S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat

Stråler.

Jeg har enormt meget respekt for den østeuropæiske spilscene. Eller i hvert fald den kreative side. Den tekniske del er langt mere vanskelig at holde af; ustabilitet, bugs, mangel på grafisk optimering, dårlig lokalisering. Ja, listen er lang. Østblokkens voven ind i den interaktive sfære er ligeså lovende som den er fejlbehæftet.

S.T.A.L.K.E.R.: Shadow of Chernobyl fra ukrainske GSC Gameworks var med udgivelsen i 2007 en af frontfigurerne i denne invasion. Uendeligt ambitiøs, drevet af sjæl og lidenskab, men næsten opslugt i et vedvarende udviklingshelvede. Spillet blev sendt på gaden fyldt med fejl, med et endeligt resultat, der ikke opnåede det bestemte mål. Ikke desto mindre blev Shadow of Chernobyl omfavnet af en dedikeret skare af fans, som stadig er aktive i dag opslugt af universet og opsat på at fremtvinge det oprindelige koncept ved hjælp af mods (slå evt. S.T.A.L.K.E.R. Complete eller L.U.R.K. op, hvis du ejer Shadow of Chernobyl).

1

Velkommen tilbage til Zonen, stalker. Den har ikke savnet dig.

S.T.A.L.K.E.R. har en lang og broget historie, der oprinder fra en russisk beton-science fiction roman, samt Tarkovskys filmversion af selvsamme. Shadow of Chernobyl tog konceptet om en radioaktiv, aflukket "Zone" og placerede det på baggrund af nedsmeltningen i Tjernobyl i 1986. Det handler i bund og grund om de allerhelvedes-bestrålede omgivelser omkring det berygtede kernekraftværk. Katastrofen har sønderrevet området og medbragt ukendte mutationer og andre paranormale særheder, der tiltrækker lejesoldater og dusørjægere, som går under betegnelsen ”stalker”.

Shadow of Chernobyls nærmest kult-agtige status på PC-spilmarkedet har efter første spil medvirket at GSC Gameworks har haft både medvind og modvind i deres forsøg på at skabe en værdig opfølger og nå deres eget oprindelige mål. Det første forsøg var i 2008 med S.T.A.L.K.E.R. Clear Sky. Med en historie der gik forud for Shadow of Chernobyl, havde spillet større fokus på kampen mellem de mange forskellige fraktioner i Zonen. Kort fortalt kunne spillets struktur ikke bære dette system, og endte med at blive en meget rodet affære, der også forsømte mange af de atmosfæriske træk, der gjorde det oprindelige Shadow of Chernobyl så unik.

2

Der er ikke så meget åben konflikt denne gang, men der er stadig rig mulighed for at tømme sit geværmagasin.

Tredje gang er lykkens gang, som ordsproget lyder, og med S.T.A.L.K.E.R.: Call of Pripyat, har GSC Gameworks i sinde at genfinde gnisten i Zonen. Men er det lykkedes, eller har serien for alvor brug for et nyt perestrojka?

Call of Pripyat er den endelige efterfølger til Shadow of Chernobyl. Begivenhederne på kraftværket i det første spil er beholdt tvetydige, men - uden at afsløre for meget - fortsætter spillet historien om den mystiske Strelok. Dog skal man ikke forvente at blive klogere på Zonens kaotiske eksistens, idet handlingen denne gang er centreret omkring stalkerne selv; deres liv i Zonen, deres evindelige søgen efter success, deres overlevelse og død. Dette er måske tydeligst i selve rutinemønstret, som indbyggerne i Zonen gennemgår hver dag.

3

Call of Pripyat har et meget varieret æstetisk register, hvilket kan ses i de imponerende og foruroligende anomalier.

Dagsordenen er, som alt andet i Zonen, betinget af det allestedsnærværende kraftværk CNPP. På vilkårlige tidspunkter af døgnet udsendes bølger af kraftig radioaktivitet - "emissioner". Et rødt skær indhyller dit synsfelt, jorden skælver kraftigt, og man bliver straks advaret om at søge i sikkerhed, før det er for sent. Det føles som om himlen falder, og hvis man befinder sig midt ude i ødemarken, gælder det om at droppe alt, man har gang i, og se at komme i sikkerhed i en fart. Emissionerne inspirerer ærefrygt som få andre fænomener i spil. Det er træk som disse, der virkeligt sætter tonen og forstærker S.T.A.L.K.E.R.s stemningsgrundlag.

Med emissionerne bliver nye artefakter og mutanter spredt rundt i Zonen, og stalkerne bevæger sig derefter ud i vildnisset for at tjene penge til føden. Man konkurrerer selv mod dem, og hvis man vil, kan man tage kampen op - hvilket selvfølgelig gør dig meget upopulær. Spilleren er placeret i rollen som militærmanden Degtyarev, der er gået undercover som stalker for at finde en gruppe nedstyrtede helikoptere og undersøge omstændighederne bag ulykken.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!