Prison Break: The Conspiracy

Fastlåst.

Det er nu et stykke tid siden at første sæson af Prison Break tonede frem på skærmen i de danske hjem. Serien med den kronragede helt Michael Scofield, der på snedigste vis forsøger at bryde ud af spjældet med sin broder, havde en fortræffelig første sæson, men kvaliteten dalede desværre med hver ny sæson herefter. Sidste afsnit er for længst blevet sendt, og det virker derfor lidt underligt, at der først nu er kommet et spil bygget over serien.

Spillet følger tv-serien kronologisk gennem første sæson, men i stedet for at spille som fjernsynshelten Scofield, tager du i stedet kontrollen over den hidtil ukendte FBI agent Tom Paxton. De høje herrer hos FBI har mistanke om, at der er noget i gære. Det bliver derfor din opgave som undercover-indsat at infiltrere fængslet og finde ud af, hvad den unge mastermind Scofield pønser på. Som et udgangspunkt for et spil må man give point for at udviklerne ikke blot har kørt den sædvanlige rute og lader dig spille som helten i en typisk computerspilsversion af de oprindelige afsnit. De har rent faktisk forsøgt at lave en sideløbende historie, der afdækker flere facetter af det velkendte tv-plot. Desværre må det siges at være løst på en temmelig kedelig facon. Hovedpersonen Paxton når i løbet af spillet aldrig at blive en interessant personlighed i den kønsløse udgave af, hvad der ellers kunne have været en spændende fortælling.

Livet i fængslet er fyldt med ting du kan foretage dig, og spillet forsøger da også at holde et forholdsvist åbent gameplay. Du har dog altid et hovedmål (markeret med et X på kortet), som spillet guider dig hen imod. I fængselsgården er det muligt at starte slåskampe med dine medindsatte. Det er dog et usædvanligt upræcist system, der bestemmer, hvem du kan angribe. Ofte kan du slå huller i luften, mens du står klods op af en potentiel modstander, uden at der sker noget som helst. Lykkedes det at starte en kamp, har du et sørgeligt lille arsenal af bevægelser at gøre godt med. Der er tre forskellige typer slag, og du får aldrig muligheden for at gøre det mere avanceret.

Selvom du har mulighed for at træne med boksebold eller med vægte i fængselsgården, belønner de dig blot med lidt hastighed og styrke og desværre ikke med flere typer slag eller spark. Besejrer du din modstander, rejser vedkommende sig op og fortsætter sin daglige færden som om intet var hændt. Denne robotagtige adfærd er kendetegnende ved alle de computerstyrede figurer i spillet - og det er en skam. Prison Break: The Conspiracy virker hurtigt som en meget begrænset legeplads at færdes på.

1

Hvis jeg nu bare sidder helt stille, tror han nok at jeg er en statue og fejer videre..

Efterhånden som du avancerer i graderne i fængselshierarkiet, bliver du tildelt forskellige typer opgaver. Her åbner sig blandt andet spillets snigemissioner. I forskellige sammenhænge skal du liste rundt uden at blive opdaget. Sker det mod forventning, starter du forfra på den pågældende mission. Forskellige scriptede animationer udspiller sig for øjnene af dig, mens du observerer fra skyggerne og de byder på flere perspektiver af historien, vi kender fra tv.

Her er der virkelig lagt op til spænding, mens du kæmper for ikke at blive opdaget. Nervepirrende bliver det dog aldrig! De vagter, du gemmer dig for, virker som sagt ufatteligt mekaniske og opfører sig højst urealistiske. Hver af disse computerstyrede tosser følger et stramt bevægelsesmønster og viger aldrig fra deres mekaniske adfærd. Enkelte gange kunne jeg spankulere helt tæt forbi vagterne uden at blive opdaget. Andre gange havde de lugtet mig på lang afstand, selv om jeg var langt uden for deres realistiske synsfelt. Det er et klodset system, og det ender som regel med, at du lærer vagternes bevægelsesmønstre uden ad, for derefter let at kunne gå igennem banen. Indlevelse skaber det i hvert fald ikke.

2

Hey vent et øjeblik! Var det ikke en mand der kom flyvende der? Nå, jeg tror bare jeg fortsætter som om intet var hændt...

Det er generelt en fin ide, at programmørerne har lagt en vis diversitet ind i spillet ved at hente inspiration fra forskellige genrer. Men når det er tilfældet, kunne de så ikke blot følge en af disse genrer til døren og gøre det ordentligt? Præcist som vi kender det fra andre spil i sandkassegenren, fungerer et åbent gameplay fint, men i Prison Break bliver du konstant bremset af usynlige vægge og korridoragtige baner. Du er fanget i forskellige områder, der ikke giver dig nogen mulighed for interaktion. Du kan altså kun interagere med de figurer og steder, som spillet med hård hånd har bestemt skal være tilgængelige på forhånd.

Fighting-genren er også svagt repræsenteret. Med et træningssystem, hvor du har mulighed for at blive hurtigere og stærkere, var det ellers oplagt at få adgang til et mere avanceret kampsystem. Et par kombinationsangreb, der kunne lægge afstand til det, vi er endt med: Slå, Slå..Blokér..Slå! Til sidst er der adventuregenren: Den filmiske historie kunne her have været godt fortalt og skabe en fortælling, som vi oprigtigt ville være interesserede i at følge til ende. Det sætter spillet hurtigt en stopper for, da selv introfilmen er præget af død optakt og livløse figurer. Troværdigheden udebliver.

3

Sidst på dagen fik vi lov at komme på legepladsen, hvor alle børnene kunne lege uforstyrret... Alt i alt en dejlig dag i fængslet.

En ting, der dog hæver ethvert licensspil op fra mængden, er brugen af de rigtige skuespillere til stemmesynkronisering. Personerne ligner sig selv fra fjernsynet, og det er altid godt at høre den originale baggrundsmusik samt opleve de rigtige stemmer. Især tv-seriens karismatiske skurk, T-Bag, er godt indtalt og skinner igennem på trods af de dårlige animationer. Det kan dog ikke rette op på, at der generelt er alt for mange ting der frustrerer i Prison Break: The Conspiracy. Et ensformigt forløb og et missionssystem, der aldrig giver dig en følelse af frihed, sætter en brat stopper for den morskab, du ellers kunne have i Penn State fængslet. Var spillet udkommet på samme tid som første sæson af tv-serien, kunne det måske have skabt en smule mere interesse. Her et års tid for sent på den, drukner det desværre i mængden af titler, der gør det både flottere og bedre.

Vil du have et snigespil, så venter Sam Fishers næste spil lige om hjørnet i Splinter Cell: Convction, og er du til ubegrænset frihed, er der altid Grand Theft Auto IV at ty til – og i maj western-eposen Red Dead Redemption. Alt i alt kan jeg desværre ikke anbefale Prison Break: The Conspiracy til andre end de mest hardcore fans af tv-serien, og selv dem vil jeg i stedet råde til endnu engang at sætte første sæson i DVD-afspilleren og – helt uden påkrævet, oppustet interaktion - nyde den faktisk ganske spændende tv-serie om T-bag, Scofieldbrødrene og et fængselsudbrud, der aldrig har kendt mage.

3 / 10

Læs om vores karaktersystem Prison Break: The Conspiracy Morten Roed Frederiksen Fastlåst. 2010-04-15T11:25:00+02:00 3 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!