Eurogamer.dk

Serious Sam HD: The Second Encounter

Mere botox.

Kender du det der med at se en eller anden person i fjernsynet, hvor de ser helt normale ud, og når man så ser dem i virkeligheden er ens første tanke ”hold op, så gammel ser vedkommende altså ud uden sminke”? Lidt sådan har jeg det med Serious Sam: The Second Encounter. En remake af det andet Serious Sam-spil fra 2002, der på afstand ser ud til at have fået en ordentlig overhaling, men som ved nærmere eftersyn afslører sin sande alder.

For der er ikke meget nyt under solen. Ganske som genudgivelsen af det første Serious Sam, er det tale om et på alle måder dybt forældet gameplay, der har fået en gang glasur i form af ny grafisk engine, og så ikke så meget andet. Det ensformige banedesign, den bovlamme lydside, den stupide AI og den absolut fraværende historie er den samme som i 2002.

Men gør der i virkeligheden så meget? For ganske som det var tilfældet med den først remake, så ligger en hel del af spillets charme netop i den ekstremt simple tilgang til tingene, der bringer mindelser om en tid, hvor spil ikke behøvede at være så komplicerede.

1

Håndbåren skibskanon - check!. Realisme er ikke Serious Sams stærke side.

Der er ikke noget krav om at lide sig igennem cutscenes der forsøget at involvere dig i historien, eller i det hele taget investere særligt meget af sig selv. Man kan tage det frem, spille 10 minutter, og så gå fra det hele, uden at føle at man mister noget ved at springe fra midt i en level. På den måde er der en klar forbindelse mellem Serious Sam: The second encounter, og casual-spil som f.eks Bejeweled og andre af samme skuffe. Der er først og fremmest tale om en basal tilfredsstillelse ved at meste en hånd øje-kordination, der bærer belønningen i sig selv. Bevidstheden om at man er god til spillet, og at man har slået en bestemt bane, er det der driver en fremad gennem spillet.

Men selve spillets udformning ligger nu ellers ret fjernt fra de gængse juvel-skubbere og andre casual-spil. Serious Sam er ikke i hygge-pusle-land, men okser omkring i en hysterisk fortolkning af sydamerika med trinpyramider og inka-templer fyldt til randen med bizarre skabninger, der på ihærdigste vis forsøger at skaffe ham af dage med knive, kløer, motorsave, ildkugler, blå lyn og raketter. Heldigvis er han selv i besiddelse af tilsvarende absurd udvalg af overdrevne håndvåben, så kampen er i sidste ende nogenlunde lige. Ikke mindst når man taget fjendernes ret hjernelamme AI i betragtning.

2

Og dette er så Peru, som udviklerne Croteam har tolket landet. Spændende!

Det kan faktisk være ret sjovt i mindre doser, og den ukomplicerede tilgang er rar, hvis man engang imellem får for meget af alt det der cinematiske vat som mere nutidige spil oftest er pakket ind i. Her er det lige ind til benet og derudaf. Super simpelt men effektivt gameplay, uden de store dikkedarer. Men dikkedar-fraværet er så også medvirkende til, at man begynder at kigge efter noget andet at lave efter en halv times tid, for variation er absolut ikke spillets stærke side. Det er bølge efter bølge af monstre, og det er så det.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...