Skjold og salvefunktion i MW2

Plus dual wield Uzi og en kniv i øjet?

Infinity Ward har ved en nylig demonstration overfor de mange tusind medarbejdere i (den amerikanske del af) Gamestop-kæden fremvist, hvordan det nu er muligt at salve og redde faldne kammerater i kamp, ligesom brugen af et taktisk S.W.A.T.-lignende skjold blev vist frem.

Desuden følges der op på sidste uges historie om en pistol i hver hånd, idet IW-medarbejderen ved præsentationen kunne ses rende rundt med to Uzier.

Er det bare os, eller begynder det at lugte lidt meget af show og kopi (af Rainbow Six og Gears of War, eksempelvis), fremfor et realistisk krigsspil? Dertil kommer nyheden om, at det nu er muligt at kaste sin kniv efter modstanderen, hvilket selvfølgelig fremstår som en realistisk angrebsmulighed, men igen lidt stunty.

Men hvorvidt kniven vender tilbage som en boomerang, hvis den ikke rammer, melder historien hos Examiner dog ikke noget om. Vi ved på nuværende tidspunkt heller ikke, om man selv skal vriste sin kniv fri af modstanderens nu halverede øjeæble efter en fuldtræffer.

Eurogamer prøvede multiplayerdelen af Modern Warfare 2 ved den forgangne Gamescom-messe - læs indtrykkene her.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.