Saw Anmeldelse

Side 1 af 2. Side 2

De fleste af os har vel hørt om Saw-filmene og måske i længere udstrænkning om puslespilsmorderen Jigsaw og hans egocentrerede moralprædikende måde at agere bøddel på overfor sine ofre. Typisk vågner de op med korttids-hukommelsestab på et ukendt, for det meste klamt, sted med deres livs dilemma for fødderne. Det indbefatter altid deres død, hvis ikke de vælger en ofring for at blive ”genfødt” med en sjæl, der nu værdsætter livets værdi. Det er grotesk, skræmmende, symbolsk og ikke mindst tiltrækkende bizart. Med disse brikker har udvikleren Zombie Studios alle muligheder for at lave et spil, der kan chokere og smadre en god nats søvn.

Små beskeder undervejs holder stemningen kørende igennem hele spillet.

For dig, der ikke kender Jigsaw-morderen, kan der hurtigt nævnes, at han er en civil ingeniør, der efter sin kones forcerede abort går i sort og vil hævne sig på alt og alle, der nogensinde har gjort noget forkert. Det gør han godt og kreativt (og rimeligt fattet og tilbagelænet) med masser af små helvedesmaskiner, som udelukkende er designet til at dræbe mennesker på den mest uhyggelige måde (men først lige überskræmme dem, for de skal jo lære noget hvis de klarer hans udfordring).

Spillet starter lige på og hårdt. Man spiller Detektiv David Tapp (Danny Glover i filmen) og kommer til bevidsthed, fanget i et rum på et tilsyneladende forladt sindssygehospital, og skal straks sørge for at få en såkaldt omvendt bjørnefælde af hovedet, for ellers… ja, den kan du nok regne ud. Det er en barsk realitet at vågne op til, men værre er det at finde ud af, at du har en nøgle opereret ind i dig. Denne nøgle har dog ikke den store betydning for dig, men den kan hjælpe andre, som også er fanget i Jigsaws helvede – og de vil slå dig ihjel for den. Sved på panden, fy for fanden.

Blot en af de små dødsfælder, geniet Jigsaw har bygget.

Herefter går spillet derudaf fra punkt a til b med hver ny opgave præsenteret på en fjernsynsskærm, hvor den lille dukke med de røde spiraler på kinderne fortæller, hvad man nu står overfor (og ofte - meget behjælpeligt - også hvad man skal gøre). En mere lineær spilopbygning skal man lede længe efter.

Dog er formlen ikke spillets svage side, idet der er masser af mørke og stemning i at vandre rundt i vanlig tredjepersonsperspektiv med sin Zippo lighter som lyskilde. Tankerne ledes let hen på det første Silent Hill, og fungerer på samme måde, hvor du skal finde ting i løsningen af diverse puzzles, for at finde nøglen og komme videre gennem næste dør.

Til Side 2