Eurogamer.dk

Singularity

Frem og tilbage.

Titlen på dette spil, som bygger på det fysiske begreb om ”singularitet”, stammer fra det latinske ”singularis” og betyder noget i retning af ”enestående”. Bare rolig, jeg har bare Googlet det. Alligevel overrasker navnevalget mig , for den nye shooter fra Raven er alt andet end enestående.

Scenariet om et skævvredet eksperiment på en sovjetisk forskningsø lugter allerede af kliché og spillets persongalleri driver da også historien slavisk fremad på skinner: Den sammenbidte russiske general, den naive professor, hvis opfindelse ryger ud af kontrol, og den sexede ledsager, som selvfølgelig bliver kidnappet og skal reddes af dig… alt sammen noget, vi har set før. Og det er ret ærgeligt, for den ellers forvirrende og banale handling besidder nogle udmærkede elementer og selve grundideen i Singularity er egentlig overbevisende nok i sig selv: Via en speciel handske påvirker man tiden, nakker fjender på endnu usete måder og løser intelligente gåder.

Men ak, ideen med handsken falder ofte i baggrunden, for i stedet har drengene fra Raven blot lænet sig tæt op af deres sidste værk, Wolfenstein, og ganske enkelt erstattet de de onde nasister med onde russere. Derefter har de forfinet suppen med diverse krydderier, som lige for tiden smager godt i action-genren: En god portion Bioschock, en fint strøg af Dead Space og et par teskeer Call of Duty. Desuden oplevede jeg enkelte deja vu fra Ravens skydeorgie Quake 4 – som jo bestemt ikke er noget dårligt spil, men som ved sin udgivelse heller ikke var særlig original!

1

Som led i historien bliver man kastet frem og tilbage mellem 1950’erne og nutiden. Sådan ser dét ud.

Flere steder undervejs i spillet foretager jeg større indgreb med handsken. Eksempelvis reparerer jeg et helt tog inklusive de umiddelbare omgivelser. Og som det så ofte er kendt i spilbranchen, er det bedre at stjæle noget og gøre det bedre selv, end at opfinde noget helt nyt, der er dårligt, og derfor leverer Singularity i sidste ende også en acceptabel spiloplevelse.

Singularity rummer naturligvis også en multiplayer del, som indtil videre kun har et lille følgeskab af skydegale fans. Med blot to spiltyper, der i bund og grund er identiske, spiller man enten som menneske eller monster, som hver især har en række unikke færdigheder til at nakke hinanden med. Men med så mange konkurerrende færdigheder, der anvendes samtidigt på slagmarken, føles det hele lidt for hektisk og kaotisk. I det hele taget er mulitplayerdelen ikke den store åbenbaring og det er tydeligt, at Raven har fokuseret sine kræfter på singleplayer-oplevelsen.

2

Herligt animerede monstre, hvoraf en af dem er tidligere russer. Kan du se hvem?

Teknikken, her særligt grafikken, halter nogle år efter konkurrenterne, men det hele ser dog i det mindste pænt ud. Jeg testede spillet på Xbox’en, så på PC kan det naturligvis se en tand bedre ud, alt efter størrelsen på maskinen. Men som bekendt er grafik jo ikke alt. Og selvom den egentlige hovedattraktion i spillet - tidsmanipulationen - skuffer lidt, scorer Singularity point andre steder. Ved mange af de dystre og forladte ruiner, løb det mig flere gange koldt ned af ryggen – dog langtfra så intenst og veludført som i Bioshock og Dead Space, men det fungerede nu alligevel. Og så er det altid enormt underholdende at skyde overlegent løs med en minigun.

Foruden sådanne passager, hører boss fights traditionelt set til blandt Ravens styrker, men her skuffer Singularity lidt. Til trods for en god håndfuld boss fights, sforbliver de alle fordringsløse og alt for vilkårlige. Tamt, og definitivt noget, Raven burde kunne gøre bedre!

3

Hmm… hvem skal nakkes først. Russer eller det andet der?

Dette bliver også min konklusion. På den ene side sidder jeg og tænker: For sa***, det kunne I sagtens have gjort bedre – på den anden side bød Singularity trods alt på otte timers skydeorgie i renkultur. Selvom vi har set alt alle spillets fikspunkter gjort bedre andre steder, forbliver Singularity i sidste ende en herlig klasissk shooter med mange gode øjeblikke. Det er et perfekt lille spil til fans fra den gamle skole og de af jer, som imidlertid har fået nok at cover-systemer og automatisk regenererende liv.

7 / 10

Singularity Philip Rohrhuber Frem og tilbage. 2010-07-08T21:11:00+02:00 7 10

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...