Rise of Flight

Let som en fjer. Ladet med bly

Flysimulatorer har en lang og adelig historie på PC. Tilbage i computerens barndom var flysimulatorer som Red Baron (1990) med til at kickstarte PCen som spilplatform. Microsofts Flight Simulator 1 der udkom i 1982, var da også startskuddet på én af de ældste spilfranchises med 27 sine nu år under konstant udvikling. Serien er blevet så avanceret og realistisk, at den nu bliver brugt som undervisningsredskab af flyveskoler verden over. I januar 2009 var det foreløbig slut, og man kunne man læse at Microsoft fyrede hele holdet bag Flight Simulator-serien, selvom de siger at de vil fortsætte udviklingen af FS-serien.

I det hele taget har flysimulatorer haft det hårdt i de sidste ti år. I 1998 udkom Falcon 4.0 og i 2003 Lock On: Modern Air Combat, og så blev der ellers stille på markedet for realistiske flysimulatorer. I 2009 blev stilheden brudt med udgivelsen af hele to nye flysimulatorer. Den hyperdetaljerede simulering af den russiske Ka-50 kamphelikopter kaldet DCS Black Shark og den lidt hemmelige 'ninja'-udgivelse af Rise of Flight (ROF) sidste sommer.

1

Sværhedsgraden i ROF kan justeres så den passer enhver spillestil. Her er min Albatros.

ROF er en brillant flysimulator, der giver PC-spillere mulighed for at stifte detaljeret bekendtskab med luftkrigen og de fly, der blev benyttet på Vestfronten under 1. Verdenskrig. Flyvningens barndom er en både romantisk og nostalgisk tid og for mange en favoritperiode når det kommer til flysimulatorer. Der er ikke nogle avancerede radar systemer og buttonology at lære, og manualen til de små fly er da også til at overskue. Til gengæld har hvert af de små fly deres egen personlighed, der skal læres, hvis man vil være effektiv. Selvom jeg har fløjet simulatorer i mange år, tog det mig adskillige timer før jeg fik mit første kill i ROF. Det er hamrende svært at opnå den perfekte position bag en fjendtlig flyver og ramme ham med de anæmiske maskingeværer.

Luft til jord-elementerne er også gengivet med høj detaljegrad i ROF: de fleste store lufthavne på Vestfronten er gengivet historisk korrekt og fronten mellem de stridende hære er ligeledes korrekt gengivet med tanks, der bevæger sig over skyttegravene, og bjæffende antiluftskyts, der lyser himlen op med grå-hvide vatkugler, når man flyver over fronten eller i nærheden af fjendtlige lufthavne.

2

Udsnit af kortet - dette er en simpel autogenereret mission hvor to fly mødes i luften til dogfight.

Flysimulatorer er en udviklers matematiske fortolkning af den måde, hvorpå et bestemt stykke eksisterende teknologi virker og agerer med verden. Den kan være en F16 jetjager (Falcon 4), civile passagerfly (FS-serien) eller en kamphelikopter (Ka-50). Det er selvsagt lettest at fortolke moderne teknologi, fordi man vil have en masse eksisterende dokumentation og levende erfaring at støtte sin fortolkning op af. Når man derimod skal fortolke de umådelig graciøse små fly fra 1. Verdenskrig, er man derimod på herrens mark. Flyene eksisterer for de flestes vedkommende ikke længere i original fysisk form, og deres flyveegenskaber er stærkt diskutable. Datidens ingeniører nedskrev selvfølgelig de basale ting som for eksempel climb-rate og maksimal hastighed, men meget af denne dokumentation er gået tabt. Flyenes egenskaber i luftkampe er derimod baseret på subjektive noter og fortællinger fra de piloter, der fløj dem - ofte i form af 2.- og 3.-håndsfortællinger.

Kommentarer (4)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!