Red Faction: Guerrilla

Brandmand amok på Mars.

Bum! Bum! Bum! De strategisk placerede sprængladninger fjerner den sidste støtte under den hærgede fabriksbygning, og hele taget vælter ned i et bragende crescendo af ståldragere og tagplader over de ondsindede beboere. Hip hurra for eksplosiv nedrivning! I modsætning til de FPS-prægede forgængere er denne omgang af Red Faction dybest set en fattigmandsudgave af GTA, blot omplantet til de øde sletter på Mars, fremfor den pulserende Liberty City. Fattigmandsudgave fordi det pulserende liv, de gode sidehistorier og de mange udforskningsmuligheder fra Liberty City er som sunket i det røde støv. Men det er nu faktisk slet ikke så slemt som det lyder. For tilbage står et spil der til gengæld satser mere på den direkte og ukomplicerede tilfredsstillelse der ligger i bomber, granater og uforpligtende sjov og ballade.

Baggrundshistorien er en sammenkogt ret af alle de dårlige Sci-Fi film du nogensinde har set. I en fjern fremtid mødes du med din lillebror på Mars. Han er indblandet i et eller andet modstandskamp-halløj. Du ser ham blive dræbt af de åh så onde fascistiske besættere, så derfor sværger du nu hævn og slår dig sammen med rebellerne i deres kamp mod de onde undertrykkere fra EDF (Earth Defence Force). Men dette er altså den officielle undskyldning for at hærge sig igennem Mars’ 6 sektorer, én efter én, med håndvåben og eksplosiver som de glade budbringere af frihed til de undertrykte masser. Men i det mindste har udviklerne holdt antallet af cutscenes til et minimum. De har nok godt selv været klar over, at det ikke var Pulitzer-materiale de havde mellem hænderne her.

1

På Mars har de et ordsprog: “Lille pistol, stor eksplosion”.

Som i de tidligere Red Faction-spil så er også Red Faction: Guerrillas egentlige claim to fame muligheden for at smadre sine omgivelser til ukendelighed på mere eller mindre opfindsomme måder. Sprængladninger, missiler og bomber går hånd i hånd med rambukangreb med enorme minekøretøjer i ens forsøg på at fjerne et hvert spor af besættelsesmagten fra Mars røde overflade. Og det virker faktisk. Der er en primitiv men effektiv tilfredsstillelse i at hærge og molestere alt omkring sig – som at blive sluppet løs på en sandstrand med 100 sandslotte der er lige til at trampe i.

Spilmotoren bag løjerne er opkaldt efter evnen til at omforme omgivelserne efter behandling med eksplosive nedrivningsmetoder. Geo-Mod (Geometry Modification) 2 hedder den, og den fungerer faktisk ganske overbevisende hvad angår det nedrivningsmæssige. Husene skvatter ganske overbevisende sammen, alt efter hvilke bærende elementer man fjerner først. Dette giver også mulighed for at bruge fantasien, og med de rette placeringer af sprængladninger kreere lækre domino-effekter hvor det ene hus tager det andet med i faldet. Og så er det op til en selv om man vil være den omhyggelige type, der nænsomt placerer sine bomber som en omhyggelig kirurg, eller om man hellere vil satse på hulemandmetoden og bare tæske alt hvad man har af eksplosiver af sted, uden at se sig for.

4

Født i vandmandens tegn, på job i brandmandens.

Til gengæld kommer Geo-Mod 2 ikke helt så effektivt til udtryk på det rent grafiske område. Mars er da pænt rød i det, men ellers er landskaberne godt nok lidt ensformige, og det ville være synd at sige at grafikken som sådan er imponerende, hvilket vel i virkeligheden er en bøf der tilfalder en lav designprioritet, frem for mangler i Geo Mod 2. Til gengæld er opdateringshastigheden nogenlunde jævn, undtagen i de mest heftige nedrivningssituationer. Værd at nævne er også de faretruende knirkelyde som hårdt sårede bygninger vånder sig med, når de er døden nær. Et klart lyspunkt på en ellers lidt anonym lydside.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!