Sam & Max: The Devil’s Playhouse - Episode 1 Anmeldelse

Det er dejligt at adventurespil ikke længere skal gemme sig i skyggen af frygt for latterliggørelse. Håb er endelig blevet erstattet med forventning. Men nok genrediskussion; det vigtige er at Sam & Max er tilbage. Og har du ikke nogen anelse om hvem de er, er det skam meget simpelt: en habitklædt hund og en alt for nøgen kanin arbejder som freelance-politi i noget der ligner New York. Det handler om konspirationsteorier, alternative dimensioner og universets undergang med en god portion bidende sarkasme og galskab. Der er ingen action, men masser af humor og opfindsomme opgaver i vente.

Sam & Max: The Devil’s Playhouse er den tredje ”sæson” af episodiske udgivelser efter Lucasarts’ originale Hit the Road fra 1993. Denne gang har udvikleren Telltale valgt at droppe sæson-tilnavnet for ikke at afskrække nykommere til serien. Forståeligt, men faktisk ikke nødvendigt. Sam & Max har aldrig været besat af kontinuitet og kan bedst beskrives som en lang linie af absurde situationer og endnu mere absurde figurer. Plottet er nærmest en parodi af sig selv, og der er sjældent reelle konsekvenser selv ved de mest sindssyge handlinger. Igennem tidernes løb har Sam & Max befriet de afskyelige snemænd, rejst til månen, blevet zombificeret og endt i Helvede. Max er forresten stadig USAs præsident.

Men det virker alligevel som om der er lagt vægt på en mere ligevægtig tone i første episode af The Devil’s Playhouse. Historien er indrammet som en pulp-agtig science fiction TV-serie fra 60erne i stil med ”The Twilight Zone”, og der er skam også en Rod Serling-karikaturfortæller tilstede. De første ti-tyve minutter foregår in medias res; alt er forvirrende og uforklarligt, man hopper frem og tilbage mellem tidspunkter og steder. Men der er mening i galskaben. Faktisk er den kaotiske struktur et af de underlæggende temaer i første episode af The Devil’s Playhouse. Det sætter tonen perfekt.

Det er snart 20 år siden vi først stiftede bekendtskab med freelance-politiet. De er ved at få opbygget et imponerende bagkatalog.

Som det jo kan ske, ankommer en udenjordisk, superintelligent gorilla ved navn General Skun-Ka’pe til jorden med suspekte intentioner. Samtidig udvikler Max, under endnu mere suspekte omstændigheder, psykiske kræfter, der bliver påvirket af magisk legetøj. Er du stadig med? Disse kræfter medbringer en hel ny dynamik til den ellers afprøvede peg og klik formular fra de tidligere spil. På hvilket som helst tidspunkt kan man hoppe ind i Max’ hoved og kontrollere hans synsfelt fra et førstepersonsperspektiv. De psykiske kræfter spiller ind når man udnytter de forskellige stykker legetøj, der hver især har deres egen funktion. Den mest fremtrædende, plastikkikkerten, giver dig for eksempel mulighed for at se ind i fremtiden.

Det er en interessant tilføjelse, der medvirker at spillet ikke bare drejer sig om at tale med folk eller at bruge objekter i sammenhæng med andre objekter. Det kræver lidt anderledes tænkning, og er en forfriskende metode hvormed der tillades lidt mere kreativitet end man er vant til i denne genre. Fremtidsvisionet kan bruges når som helst og kan enten fremkalde diverse komiske situationer, eller bruges til at få hints til den næste gåde. Det kan godt lyde besynderligt, men det er utroligt tilfredsstillende at skulle arbejde bagfra med et problem i stedet for at gætte sig frem med lineær tænkning.

General Skun-Ka'pe giver et dårligt navn til alle rumgorillaer, undskyld udtrykket.

Faktisk er hele denne første episode meget tilfredsstillende. Den forrige sæson af Sam & Max var mere en forlængelse af den første, men med The Devil’s Playhouse virker det som en helt ny begyndelse for serien. Verdenen fået en omfangsrig ansigtsløftning; ikke kun i form af tekniske opgraderinger, men i næsten alle aspekter af præsentationen. Animationen er mere varieret, omgivelserne er mere detaljerede og der er blevet plads til flere unikke scener og situationer. Rent ud sagt bevæger, ligner og lyder spillet mere som en reel tegnefilm end nogensinde, hvilket er et virkeligt godt tegn for resten af sæsonen.

The Penal Zone er den stærkeste åbningsepisode i hele Telltales katalog. Foruden det grafiske fremskridt, kan episoden fortolkes som en reevaluering af den konventionelle adventure-formular, Telltale ellers plejer at fastholde. Processen føles mere flydende og gennemtænkt end før. Styringen kan til tider være akavet (Som i Tales of Monkey Island, trækker man musen for at gå, i stedet for at klikke på jorden), og der kan godt opstå noget koks med kameraet, men ellers er det et næsten fejlfrit kapitel og en god målestok for, hvor langt Telltale egentlig er kommet siden første sæson. Nybegyndere behøver heller ikke tøve; selv om der bliver refereret til de forrige sæsoner er det aldrig indforstået. Humoren kan måske endda være mere effektiv, da det kan hæve absurditetskvotienten.

Og det må man tage med sig, for Sam & Max er og bliver endnu en gang en blanding af crazy-komik, populærkultur og ren og skær kaos. Det er endnu uvist hvordan denne sæson kommer til at udvikle sig over de næste fire måneder, men det er under alle omstændigheder en fandens god start.