No More Heroes 2: Desperate Struggle

Sværd nok.

Titler henvendt til det voksne publikum er mere undtagelsen end reglen når det kommer til udgivelser rettet mod den kære Nintendo Wii. Af samme grund er konsollen af nogle – usle skeptikere! - blevet kaldt et stykke legetøj, der hører til på et børneværelse.

Til disse ikke-troende vil jeg blot sige: Spil en halv time No More Heroes 2: Desperate Struggle, og fortæl mig derefter, om du vil lade din femårige deltage i nedslagtningen. Desperate Struggle er absolut ikke for børn, men det gør det absolut ikke mindre fantastisk.

De af jer, der har prøvet det første No More Heroes, vil allerede have stiftet bekendtskab med Santa Destroy. Byen hvori vores hovedperson, Travis Touchdown, for tre år siden kæmpede sig til toppen af United Assassin Association's rangliste, og efterfølgende valgte at trække sig tilbage.

De af jer, der ikke har prøvet originalen, vil muligvis finde det en kende mærkværdigt, pludselig at befinde sig i en by fyldt med lejemordere, der via kampe til døden kæmper om at nå toppen af en rangliste. Men vælger man – ligesom mig - at tage sig tid til at læse op på historien, og herigennem finde ud af at Travis blot var en animé-nørd der købte et beam katana (et lyssværd!) via nettet, for at kæmpe i UAA, ja, så finder man ud af, at historien ingen mening giver, og at det forresten også er fløjtende ligegyldigt. Af samme grund er der ikke nogen gennemgang af den tidligere historie i Desperate Struggle, for som hovedpersonen vender sig mod kameraet og siger i introen: Hvem gider spilde sin tid på det?

Desperate Struggle handler nemlig ikke om en avanceret historie der med besynderlige plot twists kan holde dig fanget i timevis. Nej det handler om ultra blodige kampe mod den ene mere bizarre lejemorder-modstander efter den anden, krydret med retro-minigames og nå ja, muligheden for at pimpe dit outfit undervejs i nedslagtningen. Tvang du mig til at placere No More Heroes genremæssigt, ville jeg kalde det et crazy-ass-japanese-splatter-fighting-adventure-animé-spil, og så desuden bede dig rende ned til din lokale spilpusher og hente det for at undgå yderligere pinligheder.

1

Og så lige en midterskilning for at slutte af.

Plottet går dybest set ud på at du skal hævne mordet på din bedste ven. Morderen befinder sig tilfældigvis på førstepladsen af UAAs liste, og dermed skal du kæmpe dig vej igennem en lang række modstandere, før du endelig kan nå frem til kampen mod superskurken. Hver modstander befinder sig på et bestemt sted i Santa Destroy, og for at nå frem til hver af dem, skal du kæmpe dig vej igennem alle deres lakajer.

Selve spillet foregår i fuld 3D med et kamera der følger dig i tredjeperson. Navigering sker med en kombination af din Wii-controller og din nunchuck, hvor du med forskellige kombinationer af knapper kan lave spark og slag og på den måde nedsable dine modstandere. Har en modstander fået tæsk nok, får du mulighed for at lave et afsluttende move mod ham, i stil med FINISH HIM! fra Mortal Kombat-spillene. Disse moves går som oftest ud på at skære ham over enten på langs, på kryds eller på tværs med en ordentlig omgang blod sprøjtende udover det hele til følge. Undervejs lærer du også en række wrestling-greb, du kan bruge i stedet, men personligt fandt jeg tilfredsheden ved blodpølen langt større end de lidt fesne greb. En fin lille detalje er, at der efter hvert kill køres en tur på en spillemaskine, og får du her tre ens, forvandles Travis til en tiger, der med lethed nedlægger de stakkels modstandere, der måtte komme i vejen. En skør idé, der fortæller lidt om, hvor fuldstændigt gakket en serie, vi her har med at gøre.

2

Pff… motorsav.

Kommer man undervejs til at finde den endeløse nedslagtning af bøller og bosser en kende ensformigt, er der mulighed for at bruge tiden på andre aktiviteter. Disse aktiviteter - der indbefatter at få nye våben, nyt tøj og at træne i gym-centeret, for at forbedre din energi og den skade du giver - kræver penge og for at få penge skal der arbejdes. Arbejdet i Desperate Struggle består af ultrasimple, retroinspirerede 2D-spil, der samtidigt fungerer som en fin afveksling til kampene.

Alt i alt er No More Heroes 2: Desperate Struggle en gennemført anderledes spiloplevelse, der med sin humor og sit ultravoldelige gameplay leverer en tiltrængt afveksling fra de mere gængse Wii-titler. Lægger man dertil, at spillet både i film sekvenser og i selve gameplayet leveres i en lige så unik cel-shaded grafisk stil - der er noget af det flotteste jeg personligt har set til Wii'en – sidder man tilbage med en titel jeg varmt kan anbefale. Det på trods af at der til tider kan være irritationsmomenter med et noget flyvsk kamera.

8 / 10

Læs om vores karaktersystem No More Heroes 2: Desperate Struggle Rasmus Max Petersen Sværd nok. 2010-06-14T10:43:00+02:00 8 10

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!