De forskellige løbstyper omfatter de gængse typer, som kendes fra de fleste andre racerspil. Enkeltløb, løbsserier, tidskørsler, 1 mod 1 og så som lidt af en joker, drifting. Drifting virker dog som lidt af en påklistret feature. For det første er sværhedsgraden helt umanerligt høj i forhold til de øvrige løbstyper, og for det andet stikker det noget ud i forhold til det ellers ret saglige og anti-’gangsta’ fokus, som EA faktisk har forsøgt at udstyre denne reboot af NFS-franchisen med. Udover den evige trang til penge og flere biler, forsøger spillet også at fastholde interessen ved at strø rundhåndet omkring sig med såkaldte ’badges’. Små mini-achievements, der flyder i en lind strøm efter hvert løb. Oven i dette opererer spillet også med bonus points for vilde manøvrer, belønninger som fungerer som en form for XP og fra tid til anden lader spillere stige i level, med små bonusser til følge. Det virker ret godt i starten, hvor man ivrigt følger med, når point og badges gøres op efter løbet, men i det lange løb ender man med at springe det over. Det havde klædt spillet at luge lidt ud i fyrværkeriet.
Mellem løbene er der mulighed for at bruge sine præmiepenge på at udbygge sin bilsamling eller at opgradere sien biler i garagen. Udvalget af biler i Shift er rimeligt - men ikke prangende. Sådan lige tilpas. Der er også mulighed for at tune og finindstille sin bil på en række settings, men det er simpelthen gemt så langt væk i undermenuerne, at det ikke er noget, som forekommer naturligt at gøre. Desuden er der så få informationer om de baner, man kører på, at det er nærmest umuligt at forudse, hvad det egentlig er man kunne have brug for i det kommende løb.
Ved høje hastigheder simulerer spillet 'tunnelsyn' ved at sløre instrumentbrættet.
Men Need for Speed: Shift har også et par ganske fine tiltag, som jeg ikke har set før og som styrker indlevelsen i spillet. For det første er der indbygget en ret fed grafisk effekt, der ryster og slører billedet og dræner farverne på skærmen, for at simulere de fysiske effekter på kroppen efter sammenstød. Og når man er helt oppe i de høje hastigheder, er det kun vejen der står skarpt i billedet, mens instrumentbræt og kabine glider ud i en sløret masse, der skal illustrere øjnenes fiksering på asfalten, der hviner afsted under hjulene. Begge disse effekter understøttes af, at spillet som standard satser på en ”in-cockpit”-synsvinkel gennem kørerens øjne, hvor netop disse effekter træder bedst frem. Spillet simulerer simpelthen kørslens påvirkning af fysik og sanser, og det fungerer rigtig godt.
I det hele taget er der faktisk mange positive takter at spore i Need for Speed: Shift. Om ikke andet er det befriende at komme ud af det hjørne som serien ellers var ved at have malet sig op i, med stadig mere urealistiske og påtagede street-seje racerspil. Det starter faktisk også rigtigt godt, med sjove løb, masser af belønninger og fede, nye grafiske effekter. Men desværre taber spillet lidt pusten på langsiden, og når man rykker op i de store klasser, og efterhånden har set alle de nye effekter og begynder at se igennem illusionen, falmer de ellers så glinsende biler en smule. Men de første mange kilometer af Shift er en sjov tur, der rummer et løfte om, at Need for Speed-serien ikke nødvendigvis har udspillet sin rolle endnu.
6 / 10
