Silent Hunter 5 Anmeldelse

Der er noget med ubåde. Som computerspil fungerer de på flere planer. Måske er det noget med at man selv på maksimal realisme kan indlade sig i fantasien om at drage i krig ene mand (og fyrre bots) og gøre en forskel. Måske er det noget med at man er spærret inde i en metalkasse sammen med 40 svedige mænd. Eller også er det bare fordi det er skægt at skyde torpedoer mod sagesløse handelsskibe og se dem eksplodere.

Silent Hunter 5 er, ja, nummer fem i serien. Jeg kan ikke engang huske det første Silent Hunter selvom jeg er næsten 100 % sikker på at jeg har spillet det. Jeg kan rapportere at SH er gået fra klare ambitioner om hård realisme til mere casual gameplay. Og det falder ikke falder i god jord hos denne gamer. Tingene må ikke gå i den retning. Det er forkert. Unaturligt. I de gode gamle dage undskyldte spiludviklerne sig med at computernes CPUer ikke kunne trække spillene, hvis man gjorde dem for realistiske, men i dag må det være slut med den slags teknosniksnak. Min megacore CPU dippedut med tilhørende kæmpe grafikkort kan trække ALT hvad markedet har at tilbyde, så nu er der ingen undskyldninger for at man ikke personligt i bedste first person shooter stil skal bære torpedoer ombord og gøre rent i køkkenet efter de fyrre svedige mænd er fodret af med aftensmad. First Person Submarine simulator eller hvad? Nej tak. I simulatorer skal den historiske realisme komme før grafikken som man alligevel glemmer efter nogle få timer.

At være kaptajn for 40 mand kræver nogle gange et par minutters fred og ro.

I SH5 er de faktisk gået et godt stykke ned af 3D vejen allerede, men det fungerer ikke. Man kan faktisk gå rundt i det meste af ubåden og det giver helt klart et smil på læben første (og anden) gang man prøver det. Sømændene står rundt omkring i båden og man kan tale lidt med dem, simpel dialog klikkeri, og dele ud af experience points som man optjener ved at sænke fjendtlige skibe. Det rene Dragon Age rollespils-pjank. Hvad er verden kommet til når den slags sker i simulatorgenrens helligste og mest mandige genre: ubådssimulatoren? Rollespilsdelen i SH5 virker ret ligegyldig og totalt ahistorisk.

Ellers er SH5 meget ligesom forgængerne. Man er ubådskaptajn på en tysk ubåd i Atlanterhavet og spillet gennemføres i kampagner, som samlet set er et slags karriereforløb, der kan starte i 1939 og ikke gå længere end 1943. Her vil det meste af tiden gå med at navigere rundt på havet, hvor man leder efter skibe at sænke. Én af SH-seriens bedste egenskaber har altid været den store ’unscriptede’ verden, den spilles i. Simulatorgenrens svar på Elder Scrolls.

Type VII – din ubåd. Den eneste, du får lov at lege med.

Alle missioner er forskellige fordi spillet disponerer englændernes flåde forskelligt fra gang til gang. Nogle gange er man heldig at finde u-eskorterede konvojer, andre gange løber man ind i nidkære destroyere som man skal slippe væk fra. Alternativt kan man spille historiske missioner, hvor man bliver sat direkte ind i et taktisk scenario, der skal gennemføres. Disse er ofte mere interessante rent taktisk, men kampagnedelen har nu sin charme.

Som første eksempel på SH5’s begrænsninger i forhold til tidligere, kan man kun sejle i Type VII-ubåden. Det har formentlig noget at gøre med det lidt overflødige 3D indtræk- man har udstyret SH5 med – lækkert, men det gør ikke noget for gameplayet og er glemt efter kort tid. Og det er sikkert samtidig årsagen til at man kun har en enkelt ubåd med: hvis man skulle udvikle lignende 3D indtræk til de andre ubåde der var med i SH4, ville det sikkert bliver uoverskueligt dyrt. Så der er kun en enkelt ubådstype at lege med.