Eurogamer.dk

Red Dead Redemption • Side 2

En ladet pistol eller en skovl?

Det er en klar modsætning til Niko Bellics fortælling om afhuggede børnehænder foran en kirke på Balkan. Man bliver aldrig fortrolig med duellen mellem Marstons fortid og forsøg på et civiliseret liv, og derfor rejser der sig kun en flig af medfølelse, når slutscenen rammer. I det hele taget er det en anelse skuffende at træde ud af Red Dead Redemption. Det kunne have været en fabelagtigt fortælling om en betydningsfuld æras storhed og forfald, men kun i visse missioner får du fornemmelsen for livet i utryghed, hvor både mennesket og naturen presser på udefra. Der er langt imellem scener som dem, hvor du ser en families lade sat i brand af lovløse, eller ser en kvinde blive kidnappet og voldtaget af grumme banditter – de scener, der fanger uvisheden i nybyggernes liv. Rockstar har vitterligt kunne sætte sine titler i bedre kontekster end Red Dead Redemption.

Ser man bort fra den manglende kvalitet mellem linjerne, byder selve spillets missioner dog på god genoprejsning i sin underholdningsværdi, om end de helst skal nydes i bidder. Som udgangspunkt er spillet et tredjepersons gun-and-cover-spil fuldstændig som GTA IV, men drejebogen er centreret omkring Dead Eye, der er spillets største salgsargument. Med dette kan du sløve tiden ned, markere fjender og til sidst tømme dit magasin på et splitsekund. En fantastisk fed effekt, der fanger spaghetti-western-stilen og gør actionelementerne utroligt morsomme. Ud over sløve opbrud med at guide kvæg og jage fugle væk fra kornlader, er hovedparten af missionerne bygget op omkring Dead Eye og det øvrige våben-gameplay. Det handler om at skyde masser af fjender, enten på afstand, på klos hold, på hesteryg eller som passager i en diligence. Det er tåleligt i og med, at Dead Eye fungerer så eminent, men i lange sessioner bliver det også en kende ensformigt.

3

Undervejs må du udføre det beskidte arbejde, som selv ordensmagten ikke tør.

Spillet kaster ikke nær så mange overraskelser ind som GTA IV. Det hjælper heller ikke, at sværhedsgraden bygger på udødelighed bag dækning og 10-15 fjender, der bliver stående de samme steder uden at forsøge at flanke dig. Du føler dig ikke udfordret. Styringen til fods bærer præg af samme klodsede elementer som GTA4, hvor du ikke drejer på en femøre og derfor ofte ender bag forkerte covers i snævre områder.

Det øvrige af spillet foregår som et traditionelt sandboxspil med store områder, du gennemtraver på hesteryg. RAGE-motorens skift fra biler til heste er klaret forbavsende godt, og det bliver hurtigt naturligt at accelerere, bremse og navigere hesten. Rutevejledningen fungerer fortrinligt, og gider du ikke de lange rejsetider, kan du teleportere direkte til dine waypoints. Som erstatning for taxaer sker dette via lejrbål -- en forholdsvis åndet konstruktion, men praktisk.

En introduktion til den store, men ikke ubetinget sjove, multiplayer-del.

Selve rejsen på hesteryg er dog værd at tage, da du her oplever Red Dead Redemptions største styrke: friheden ved at opleve Det Vilde Vesten, Præriens økosystem og uforudsigeligheden, når mørket falder på. Spillets øde verden byder paradoksalt nok på det mest livlige sandboxspil nogensinde. Mens du rejser fra A til B opstår der spontane scener med hestetyveri, ungmøer i nød, overfald, og du kan vælge at deltage i konflikterne eller blot ride videre.

4

Skydescener med rigelig Dead Eye er et stort omdrejningspunkt for spillet.

Uforudsigeligheden hersker, for du kan aldrig vide dig sikker på, om det er en fælde med dødelig udgang. De øde marker bærer også et rigt dyreliv, hvor du indgår som en sårbar del af fødekæden. En gruppe ulve nedlægger let dig og din hest, og gribbe cirkulerer i nattehimlen for at lade naturen gå sin gang. De spontane scener og selve oplevelsen af dyreliv, hvad enten du er i en sneklædt tundra eller en gold ørken, opfordrer dig indirekte til at søge faren og spændingen ved ødemarken. Oplevelsen bliver krydret af spillets dag-og-nat-cyklus, hvor du tydeligt fornemmer den elektriske aftenluft, græshoppernes summen og vindens susen i bjergene. Rockstar har forfinet sandbox-oplevelsen enormt, for det er ofte sjovere at knalde en time af vilkårlige rideture end at klare selve hovedkampagnen. Denne del af spillet viser en stor fremtid for genren.

Kommentarer (11)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...