Glædelig overraskelse: Modern Warfare 2 er et ret godt arkade racerspil. Det er i hvert fald følelsen som opstår, når du skyder dig igennem tundraen på en hoppende snescooter, drevet frem af en konstant syndflod af tidsforlængelser efterhånden som du passerer det ene checkpoint efter det andet, med den tegnefilms-agtige tre-tonede startlyd som et ekko i dine ører. Der er hop at synkronisere og træer der skal undgås, efterhånden som du ræser mod slutflaget, og når kameraet altimens ryster og lyden brøler, bliver det lidt mere spændende.
Robert Bowling, Infinity Wards communitymand numero uno, forklarer, at han bliver suget ind i spillet i en sådan grad, at han kaster sig selv fra side til side i sædet mens han spiller (selvfølgelig kan det jo bare være et smart udtænkt PR-trick, designet til at lave et jedi mind trick på verdens spiljournalister: ”Tænk, Modern Warfare 2 er et intuitivt actionspil!”), og hvis du begynder at sakke bagud, kan du endda skyde din racermodstander i ansigtet, så han får blod i øjnene og kører ud over en klippeafsats, et træk de vist har lånt fra Mario Kart på Nintendo Wii.
Det jeg nok ville sig her er, at jeg troede jeg forstod Modern Warfare 2’s nye Special Ops-mode: Jeg antog at det ville være et finpudset, men ret forudsigeligt, arrangement af diskrete mini-missioner skræddersyet til co-op for to spillere. Hvad jeg dog ikke havde gættet – som Tom ikke formåede at afdække med sine, omtrent to minutter med spillet tilbage i Köln - var at hver af disse mini-missioner individuelt ville være opfindsomme i måden, hvorpå de bryder Infinity Wards kommende spil ned i brudstykker, indtil dele af det begynder at føles som... ja, som en arkade-racer, for eksempel.
Sværhedsgraden i Spec Ops vil resultere i nogle lidt anderledes missionstrukturer – samt nogle større health bars.
I mellemtiden føles andre dele af spillet som Left 4 Dead. Med racing-delen vel overstået, viser Bowling os en ny Special Ops-mode kaldet Elimination. Vi befinder os på kanten af en sø, hvor buske og træer klumper sammen og bliver til et kunstnerisk svunget krat, bjergene danner en knudret bølgelinje på horisonten og en klynge træhytter ligger skjult ved kystlinjen. Det hele er ret pænt, faktisk – og hvis det ikke var fordi kuglerne hvisler gennem luften, ville jeg sikkert tænke på at fylde termoflasken med latté og give den en times tid som naturelsker.
Men vandreture står ikke på dagens menu. Menuen står derimod på 40 døde russere før målet er nået i Elimination, en spilmodus med tilfældige spawns og tempo, og blander de almindelige fodtusser med et fuldt register af specialklasser, heriblandt kamuflerede snigskytter, der for enhver pris vil forsøge at holde afstand, medmindre de bliver flankeret. Og Juggernauts - massive tanks der snegler sig mod dig, mens de sluger magasin efter magasin, iklædt den tykkeste panser der – for mig - mest af alt ligner hvad et hårdkogt æg ville iføre sig på sin første tur i rummet.
Elimination er en genial og panikpræget tilføjelse: En hæsblæsende udfordring for én spiller og et forrygende vrimmel af improviserede strategier for to. Under denne demonstration bliver hovedparten af kampen udkæmpet i en træhytte på flere etager i midten af landskabet, hvor nogle nederdrægtige terrorister tilsyneladende har haft travlt med at lave bomber, men samtidig har fundet tiden til at spidde en teddybjørn på et soveværelseshåndtag og efterladt en sex-dukke flydende i det beskidte badekar - så måske er de faktisk univeristetsstuderende.
Split-screen i co-op på samme maskine betyder, at selv om du skal knibe øjnene sammen, hvis du spiller på et mindre TV, vil du i det mindste have et mindre kunstværk foran dig.
Lægger man hertil nye tiltag som Stealth-mode - en snigen sig i skyggerne, mens horder af skurke pilles ned fra sikker afstand, efterhånden som man bevæger sig mod et opsamlingspunkt - begynder Special Ops efterhånden at se fremragende ud. Det er et sammensurium af hurtig-på-aftrækkeren og øverst-på-ranglisten lagt oveni i et spil, hvis udviklere man skulle tro ville have nok i at bygge videre ud fra seriens allerede veletablerede formel.
Dermed ikke sagt at en sådan indfaldsvinkel, efter COD4, ville have været et alt for stort problem. Faktisk er et kig på spillets mere traditionelle tilføjelser mere end en påmindelse om, hvorfor så mange af Infinity Wards konkurrenter har forsinket deres store satsninger til både januar og februar næste år, for at være i sikkerhed. Multiplayer-delen – med dens ’Kill Streaks’, ’Death Streaks’ og blændende taglabyrinter – ligner en kløgtig evolution af originalen, selvom skærmen fyldes med snik-snak om ”Achievements” og oplåste spildele, og nybegyndere muligvis vil blive endnu mere overvældede.
