Eurogamer.dk

Sin and Punishment: Successor of the Skies

Rail-shooter med charme og ramasjang.

Lige så lang spillets titel er blevet i Europa, lige så længe har jeg vel ventet på en remake af/opfølger til et spil, de færreste har spillet. Det første Sin and Punishment udkom nemlig kun i Japan i år 2000 til konsollen Nintendo 64, der kørte på det sidste brændstof i de små hjem i Vesten. Spillet blev endelig udbredt tilgængeligt i 2007 på Wii, hvor det kan købes og hentes fra den digitale tjeneste Virtual Console. Det (under)holder faktisk den dag i dag med intens arcadeaction og opfindsomt design, ikke mindst som appetitvækker til opfølgeren. Men lever opfølgeren op til ånden i det første spil ved stadig at være en rail-shooter i overensstemmelse med den kvalitet, der forventes fra genre-perfektionistiske udviklere som Treasure?

Det er først og fremmest godt at se muligheden for japansk tale med engelske undertekster, som bør kunne vælges i alle japanskudviklede spil. Der kan også vælges engelsk tale, der dog fjerner den ellers fortættede japanske charme. Her er nu ikke helt den samme ærkejapanske tuttenuttethed, som findes visse steder i det første spil. Historien i fortsættelsen er stadig typisk japansk abstrakt fantasi og vil nok være ligegyldig baggrundsstøj for andre end folk, der ikke læser manga eller ser anime.

1

Det er lige før, at kampen mod bossen her vækker minder om sangen Mahnahmahnah! fra The Muppet Show. Verden er et underligt sted ...

Historien omhandler to rivaliserende fraktioner, som verdensrummet er blevet opdelt i: Indre-rummet (menneskeheden) og Ydre-rummet (aliens). En ung mand, Isa, er rekrut hos Indre, men har særlige kræfter fra Ydre. Hans mål er at skabe fred mellem de to fraktioner. Der sker det, at Ydre invaderer Indre, hvorefter Isa løber ind i "alien-pigen" Kachi, der repræsenterer en fortrop fra Ydre. Kachi husker ikke længere sin sande mission på grund af hukommelsestab. "Hun" fascineres af Isa, der er hendes første menneskelige bekendtskab. Isa oplever empati over for Kachi, efterhånden som Kachi selv fornemmer sin mangel på menneskelighed. De beslutter at holde sammen og forsvare sig imod meget kampklare fjender fra Indre, der er sendt efter dem. En primær spiller kan styre Isa eller Kachi, mens en sekundær spiller må nøjes med at styre en sigtekornsmarkør og affyre skud – i syv baner med fantastisk varierende action og design.

2

Tag den, I forbandede flyvende møgtingester, der vil lille mig fra ydre rum ondt. Væk med sig!

Ud over at spilforløbet giver – mere eller mindre – mening i opfølgeren, kommer styringen hurtigere ind på rygraden i forhold til det første spil. Den er nu mindre stiv og tung, mere intuitiv og fungerer rigtig godt med pistoltilbehøret Wii Zapper. Det bliver hurtigt en leg at bevæge sig omkring på skærmarealet til fods og i luften, alt efter banedesign. Det går især lige i blodet at kunne udføre undvigemanøvrer over for fjender og projektiler eller komme i position til at udføre kontraangreb med en nærkampsmanøvre, som at slå fjendernes projektiler tilbage mod dem selv. Det skaber en høj actionrig dynamik og et taktisk spillerum, der virker sjældent set i rail-genren, hvor bevægelsen frem i 3D-landskaberne er automatisk og fastlagt på forhånd af udviklerne. Det er som at køre med et tog på meget kringlede skinner, mens man render rundt på taget med en strålepistol i den ene hånd og et lyssværd i den anden og en jetpack på ryggen. Eller måske ikke lige ... men hånd- og øjekoordinationen udfordres godt og grundigt sammen med den frie styring af sigtekornsmarkøren. Alt dette sprænger, kombineret set, måske nogle rammer med hensyn til afveksling inden for rail-shootere – dog ikke stilmæssigt i lige så høj grad som Rez formåede på konsollen Sega Dreamcast.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...