SimCity udkom helt tilbage i 1985 til Commodore 64 og havde også en god tid på Amiga. Men det var først da spillet udkom til PC og Mac fire år senere, at Will Wrights bysimulator for alvor slog igennem.
SimCity på iPhone minder meget om SimCity 2000, i hvert fald i de indbyggede muligheder for at oprette tre niveauer af de klassiske tre byggezoner industriel, beboelse og kommerciel, samt transport-, el- og vandnet. Det vækker virkelig minder at sidde med en hel by i lommen, en by hvis indbyggeres skæbne for første gang så at sige er direkte i dine hænder.
Men alt er ikke ved det samme, særligt styringen i det fastlåste isometriske perspektiv volder lidt problemer i kraft af, at de arkitektoniske elementer tegnes direkte ind på skærmen med en finger – brug den tyndeste, du har!
For at undgå direkte fejlplaceringer og grotesk byplanlægning, har EA Mobile smart nok gjort det muligt - i vanligt pinch-stil - at zoome ind og ud af bykortet, faktisk langt længere ind end på PC. Desuden er placeringen af byggezoner og elementer først endelig, efter det pågældende elementer er blevet trykket på plads via et flytte-ikon umiddelbart under, først på dette stadie kan du faktisk se, hvad du er ved at lægge ind.
Manhattan? Er det dig?
Det er egentlig utroligt, at SimCity som koncept kan køre på en iPhone, særligt når man ser, hvor lidt andre spil egentlig slipper af sted med at levere til samme pris eller mere. Du kan spille på to størrelser kort, som i vanlig stil til en vis grad kan geo-shapes med kystlinie på hver af de fire kompasretninger, samt vandindhold og grønt, samt muligheden for at definere en del af vandet som en flod gennem byen.
Du kan spille Sim City på tre sværhedsgrader, som egentlig kun defineres af, i hvilket år og med hvor mange penge, du starter spillet. Og så er der endda også blevet plads til både rådgivere, en årlig økonomisk rapport, muligheden for individuelle beskatninger af indbyggerne, industrien og de kommercielle kræfter i din by. Kontinuitet og magt. Det er herligt.
Tænd eller sluk helt for katastroferne, alt efter hvor udfordrende det skal være. UFOen her er ude efter dit kontor.
SimCity på iPhone er faktisk lidt af et vidunder, selvom det overhovedet slet ikke kan hamle op med SimCity 4. Har du derimod spillet SimCity i gamle dage, er det intet mindre end fantastisk pludselig at have en hjemmelavet, virtuel by med en krævende befolkning og muligheden for tilfældige katastrofer i lommen, klar til at reagere borgmesterens megalomaniske idéer. Læg hertil et behageligt jazz-spor og muligheden for at pause eller køre i tredobbelt hastighed, er helhedsindtrykket i det hele taget en utrolig brugervenlighed – pølsefingre eller ej.
I løbet af 2010 udkommer desuden en deluxe-udgave af spillet. Hermed indføres en forbedret frame rate, muligheden for at modificere terrænet samt generelle forbedringer til interfacet – forhåbentlig også på måden, hvormed man indtegner elementer.
Pris: 18 kr.
7 / 10

