Serious Sam HD

Bankekød fra den gamle skole.

Åh, de gode gamle dage. Dengang den vådeste FPS-drøm var et oversavet jagtgevær og tonsvis af morderiske fjender i bizarre labyrintiske baner. Dengang historien var en sides tekst i introen, som allerede var glemt efter første tryk på aftrækkeren. En gylden tid med stupide fjender, vanvittige våben, cheasy musik og lydeffekter og timevis af underholdning på de små teenageværelser.

Jeg troede faktisk, at jeg for evigt ville være henvist til emulatorernes stenede ørken, hvis jeg igen ville opleve den tid. Men når det nye Serious Sam HD snurrer på harddisken, er det faktisk lidt som at være tilbage i de tidlige FPS-dage. Som titlen antyder, er der tale om en opgradering af det oprindelige første Serious Sam-spil som kroatiske Crotek udgav tilbage i 2001. Og alderen kan bestemt mærkes - på godt og ondt.

I sin stil kan Serious Sam nok bedst betegnes som et semi-ripoff af Duke Nukem, blot omplantet til Ægyptens sand. Introen nævner noget med nogen rumvæsener og noget tidsrejse, men det giver aldrig for alvor mening, hvorfor det lige er man er i Ægypten. Man kunne nok have en grum mistanke om, at det oprindelige Serious Sam blev plantet i Ægypten, fordi pyramider og obelisker er lette at tegne, og ikke kræver for mange polygoner og processorkraft at vise. Men her tusser man altså rundt med raketstyr og automatvåben og rydder ud i rækkerne af stærkt aggressive rumvæsener, der absolut intet har med det nordafrikanske land at gøre (man kunne da have håbet på en enkelt mumie eller noget).

1

Palmer, templer, kæmperobotter og mænd uden hoved med bomber i stedet for hænder! Den historiske akkuratesse har trange kår i Serious Sam HD.

Gameplaymæssigt er vi som sagt langt tilbage i spilhistorien. Og som det nok er antydet, er dét der med store cinematiske fortællinger ikke ligefrem noget, spillet gør meget i. Til gengæld er det bundærligt og ligefremt i sin iscenesættelse af en historieløs splatter-thon, med tonsvis af fjender i ikke specielt forskellige settings. Ved så fuldstændigt at give afkald på realisme, har spillet nogle andre muligheder for at smide fjender i ansigtet på en, helt uden at skulle retfærdiggøre det i enten historie eller univers. Og det giver faktisk en ret fed fornemmelse af, at det netop er et ’spil’ man spiller. Det har sine egne regler og sin egen interne logik, og tilsidesætter alle andre krav, end at det skal være sjovt, blodigt og intenst.

2

Den nye engine klarer sig rigtigt godt, så længe det drejer sig om de arkitektoniske omgivelser.

Således skal man ikke blive overrasket over, at fjender hopper ud af den blå luft, og at ammunition på samme måde spontant opstår ud af ingenting. Health og armor-systemet er hentet direkte ud af Doom. Banerne er lange og repetitive (og meget firkantede), fjendernes slatne AI forsøges afhjulpet ved at pakke banerne propfulde af fjendtligsindede rumvæsener, og man har åbenbart ingen problemer med at slæbe rundt på 12 våben og 50 raketter, mens man spurter gennem faraoernes gigant-templer. Og så er det for resten også svært, på den dér gammeldags måde, hvor selv normal sværhedsgrad kræver heftig brug af quicksave, selv tidligt i kampagnen.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!