt koster ifølge en skummel eBay-sælger, så skal man i det mindste vide hvad man køber (der er faktisk folk der køber sig adgang. SCII er et af de spil, hvor selve idéen om at gå glip af flere måneders træning er enhver spillers værste mareridt.) Der har også været snak om at den fulde version vil indeholde en stor mængde træningsmissioner, for at hjælpe til med at tilvænne nybegyndere til den fuldstændig utilgivende verden som er StarCraft IIs multiplayerdel.

'StarCraft II: Wings of Liberty' Screenshot 2

Selv i den nuværende form, hvor man går online og får tæsk, kan man mærke at spillet virkelig ønsker at hjælpe. Det sociale medie, Blizzard har formået at bygget ind i det nye Battle.net, er en enorm kilde til information, designet på en elegant måde, fyldt med venners profiler og auto-downloads af nye baner - når og mens man har brug for dem. Blizzards penge, erfaring og perfektionisme har skabt en robust og fyldig online-skal, som jeg garanterer hurtigt vil blive forsøgt efterlignet. Det står klart at systemet med tiden vil blive fyldt med ressourcer, som skal lindre den traumatiske overgang fra nybegynder til en der i det mindste forstår lidt af spillets grundprincipper. Og tak for det! Dette er sandsynligvis det eneste håb for nytilkomne, udover et par hidsige udvalgte som kæmper sig vej op af rangstigen. Hvis du ikke tidligere har spillet StarCraft over nettet, ved du ærlig talt ikke, hvad du kommer til at stå overfor, selv hvis du har spillet masser af andre strategispil.

Men vigtigst af alt – hvis du har set en masse billeder og videoer fra StarCraft II med en følelse af at vide, hvad du kan forvente, tager du grundigt fejl. Ja, det er et helt traditionelt RTS: Man bygger sin base og sin hær og så går man ellers i gang med at udradere fjenden. I praksis er det dog udmarvende hjerne-gymnastik.

Kommentarer (2) Latest comment 2 years ago

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!