Eurogamer.dk

ModNation Racers

En drengedrøm.

Trenden med bruger-genereret indhold, lavet af gamere til gamere, er ikke til at stoppe. Hvor godt det kan fungere beviste Little Big Planet, der til dato har genereret over 2 millioner bruger-skabte baner. Så hvorfor ikke bare blande det med et bilspil, hvilket der i forvejen er for få af på PlayStation 3? Tjo, det var netop det, der slog udviklerne hos United Front Games, der står bag Modnation Racers. Og idéen går op i en højere enhed: Udover at være skæggere end det nærmest legendariske og hysterisk morsomme Mario Kart Wii, trumfer Modnation Racers med fede kreative funktioner og en stærk community-kobling.

I sit kerneelement er Modnation Racers en klassisk gokart racer i samme stil som sit Nintendo-forbillede. Med en Career Mode, Time Trial og multiplayer, vil man da også føle sig helt tilrette, hvis man har forsøgt sig med eksempelvis Mario Kart. Hovedattraktionen er karrieren, hvor man som gokart-gazelle avancerer gennem mere end 20 forskellige strækninger mod 11 modstandere. Først fra en tredjeplads fortsætter spillets historie med cutscenes og rimelig okay humor. Modnation Racers er ikke ment som et hardcore racerspil til de allermest voksne af os, der higer efter et mere realistisk bilmiljø – men vi kan også være med. Modnation er for alle og for at kunne få den lavere aldersgruppering med, er det min opfattelse at United Front Games har gjort spillets humor, grafik og lyde mere spiselige og skal vi sige ungdommelige. Alene billeder af spillet oser da også af underholdning for selv de mindste. Det er dog på ingen måder skidt, og rent faktisk har udviklerne i allerhøjeste grad formået at støbe ét samhørigt orkestralt værk sammen.

1

Sackboy approves this game!

Med den lettilgængelige styring er man med det samme i kontrol over sin kart racer og brager fjerlet over forhindringer, kløfter, afgrunde og deslige i et af de fire overordnende banedesigns: bjerge, ørken, kyst og jungle. For at overhale sine medspillere, bevæger man sig over længere hop eller udfører superlange ’drifts’, og indtjener point der kan bruges til etturbo boost. Et boost er en klar fordel i afgørende øjeblikke, så længe man anvender det taktisk, for eksempel hvis man lige skal samle et våben eller et power-up op for snuden af sine modspillere. Og hvor er det dog tilfredsstillende at gennemføre et velplanlagt boost, samle en ’blitz’ op og zappe sin modstander med et målrettet stød, for derefter at brage forbi, mens ens avatar håner den ellers brændte og sår-slikkende modstander - og det endda med en stemme, man selv vælger. Min stemme imiterede et egern på helium. Hooyah!

2

De rammer ik, de rammer ik, de rammer ik…

Med et væld af forskellige våben at samle op, adskiller Modnation Racers sig på ét punkt fra Mario Kart-serien: våben-opgraderinger. Kører man eksempelvis henover samme type våben op til tre gange, kan man udbygge sin målsøgende raket med tre skud i stedet for ét. Og det er her, taktikken for alvor kommer i spil, for skal man vælge straks at skyde missilet af sted eller vente og opgradere til senere, men med større skade? Ofte vil man have tilbøjelighed til at affyre sine våben hurtigst muligt efter opsamling, bare fordi man kan. Ens taktik afhænger i høj grad af banedesignet og modstandernes adfærd. Vil man være bedre end de andre, handler det om at tænke fremad. Hvordan ser banen ud efter næste sving, hvilke våben har modstanderne netop samlet op? De mange opgraderinger er dog lige lovligt meget visuelle effektbomber, end det er nødvendigt, selvom det da ser flot ud når man som en anden Zeus hamrer lyn ned over de andre.

Kommentarer (1)

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!

  • Loader...