Sam & Max: The Devil's Playhouse - They Stole Max's Brain Anmeldelse

Der er absolut ingen mangel på idéer i Sam & Max: The Devil's Playhouse. Hvis du ikke har fulgt med indtil videre, omhandler det den tredje "sæson" af Telltale Games' episodiske adventurespil i følgeskab med den nonchalante freelance-politihund Sam og hans makker, den demente kanin Max. De første to episoder i The Devil's Playhouse var noget af det mest imponerende i hele Telltale's katalog, ikke mindst fordi de var morsomme og kreative, men fordi de begge turde gøre noget anderledes. Der var et markant toneskifte mellem episoderne, både plotmæssigt og i selve spilprocessen; det psykiske legetøj i første episode tillod en mere opfindsom fremgangsmåde, mens anden episode, med sin særdeles kaotiske og ulineære struktur, befandt sig i en helt anden boldgade.

Den tredje episode, "They Stole Max's Brain", begynder med en ligeså stor afvigelse fra normen. Historien sætter i gang øjeblikkeligt efter cliffhangeren i den sidste episode. Hvis du er ræd for spoilers, er der nok ikke så meget at gøre, da plottet indgår i selve titlen. Nogen har rent faktisk stjålet Max's hjerne, og Sam tager det hårdt. Den ellers meget joviale detektiv viser for første gang sin mørke side. Han gror øjeblikkelig skægstubbe, smider jakken og påtager sig en hårdkogt strømer-attitude. Hele det første akt foregår under en mørk noir-agtig stemning; neon-lys svæver flygtigt over kølerhjelmen, en osende saxofon blæser i baggrunden og Sam rejser fra den ene smøge til den anden for at fremtvinge information fra vidner, der ikke sjældent taler med to tunger.

Det er en af de mest veludførte åbningssekvenser i hele serien, og etablerer endnu en gang en særpræget tone. Det er en nostalgisk retur til seriens urbane krimi-rødder, og Sam er armeret med nogle af de mest nihilistiske og deprimerende monologer siden Max Payne - med mere humor, selvfølgelig. Da man senere hen når til akt to og tre, vender stilen tilbage til en mere traditionel adventurestruktur, men det er allerede klart, at tredje episode heller ikke har tænkt sig at følge i de andre tos fodspor.

Det har sjældent set værre ud for Sam & Max. Men spørgsmålet er, om det ikke går fra værre til værst inden enden er nået.

Det psykiske legetøj vender tilbage i fuld form, inklusive det fremragende fremtidssyn; et af de mest velintegrerede hint-systemer i et adventurespil nogensinde. Det forsyner dig både med information om hvad din opgave er, udover at åbne op for vittige kommentarer. Dine andre værktøjer består af en klump modellervoks, der kan forvandle Max (eller... det der er tilbage af hans krop) til forskellige genstande fundet i omgivelserne. Som altid, er de forskellige gåder meget begavede og ikke for obskure. Det er nærmest en kunst i sig selv at finjustere sværhedsgraden i et adventurespil, da logik ikke nødvendigvis er en faktor, men Telltale er gradvist blevet bedre og bedre til at forsyne spilleren med den rigtige information og de rigtige midler til at skride fremad uden at sidde fast.

Men man savner alligevel noget dybde; gameplayet i "They Stole Max's Brain" er ukarakteristisk simpelt, og der er næsten ingen inventar-objekter at manipulere overhovedet. Meget af denne episode er begrænset til dialog, hvilket ikke er et problem i sig selv, men det føles til tider, som om der mangler flere valgmuligheder i processen. Og da "They Stole Max's Brain" visuelt er en af de mest varierede episoder i hele serien - med tre vidt forskellige akter og drastiske sceneskift - er der en åbenlys mangel på overensstemmelse i selve gameplayet. Selvom den foreløbige noir-stemning er fantastisk effektiv, er den ovre før man ved det, og potentialet virker ufuldendt. Ligesom i den sidste episode, "The Tomb of Sammun-Mak", er et drastisk skift i både struktur og gameplay lidt af et tveægget sværd, for når man har kæmpet sig hele vejen gennem episoden, er det umiddelbart tydeligt, at der befinder sig en splittelse i kreativitet mellem begyndelsen og slutningen. Begyndelsen er dramatisk, medrivende og ulig noget vi har set i serien indtil nu. Den senere halvdel er meget mere konventionel og på grænsen til at være formularisk. Selvom designet stadig er solidt, er der ikke meget af det. Denne episode er ikke kortere end normalt, men antallet af gåder og opgaver er helt klart reduceret; et biprodukt af en større fokus på ren dialog.

Museet her er et af de steder man besøger i denne episode. Der er en overraskende mængde Egyptologi i denne sæson.

Dermed ikke sagt at "They Stole Max's Brain" ikke er et værdigt kapitel i The Devil's Playhouse. Tværtimod er plottet og den narrative udvikling mere involveret og inspireret end det var i "The Tomb of Sammun-Mak", og der er en meget større sans for kontinuitet og udvidelse af den overordnede mytologi. Der mangler dog stadig en konsekvent ekspansion og udnyttelse af potentialet i de indbyggede systemer, hvilket resulterer i en noget formløs og ubeslutsom oplevelse. Men det skal igen understreges. at stadig åbningssekvensen er noget af det mest tilfredsstillende Telltale nogensinde har præsteret.

"They Stole Max's Brain" ender i endnu en cliffhanger, og den næste episode "Beyond the Alley of the Dolls" udkommer senere i juli.