Need for Speed World

Kan bilspil være rollespil?

Hvis du er glad for fart og MMOer, men ikke lige synes at hestevæddeløb i World of Warcraft er sagen, kan det være, at EA/Black Boxs nyeste tilføjelse til EAs linje af 'freemium'-spil kan hjælpe dig!

Need For Speed World er et online spil, der prøver - hvor andre har fejlet - at kombinere racinggenren med MMOgenrens overvældende popularitet. Der er bygget en stor og flot verden at udforske. Hvis du spillede en masse NFS: Hot Pursuit og NFS: Carbon, vil store dele af byen nok se meget bekendt ud. Der er lagt stor vægt på tilgængelighed. Spillet er let og hurtigt at komme i gang med og kan køre på stort set enhver maskine, der har en puls. Jeg prøvede det på tre forskellige maskiner af varierende konfiguration fra en netbook, der kun lige klarede minimumskravene til min primære maskine. Den eneste forskel her var hvor lækkert det hele så ud. Spillet kørte ellers glimrende på alle tre.

Spillet er delt ret hårdt op i tre dele: Klassiske løb, Pursuit og Exploration. Løbene er som man kender dem og foregår mod op til 8 modstandere, der enten kan være AI styrede, tilfældige andre eller folk fra din venneliste. De forskellige baner er små udsnit af den store by, og man kan se, hvor de enkelte løb starter ved at se på sit kort. Fra kortet kan man endvidere vælge at teleporte direkte til et løb, man ønsker at deltage i. Herefter er det bare at sætte sig i kø til den bane. Når der er fundet nok spillere, går løbet i gang. Man kan sådan set bare springe direkte til den sidste del, ved bare at gå i køen til et løb direkte fra sit kort. I starten var det ikke mange modstandere, man kunne støve op, men det er blevet langt bedre nu – især i den gratis del af spillet. Der kan på de højere levels stadig være lidt problemer med at finde 8 andre på enhver bane. Dette kommer naturligvis også an på tiden af døgnet. Til natteravnene kan det nævnes, at man frit kan vælge imellem at logge på de Europæiske servere og de Amerikanske. Det synes jeg nu er en meget fin feature.

1

Til trods for at have modtaget en Mazda Speed 3, købte jeg stadig denne Toyota, der er en mere blank udgave af min egen bil fra gymnasietiden.

Under et løb har man muligheden for at benytte diverse Powerups, der gør det hele lidt sjovere. Der er en rimelig god vifte at vælge imellem bl.a "Nitrous", der giver et boost til hastigheden i en periode, og "Traffic Magnet", der giver den civile trafik et ihærdigt ønske om at torpedere din nærmeste modstander. De forskellige Powerups er lige svage nok til ikke at skabe ubalance, men stadig med nok effekt til at skabe sjov. For mig er glæden ved at vinde ikke særligt stor, når alle bare har kørt pænt. Det føles bedre, når man har overvundet alle de andres feje tricks og sejret!

Den del af spillet, hvor jeg foreløbigt har haft det sjovest, har uden tvivl været Pursuit. Det er lidt en skam, når det egentlig er et singleplayeraspekt af spillet. Man starter en politijagt ved at være næsvis overfor ordensmagten. Dette gøres lettest ved køre direkte ind i dem. Herefter bliver du flydende ført over i dit eget eksemplar af verdenen, uden de andre spillere, hvor du kan lave al den ravage du ønsker. Du ønsker at lave meget ravage, da det, sammen med tiden du har været på flugt, kommer til at afgøre, hvor meget Reputation (NFSWs ord for Experience Points) du får ud af det hele. Politiet bliver gradvist mere og mere sure på dig, og det bliver sværere og sværere at slippe væk, når politiet rykker ind med stærkere biler og endnu flere afspærringer.

2

Man kan helt oprigtigt mærke hjertet banke når en politijagt begynder at spidse til!

I Pursuit har du også Powerups til at hjælpe dig. En af mine favoritter er "Emergency Evade", der er et slags Area of Effect angreb, der frastøder politibiler i en radius rundt om din bil, hvis du skulle finde dig tvunget op i et hjørne. Herudover er jeg også glad for "Juggernaut", der faktisk er en Powerup ment til normale løb, men viser sig enormt effektiv, når man skal brage igennem en vejspærring. Der er gode penge og god reputation at hente i Pursuit, hvis man har nerverne til det. Hvis man skulle blive fanget, koster det en bøde, men du får stadig lidt trøste-reputation.

Exploration kommer det til at blive lidt svært at snakke om, da mulighederne er meget begrænsede. Der er foreløbigt kun ét område specifikt til exploration: Det lokale stadion. Her kan man mødes med andre, bumpe ind i hinanden uden formål og tage billeder af sin øse. Det er muligt at der er planlagt noget mere kød på dette "mode", men foreløbigt er det bare et navn for at cruise rundt i byen (en ting, der dog også er meget hyggeligt – byen er stor og flot bygget). Når man bare kører rundt i byen, kan man ikke støde fysisk ind i andre spilleres biler, hvilket egentlig er lidt kedeligt.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!