Eurogamer.dk

Sin and Punishment: Successor of the Skies • Side 2

Rail-shooter med charme og ramasjang.

Rail-genren synes i 2010 stadig meget begrænset i kvalitet, holdbarhed og originalitet, men Sin and Punishment: Successor of the Skies cementerer det modsatte – at genren har hjemmebane på Wii og langtfra er slidt og ensidig. Spillet er spækket med holdbarhed i kraft af baner og mindre/store fjender og ypperlige bosser med så stor forskellighed og mange angrebsmønstre, at man får lyst til at genopleve alle de detaljer, der misses i farten. Det giver en utrolig høj genspilningsværdi. Her er mange spændende ting i øjenkrogen. Lidt irriteret bliver man da også, når man ikke får elimineret alle fjender i synsfeltet. Det kan ligefrem medføre, at man bevidst "laver en game over" for at genoptage noget af en bane via et praktisk kontrolpunkt, selvom optjente point dermed mistes: uendelige continues længe leve.

Her er også guf for folk, der jagter efter at forbedre sin highscore og uploade den til online leaderboards. Ved at nedlægge stribevis af fjender øges antallet af point hastigt gennem en multiplikator, der bliver mindre igen, når man selv tager skade.

3

Det er faktisk en jetpack, den unge mand har på ryggen. Men jo, det er muligt, den ligner et udkast til Nintendos næste konsol?!

Point kan også øges ved at opsamle forskellige mønter efter vellykkede kontraangreb. Her er også en tæller, der angiver det samlede antal smadrede fjender og objekter, og der kan opsamles redningspakker til gendannelse af liv. Desuden kan der vindes medaljer ved at opfylde visse betingelser i spilforløbet – som at slå en fjende ud på en speciel måde. Det skaber en særlig motivationsfaktor, fordi spilleren selv skal eksperimentere med (kontra)angreb og undvigemanøvrer for at opfylde de ellers ukendte betingelser.

I en tid med tunge adventurespil, rollespil og sandkassespil, der kan være evige tidsrøvere, er Sin and Punishment: Successor of the Skies en fornøjelig og imødeset omgang afvekslende hardcore-action, uden at være så hardcore at 12-årige Marie og Peter ikke kan få noget ud af spillet. Der sker simpelthen så mange iøjefaldende ting på skærmen, at det er svært at fjerne blikket fra aktiviteterne, ligesom det er svært at holde op med at blæse større og større tyggegummibobler med Hubba Bubba.

4

Baner under vand skuffer sjældent, når de ser ud som her. Nej, det er vist ikke delfiner dem dér.

Man kan muligvis udvinde så meget dopamin i hjernen af det her spil inden for en times tid, at det daglige behov dækkes. Det er ikke helt lyv, når spillets coverbagside skriver "All-Action Arcade Shooter". Det er derfor også et spil, der nok opleves bedst i små doser, for spillet udnytter den geniale Wii Zapper til fulde, så det værker i albue(r), håndled, pegefingre og tommelfingermuskel, hvis man ikke passer på. Det er ret nemt at blive opslugt af et spil, der overgår alle ens forventninger.

Sidst, jeg oplevede noget af tilsvarende kvalitet fra de habile udviklere hos Treasure, var vel for en ti år siden med deres shoot 'em up/shmup-spil Radiant Silvergun, som jeg vandt i en auktion på eBay til godt 600 kroner i mint – inden jeg havde fået købt en Sega Saturn til at spille det på. Sin and Punishment: Successor of the Skies genskaber noget af den samme genrebrydende fornemmelse.

8 / 10

Sin and Punishment: Successor of the Skies Anders Pugé Rail-shooter med charme og ramasjang. 2010-06-08T09:30:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...