Med klassikere som Wolfenstein, Doom og Quake på cv’et virker det mindre som en påstand end en konstatering af fakta, når man siger, at id Software har opfundet first person shooteren. I første halvdel af 90’erne var id under ledelse af to gange John (med efternavnene Carmack og Romero) et af computerspilbranchens absolut stærkeste hold. Carmack var det tekniske geni, Romero den visionære spildesigner og tilsammen syntes intet at kunne stoppe dem. Bortset fra deres egen succes.
Efter længere tids interne slagsmål forlod John Romero id efter udgivelsen af Quake 1996, og siden da har firmaet udelukkende koncentreret sig om at lave fortsættelser af sine franchises. I virkeligheden er det nok snarere Carmacks engines, der har været ids reelle produkter de sidste mange år, og spillene fra det engang så innovative firma, fungerer mere som demoer af ny teknologi. Doom 3 var et strålende eksempel på dette. Visuelt var det klasser over alt andet på markedet, men med et pinligt gammeldags gameplay, der viste, at id for længst var blevet overhandlet indenom af udviklere som Valve.
Da Eurogamer.dk før E3 mødte op til en præsentation af ids nyeste spil, Rage, var det i håb om at få gjort noget af tvivlen til skamme – og ikke mindst at få troen tilbage på id som et spilfirma, der kan andet end at malke deres cash cows. Creative director Tim Willits indleder da også sin præsentation med at reflektere lidt over den udvikling som computerspil har undergået, og konstaterer at spillerne i dag forventer mere end simpelt ”run & gun”-gameplay, som vi kender fra Doom og Quake. Det er en udmelding, som det er svært at være uenig i, men samtidig virker det også lidt som en erkendelse, der kommer nogle år for sent.
Den nye id Tech 5-teknologi får den hærgede fremtidsverden til at stråle.
Det er heller ikke spillets handling eller koncept, der i første omgang overbeviser os om, at id endelig har genfundet innovationen. Rage udspiller sig i en postapokalyptisk fremtid, og for alle der har været turen omkring Fallout 3 eller Borderlands, er det her velkendt område. For en gangs skyld ikke er det dog ikke menneskehedens egen stupiditet, der har fået jorden til at gå under, men derimod en asteroide fra det ydre rum.
Jordens forskellige lande går sammen om at bygge nogle gigantiske beskyttelsesrum, såkaldte Arks, hvor menneskeheden kan bo, mens de venter på, at jordoverfladen bliver beboelig igen. Men den Ark, som spilleren befinder sig, bliver beskadiget, og man ender derfor med først at forlade Arken mange år efter, at den øvrige befolkning er vendt tilbage til overfalden. Her har verden i mellemtiden udviklet sig til noget, der kunne være hentet direkte fra en Mad Max-film, hvor den overlevende befolkning har forskanset sig i nye byer, konstant under trussel fra bander af psykopatiske forbrydere og mutanter, der hærger ødemarken udenfor.
På trods af de nye elementer er Rage stadig et rigtig id-skydespil.
Ligesom Fallout 3 og Borderlands, foregår Rage i en åben verden, hvor man kan frit kan bevæge sig hvorhen man vil, og man når ikke at bevæge sig ret langt, før det slår én, hvor vanvittigt flot Rage egentligt er. Ørkenomgivelserne ser, hvor underligt det end lyder, overraskende varierede ud med landskaber, der ser ud som noget fra en klassisk John Ford-western. Spillet anvender den nye id tech5-engine, der ved hjælp af MegaTexture-teknologien, gør det muligt at skabe omgivelser, der ikke bare består af de samme kopierede objekter, men hvor hver eneste sten, træ og busk er unik. Et andet område hvor Rage virkelige er helt uden sidestykke er i figuranimationen. Personernes bevægelser er bløde og helt ufatteligt naturlige, selv ned i små detaljer som måden, de gestikulerer og bevæger fingrene på. Alt dette betyder dog også, at Rage er et spil, der kommer til at fylde godt på harddisken. Xbox-versionen kommer til at fylde to hele DVD’er, men det skulle kun være nødvendigt at skifte disk én gang i løbet af spillet.
