Mini Ninjas

Kan en lille ninja blive til noget stort?

Danske IO-Interactives seneste udspil er godt nok noget helt andet end den skaldede lejemorder og de andre ganske blodige tilbud, der ellers plejer at komme fra den kant. I modsætning til de sædvanligvis ganske voldelige actionbrag for voksne, er Mini Ninjas en kulørt udflugt i et nuttet og fuldstændig ublodigt univers, tydeligvis rettet mod en yngre målgruppe.

I skikkelse af den lille lomme-ninja Hiro, drager spilleren ud for at frelse verden fra den onde, onde troldmand der har forhekset alle skovens dyr, og taget ens venner til fange. Så nej, historien er ikke videre original. Faktisk er den ret kliché-fyldt, og bliver heller ikke rigtigt underbygget videre i spillet. Til at starte med bliver der lagt stor vægt på de små ninjaers sammenhold og venskab, så det er lidt sært, at når man senere befrier dem i spillet, får du bare en pop-op om, at nu er de låst op. I stedet får du så komiske cutscenes fra den onde troldmands kommandocentral, mens den fine, lidt sørgmodige stemning fra introen lidt bliver efterladt på dørtrinnet ind til selve spillet. Men okay – så vidt jeg husker fra min videoungdom, var det vist heller aldrig historien, der var ninja-filmenes stærkeste side.

Med de små ninjaer kæmper du sig nu igennem den lettere forudsigelige historie i en stiliseret fantasy-udgave af et østerlandsk eventyrrige. I disse kulørte omgivelser kæmper du det meste af tiden mod den onde troldmands uintelligente, men ondsindede, fodtusser – blandet med lidt udforskning og gådeløsning. Selvom IO sikkert vil kvie sig ved at få deres børnevenlige spil sammenlignet med et græsk über-brutalt actionepos, så er selve opbygningen af spillet faktisk meget lig God of War. Spillet drejer sig primært om at hakke sig vej igennem horder af fjender, med enkelte andre udfordringer hen ad vejen. Det hele er toppet af med lidt magi, som kan trækkes frem, når mini-lokummet virkelig brænder og giver det hele en lille knivspids Zelda-nuttethed. Og den sammenligning er ment på en positiv måde, for det basale gameplay er helt i orden.

1

Ninja-klassens tykke dreng viser her hvordan man gør.

Kampene, der er spillets sovs og kartofler, rammer en god balance mellem heftig knapmosning og strategisk brug af specialangreb. Ikke verdens ottende vidunder, men det fungerer helt fint. Boss-kampene er også ganske underholdende og fantasifulde, om end sværhedsgraden er ret meget i den lave ende. Derimod er spillets stealth-system lidt mere mat i mao-sutterne. Du kan godt tage sig af enkelte modstandere på ægte, snigende ninja-manér, men det er nærmest umuligt at holde sig skjult i længere tid, hvilket gør det nærmest meget besværligt at snige sig ind blandt fjenderne og uskadeliggøre dem, en for en. Lidt ærgerligt, når det nu er et ninja-spil, vi her har med at gøre. Når du er færdig med kampene, kan du spendere lidt tid på nogle af de mere underordnede spilelementer. Du kan samle ingredienser til et ret omfattende system, som lader dig blande dine egne potions og røgbomber, eller du kan gå på jagt efter en af de små, skjulte helligdomme, der rummer nye former for ninja-magi. Begge dele opfordrer til udforskning af omgivelserne, men det føles mere som nice-to-haves end nødvendigheder.

Selvom du i teorien er fri til at bevæge dig omkring i de store landskaber, som du lyster, er detnu med en meget ført hånd, du bevæger dig igennem spillet. Der er overraskende mange usynlige mure, uigennemtrængelige bambusbuskadser og spærrende stenbunker. Ikke at det er en dårlig ting nødvendigvis, men det begrænser eventyrlysten noget. Det er ikke som i GTA, hvor det kan være sjovt bare at udforske alle de tåbelige ting, som spillets engine kan klare. I Mini Ninjas virker det som om at valgmulighederne er besluttet på forhånd. Du kan gå til højre eller til venstre, men du kan ikke finde din egen vej til målet.

Kommentarer

Det er ikke længere muligt at kommentere. Tak fordi du deltog!