Operation Flashpoint: Dragon Rising

Angreb er det bedste forsvar.

Jeg mindes fornemmelsen af at kravle rundt i budskadset sammen med mine soldaterkammerater. Beskidte og godt brugte efter at have spejdet efter fjendtlige tropper det meste af natten, og endda at have været under beskydning fra morterer. Det var benhårdt at være soldat. Især ud på de lange timer på natten, hvor vi kørte på dampene fra de colaer, vi havde købt oppe ved disken på netcaféen. Det første Operation Flashpoint var en god oplevelse. Det var bestemt også ubarmhjertigt, for spillets mangfoldighed gjorde det også ekstremt sårbart over for et væld af fejl, der ikke blev patchet lige med det samme – for ikke at tale om spillets realisme, der ikke var bleg for at rive armen af dig og tampe dig med den, hvis du var for uforsigtig.

Operation Flashpoint: Dragon Rising er den første opfølger til Operation Flashpoint. Det er ikke en egentlig to’er, for alle rettighederne til at lave fortsættelser ligger hos Bohemia Interactive, der lavede det første spil – og derfor mangler spillet et to-tal i titlen. Rettighederne til navnet ligger dog hos Codemasters, og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade Bohemia Interactive prøve kræfter med spillet igen – i hvert fald ikke lige med det samme. Istedet har Bohemia Interactive beskæftiget sig selv med Armed Assault og Armed Assault 2 (ArmA II) spil, der begge ligner Operation Flashpoint utroligt meget, både teknisk og grafisk. Armed Assault-serien er så at sige de reelle fortsættelser til Operation Flashpoint, og har allerede en stor fanskare.

Bohemia Interactive selv har også tidligere udsendt en pressemeddelelse, hvori de frasværger sig alt hvad der har med Codemasters nye projekt at gøre, da de ikke har andet med serien at gøre end at de ejer navnet ”Operation Flashpoint”. Det betyder dog ikke at Operation Flashpoint: Dragon Rising kan afskrives som en dårlig kopi, for Codemasters har så stor tiltro til navnet, serien og krigsscenariet i det hele taget, at de har sat et af deres egne, interne udviklerhuse på opgaven.

6

En typisk skovtur på øren Skira, det belejrede omdrejningspunkt for spillets lidt søgte historie.

Resultatet er Operation Flashpoint: Dragon Rising, halvt spil, halvt krigssimulator, hvori du spiller forskellige ledere af små enheder på fire mand, der kæmper sig over øen Skira, der ligger nær Alaska. Øens historie strækker sig helt tilbage i 1600-tallet, hvor de første nationer koloniserede den. Skira tilhører i spillets tidsaleder Rusland, men efter at massive oliereserver er fundet på øen, vælger Kina at sætte deres styrker i land på øen, mens de hævder at øen altid har tilhørt dem. Rusland føler sig truet, og kalder på USA – deres nyeste allierede. USA beslutter sig for at støtte Rusland med deres egne styrker – og midt i balladen sidder du.

4

Sådan en fætter her får du kun lov til at lege med, hvis du sniger dig ind i én under spillet. Der følger ikke pilotcertifikat med i kampagnen.

Spillet er ikke særligt tungt på historie, så de godt 11 missioner, som spillet er spredt ud over, har ikke fokus på historiefortællingen. De varierer lige fra at redde nedstyrtede helikopterpiloter ud af en besat landsby, til at snige sig ind i ly af natten, for at sprænge en oliepumpe i luften. Manglen på egentlig historie er i orden, for Flashpoint bygger mere på muligheden for at tage et givet scenarie og planlægge, hvordan du vil løse problemet. Første gang følger du sikkert planen, men anden gang er der plads til kreativ tænkning. Det er ikke alle missioner, der egner sig lige godt til at du leger lidt med løsningerne, men tilfredsstillelsen er stor, når du får sneget dig ind på de kinesiske spejdere, der ligger og sender de allieredes koordinater til mortérerne nogle kilometer derfra.

Kommentarer (5)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!