Skift race i World of Warcraft

Gnome til Elf, Tauren til Orc - men stadig dig!

Blizzard gør det nu muligt for europæiske spillere at skifte race på deres figur i World of Warcraft.

Kriteriet er, at din figur er minimum level 10 og at du skifter til en race, som tillader din figurs klasse.

Er du eksempelvis Night Elf og Druid kan du ikke skifte til Human, idet Humans ikke kan være Druids. Er du derimod en forsmået Undead, som er træt af at se sine tohåndssværd ligne tandstikkere ved siden af en Tauren med dolk, kan du hermed vælge at blive Tauren.

Selve mutationen tager i gennemsnit en times tid, siger Blizzard. Prisen er 20 euro, hvilket svarer til rundt regnet 150 danske kroner. Blizzard gør i øvrigt opmærksom på, at de kun vil tillade dig (og sig selv at tjene penge på) at din figur skifter race hver 3. dag.

Blizzard anbefaler at du læser denne FAQ, før du foretager dig noget som helst.

Foretag dit Race Change på den officielle europæiske World of Warcraft webside.

Er du bare tilnærmelsesvis interesseret i Blizzards enorme MMO-verden Azeroth, eller massivt spildesign i det hele taget, har vi en todelt baggrundsartikel om skabelsen af WOW liggende, som du jo kan tage et kig på, mens din Troll Mage får kogt kødet af knoglerne.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.