Eurogamer.dk

Scribblenauts

Word up!

Jeg har siddet og tænkt over, hvordan jeg egentlig skulle anmelde Scribblenauts. Det er ikke et kompliceret spil, og det er ikke konstrueret med den mest avancerede hardware. Alligvel formår det at opstille scenarier, der aldrig før har været mulige i spilhistorien, og som nok heller ikke bliver det igen. Det et ganske enkelt et meget svært spil at definere på normal vis. Derfor har jeg besluttet mig for at gå i en lidt anden retning. Jeg kan naturligvis ikke vise, frem for at fortælle, så derfor vil jeg gennemgå min egen tankeproces, som den forløb i min tid med Scribblenauts.

Scenarie 1:
Jeg befinder mig på en gade, fyldt med biler. De bevæger sig ikke, da en ko blokerer vejen. Min opgave er at få bilerne til deres destination. Jeg er strengt imod dyremishandling, så jeg vælger at lade være med at dræbe koen. Jeg fatter pegepinden og skriver "bulldozer" i notesblokken. Ud af ingenting popper der én frem. Det viser sig, at der ikke er plads til den, da de andre biler fylder for meget. Jeg skriver "farmer", og det kommer en landmand frem. Koen virker glad for ham, men det har ikke rigtig forbedret situationen. Jeg flytter farmeren ovenpå koen, hvorefter han begynder at ride på den. Nåh, okay. Jeg indser, at jeg bliver nødt til at tænke mere abstrakt. Jeg genkalder koens naturlige ærkefjende: UFOen. Jeg tilkalder en UFO, hopper ind i den og får med noget besvær løftet koen væk fra trafikken.

Hvad ville din første indskydelse være?

1

Jo, det er skam en velociraptor iført en fez.

Scribblenauts består af omkring 220 baner som denne. Små, simple udfordringer, delt op i to kategorier: puzzle og action. Puzzle-banerne beder dig om at løse et simpelt problem, som for eksempel det med koen. Action er en serie forhindringsbaner, der gælder om at nå frem til en stjerne. I hjørnet af touch-skærmen, er der en lille notesblok. Trykker man på den, kommer et keyboard frem. Med dette kan der fremtrylles noget nær hvad som helst, man kan forestille sig og stave til.

Scenarie 2:
En stjerne ligger begravet bag nogle glubske tigre på en bakke over mig. Ved siden af mig står en tigerunge, der gerne vil hjem. Lidt henne af stien er der en hyæne. Jeg glemmer pludselig mine tidligere skrupler omkring dyrevelfærd og angriber hyænen med et sværd. Jeg bliver derefter nødt til at få tigerungen op ad en bakke. Jeg binder den fast i en hundesnor og fremkalder en drage. For... hvorfor ikke? Mine håb om at kunne ride på dragen bliver dog hurtig knust, da den straks maltrakterer mig og tigerungen. Nåh. Jeg prøver igen, men denne gang tilkalder jeg en pegasus - ikke så sejt, men den flyver trods alt. Jeg når op på bakken med tigerungen. Den bliver genforenet med sine forældre og jeg lunter forbi til en sandbunker, der dækker stjernen. Her er min første indskydelse korrekt, da et trykluftsbor får mig igennem. Stjernen befinder sig i en lille alkove, så jeg bevæbner mig selv med en lasso, og trækker den hen til mig. Sejr!

Scribblenauts' leksikon indeholder omkring 22.000 genstande, fra atombombe til zebu. De er delt op i forskellige kategorier såsom køretøjer, mad, dyr og så videre. De har alle deres eget formål, og nogle ting er selvfølgelig mere unikke end andre. For eksempel har al slags frugt har den samme funktion, hvorimod forskellige maskiner typisk er lidt mere fleksible. Denne ordbog er et ekstremt ambitiøst projekt, og selv om nogle ting går igen, og andre ting er ubrugelige, er det alligevel en kæmpe præstation.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...