Shadow Complex

En moderne platformer i lavprisklassen.

Shadow Complex er en direkte actionrig fornøjelse i 2.5D. Was ist den das? Jo, det spilles i en 3D-verden, hvor modstandere kan skydes i tre dimensioner, men hvor spilleren – lidt i stil med en sporvogn – kun kan bevæge sig sidelæns i to dimensioner. Ud over at spillet er baseret på Orson Scott Cards roman Empire, er det udviklet som en hyldest til to klassiske spilserier: Castlevania og Metroid. Især Super Metroid og Castlevania: Symphony of the Night virker som direkte inspirationer. Jeg har i mange år haft glæde af de spilserier, så Shadow Complex kom som et lyn fra en klar himmel – en totalt uventet overraskelse. Jeg forventede ikke, at spillet som XBLA-titel var så gennemarbejdet.

Nu kan jeg igen, ligesom Samus Aran, løbe superhurtigt mellem lokaliteter, lægge bomber, mens jeg laver kolbøtter ... nej vent, nok nærmere (dobbelt)hopper rundt som overgearet back(jet)packer i Nordamerika på, ved, under og over en skovgrænse med undergrundshuler. Her blev kæresten i øvrigt kidnappet af hightech-fodsoldater. Så hun skal findes ved at løbe, (dobbelt)hoppe, udforske hver en afkrog og jetpacke mig vej igennem hobevis af fodsoldater, som jeg ynder at lave headshots og hurtige snigangreb på. De her ”Robocop-tingester” kan derimod få lov til at smage på en håndfuld granater. Der skal jo også opbygges godt med erfaringspoint, så jeg bliver mere skudklar og skudsikker. Mit første achievement-mål var ”50 headshots” på fodsoldater. Jeg har sikkert set Game Over-skærmen langt flere gange. Måske fordi jeg lagde ud med at spille på sværhedsgraden Hardcore. Lidt masochist er man vel?

1

Nej, ikke Tarzan i civilbeklædning, men spillets hovedaktør Jason Flemming, der laver et typisk backpacker-springer-ud-i-det-hop.

Åndeløs af spænding over at placere mit næste headshot og få fodsoldater til at skrige som vilde gæs, løber jeg ind i en Rambo-helikopter, som jeg – overraskende hurtigt – gør kål på med en skumkanon. Det må være den helikopter, jeg som en anden lille tøs flygtede fra tidligere i spilforløbet, ved at svømme – og nærved drukne – på vej i dækning hen til en hytte på den anden side af søen. Der er ingen tvivl om, at jeg er oppe imod en skummel, futuristisk-militaristisk organisation, mens jeg også løber, skyder og (dobbelt)hopper videre i, under og over et kæmpe undergrundskompleks. Der er mange områder at afdække og objekter/våben at finde. Jeg har heldigvis et praktisk kort over stedet. Her er irriterende mange blokerede døre og andet, der kun kan åbnes med særlige våben. Det var især trist i begyndelsen at stå og mangle missiler i sin oppakning. Bah.

Hov, dér blev jeg lige opløst i atomer af noget supergammastrålingshalløj. Jeg skynder mig at takke spiludviklerne hos Chair/Epic Games for de hyppige, automatiske gemmepositioner. Så kan jeg nogenlunde huske, hvor jeg slap (cyber-alzheimersyndromet: en overflod af daglige internetoplysninger, som forringer den del af hjernen, der dagligt håndterer ~117 delvist gennemførte spilforløb).

3

En meget normal fysisk konfrontation i spillet. Den, der sparker først, vinder. Det er bare et lille knaptryk!

Jeg når frem til flere undergrundshuler/-rum med flere slemme, højtskrigende fodsoldater og klamme mekaniske edderkoppetingester, der konstant minder mig om barndomsmareridt over filmen Runaway (1984). Jeg fandt forresten den kidnappede kæreste Claire. Hun overtalte mig til at fortsætte selvmordsforløbet på egen hånd. Vi bevarer fjernkontakten via en kommunikationsenhed. Hun vil jo gerne have, at jeg skal være en Jack Bauer, mens jeg er skide ligeglad med modstandernes skumle organisatoriske planer om våbenmagt og deslige. Det er bare endnu en organisation, der tror, de har en komplet hemmelig dagsorden. Det kan de glemme alt om!

Dagsordenen i Shadow Complex er masser af fede våbenopgraderinger og -modifikationer, adrenalinagtig gå-i-dækning-for-dødbringende-projektiler og egentlig bare rendyrket underholdning uden blinde kameravinkler, popup-grafik og en skærm, der går i sort for at loade baner. Det udspilles dog ikke helt gnidningsfrit, da jeg undervejs oplever, at spillet hakker lidt i ny og næ.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!