Eurogamer.dk

Splinter Cell: Conviction

Mere end et skyggespil.

Glem alt om Jason Bourne, Glem alt om James Bond og glem for den sags skyld også alt, hvad du troede, du vidste om Sam Fisher. Frontfiguren i Ubisofts seneste Splinter Cell-spil er på alle måder en helt ny helt, og det klæder i den grad manden!

Det første Splinter Cell udkom til den første Xbox og fornøjede verden over sine spillere med action, hightech gadgets og snigmord pakket flot ind i en veldrejet historie, der tilmed var skrevet af selveste Tom Clancy. Spillet blev hurtigt populært, og dets udgivere tøvede da heller ikke længe med at sende en strøm af efterfølgere på markedet. Igennem årene er der udkommet en del Splinter Cell spil, og den gennemgående hovedperson Sam Fisher har efterhånden været udsat for en del prøvelser. Aldrig har han dog været så presset som i dette seneste spil til Xbox 360. Historien er kort fortalt, at Sams datter er blevet brutalt myrdet, og i bedste Bruce Willis Vendetta-stil må han tage hævn over de ansvarlige. Snart udvikles historien, og Sam befinder sig pludselig midt i en kamp mellem skjulte organisationer og lyssky regeringsmænd. Han viger dog ikke på noget tidspunkt fra sit primære drive: at hævne sin datter.

Alt i Splinter Cell: Conviction virker fornyet. I de tidligere spil var du ofte tvunget til at snige dig langsomt af sted og minutiøst at planlægge dit næste snigmord for ikke at blive opdaget. I Conviction har du stadig muligheden for at liste dig frem, og der er endda Gamerscore-bonusser at hente, så fremt du kommer helt uset igennem banen. Det bliver dog aldrig en ting, spillet tvinger dig til at gøre. Har du lyst til at storme aggressivt frem, for dernæst at tage livet af dine modstandere, står det dig frit for. Spillet balancerer hele tiden mellem realisme og overdrevet action, og det virker strålende. Hver gang du er skjult af mørket, skifter skærmbilledet til en semi-sort/hvid palette og forbliver sådan, indtil du bliver opdaget eller træder ud i lyset. Er du uheldig at blive spottet, vil fjenderne automatisk søge mod din sidst kendte position. Denne position kan tydeligt ses som et omrids af Sam på det pågældende sted. Her træder realismen til side for det mere praktiske gameplay, for enkelte gange oplevede jeg, at modstanderne åbenlyst løb direkte forbi mig i deres iver for at komme hen til punktet, hvor jeg blev spottet. Generelt fungerer den fjendtlige AI dog forholdsvist fint, og giver dig kamp til stregen på alle tre sværhedsgrader.

1

En sheriffstjerne mere, så burde han være sendt til tælling.

Banerne er store og inviterer til at finde på kreative måder, hvorpå du løser dine missioner. Du har hele tiden et hovedobjektiv, du arbejder dig hen imod, og afstanden til dette er repræsenteret overskueligt på skærmen. Hver gang målet skifter status, bliver det projekteret op med lækker skrift på nærmeste store overflade i dine omgivelser. Kendere af tv-serien ”Heroes” vil nikke genkendende til denne visuelle præsentationsmåde, der smidigt blander sig med omgivelserne, og i Splinter Cell: Conviction fungerer det overdrevet godt. Får du undervejs i missionen nye informationer, der vedrører historien, bliver disse også projekteret op, som en sorthvid film på omgivelserne. Det holder generelt tempoet oppe, at handlingen ikke stopper under de vigtige plotudviklinger, og spillet lader dig selv tage stilling til, om du vil se de enkelte mellemsekvenser, i stedet for blot at tvinge dig til passivt at kigge på. Historien er klippet sammen af flashbacks og hurtige klip, der formidler historien med god sans for det naturlige flow. Farvevalget er, som Sam Fishers sindsstemning, dunkelt, men sammen med de lækkert animerede mellemsekvenser - plus et overbevisende stemmeskuespil - giver det en uovertruffen følelse af selv at medvirke i en actionfilm. Michael Ironside leverer stemmen til Sam Fisher fyldt med hadefuldt, indestængt desperation. Det samme kan ikke helt siges om de mange bifigurer og fodtudser, der vandrer rundt i spillet. Dialogerne her er ikke på højde med resten af spillet, og generelt er der for meget råberi under de forskellige ildkampe. Det virker som om, at hver fjende udvikler sig fra roligt at patruljere området, til skrigende at råbe ”Im gonna end you motherf…”, så snart de får øje på Fisher. I starten er det sjovt, men i længden fjerner den overgearede tone lidt af fokus fra den ellers så gode atmosfære.

2

De projekterede mellemsekvenser fungerer fremragende og giver et godt billede på Sams tanker.

I forhold til de tidligere spil i serien, er der forbavsende få gadgets og hjælpemidler til rådighed på Sams lange hævntogt. De smarte spionkameraer er nu udskiftet med et sidespejl fra en gammel bil, og de lydløse bedøvelsespile er strøget til fordel for… Ja til fordel for en Sam Fisher, der ikke længere kun holder sig i skyggerne. At snige sig ind på sit offer har dog en stor fordel, da det udløser en essentiel mekanisme i spillet: Mark and Execute. Ved et let klik på B-knappen kan du i nærkamp nedlægge fjenderne hurtig og lydløst. Gør du det blot én enkelt gang, får du et ”Execute-move” til rådighed. Så har du mulighed for at markere flere fjender på afstand, som Sam, med filmisk ynde og i bedste Hollywood stil, efterfølgende tager livet af. Du kan bruge denne funktion med det samme, eller strategisk gemme den til en presset situation. Det bliver dog sjældent en ting, man gemmer til senere, for det er forholdsvist nemt at få adgang til flere ”Executes”. Du vil hurtigt lære at bruge systemet, og det føles rart, at de mange tekniske gadgets ikke længere sløver tempoet i historien. Ud over et par våbenopgraderinger er der ikke det store at tage stilling til, og det ville da også være overkill med et større arsenal af gadgets, eftersom du allerede føler dig som en enmandshær.

Kommentarer (2)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...