Nintendo leverede traditionelt E3-show

3DS vist frem. Flere kernetitler på vej til Wii.

Nintendo leverede en meget traditionel optræden, da de tidligere på aftenen dansk tid afholdte deres årlige pressekonference i forbindelse med E3-messen i Los Angeles, USA.

Foruden den nye håndholdte 3DS, havde de nemlig i særdeleshed fokus på de allerede etablerede spilserier, der ellers har været savnet i en årrække.

Zelda, Donkey Kong Country, Kirby, Metroid, Golden Sun, Goldeneye, Kid Icarus, Epic Mickey med flere, var således højdepunkterne på en aften, hvor Nintendo for alvor trak på deres katalog af berømte spil.

Zelda gjorde en ventet ny entre, komplet med 1:1 motionplus-baseret kontrol, ligesom Retro Studios var klar med et reboot af Donkey Kong Country-serien.

Derudover var Kirby igen at finde på en Nintendo-hjemmekonsol, hvilket er første gang siden midten af halvfemserne. Med karismatisk 2D-grafik og den sædvane hyperglade Kirby-stemning stod Nintendos lyserøde maskot for en af aftenens største overraskelser.

Der blev også plads til et gensyn med N64-klassikeren Goldeneye, der bliver nyfortolket af Activision på Nintendo Wii. De to spil har som sådan intet tilfælles, bortset fra navnet, men alene denne skulle sikre titlen megen opmærksomhed, når den udkommer senere på året.

Warren Spector fik lov at demonstrere det ventede Epic Mickey live under konferencen, og i modsætning til første pressevisning gav spillet et langt bedre indtryk. Epic Mickey benytter sig af hele Disney-repetoiret, dog sat i en mere dyster stemning, hvorfor udviklerne også har fundet plads til de klassiske sort-hvide mickey-striber, der danner rammen om små 2D-baner i spillet.

Kommentarer (0)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Ingen kommentarer fundet, sorry du gamle.